Autisme og terapi

Den gode autismeterapeut 

Dette indlæg er skrevet af Pernille Hebsgaard.

Pernille har atypisk autisme, er gift og har to børn. Begge børn og hendes mand har også autisme. Hun elsker at formidle, spotter hurtigt mønstre og sammenhænge, har sans for detaljer og systemer, og så er hendes særinteresser autisme og at skrive.

Vi er så heldige, at Pernille gerne vil bruge sine evner, sin erfaring og sin viden til at invitere os med ind i hendes verden og dermed gøre os klogere på forskellige vinkler og temaer i relation til autisme. Du kan også følge Pernille på Instagram via profilen @pernillehebsgaard

Rigtig god fornøjelse!

Jeg har flere gange i mit liv været i mistrivsel, og sommetider har det krævet hjælp fra fagprofessionelle at komme videre. Det har været en række blandede oplevelser. Nogle gange er det gået godt, andre gange har det ikke hjulpet, og i enkelte tilfælde har det gjort ondt værre.
 
Jeg er overbevist om, at havde vi vidst, jeg var autist, havde det gjort en forskel, fordi tilgangen da kunne være blevet tilpasset min måde at være at være i verden på. Men det havde stadig krævet særlige kompetencer og viden – noget, man ikke altid kan være garanteret at blive mødt med, selvom man både ved og fortæller, at man er autist.
 
 

Faldgruber

Mange gange, når en autist havner i et terapiforløb, skyldes det en komorbiditet som eksempelvis depression eller angst. Og er behandleren ikke opmærksom på det anderledes udtryk og behovet for den særlige tilgang til at hjælpe og støtte, går det ikke nødvendigvis godt. Det kan desværre ske, hvis den viden, man som terapeut læner sig op ad, er forældet, fordomsfuld eller stereotypisk.
 
Det er også gerne sådan, at terapeuter uddannes i den medicinske model, hvorfor sprogbrugen sommetider kan være derefter, og det kan derfor være en rejse for nogle at ændre mindset. Derfor findes der terapeuter, der arbejder med gode tilgange, men som endnu er i proces i forhold til at se på autisme som en neurodivergens.
 
Men jeg synes godt, man kan tillade sig at forvente høj faglighed i mødet med mennesker, der arbejder med autisme - også terapeutisk. Og der er mange ting, vi kan kigge efter for at sikre os, at autisten bliver mødt, som vedkommende har brug for.
 
Faktisk kan det siges ret kort:

Vi skal møde autisten, dér hvor vedkommende er, med de behov autisten har, som det unikke menneske personen er, og i den helt særlige situation autisten står i.
 
 

Dét bør terapeuten vide

Skulle jeg i dag få brug for terapi, ville jeg lede efter en terapeut, der vidste følgende:
 

• Maskering er et sæt af primært ubevidste handlemønstre, der har til formål at skjule de autistiske træk, og som fungerer som beskyttelsesmekanisme for at undgå eksklusion, mobning, at blive gjort forkert/vanskelig med mere. Autisten skal have styrket sin selvbevidsthed og sit selvværd, før der kan arbejdes hermed, og vedkommende er måske slet ikke opmærksom på, hvordan der maskeres, hvorfor terapeuten skal være skarp i sin viden om, hvordan det kan komme til udtryk. Den gode terapeut ved nemlig, at maskering ikke er et tegn på trivsel, men koster dyrt i ressourcer, og at der derfor ikke er tale om en 'velfungerende autist', men et menneske på max overarbejde med risiko for at udvikle psykiske sygdomme (måske det netop er derfor, autisten er startet i terapi).
   

• Social angst (og andre typer angst, der trigges af manglende tilgodeseelse af autistens behov) skal som udgangspunkt ikke eksponeres ihjel. Vi skal arbejde med årsag - ikke adfærd. Angsten udløses typisk af manglende hensyn, mobning eller dårlige rammer for socialisering, og det er disse, vi skal arbejde med og tilpasse – ikke autisten. Eksponering forværrer typisk den sociale angst, men tilpasser vi rammerne, og får vi behandlet traumerne, kan autisten bedre indgå i socialisering. Den 'angst', man typisk oplever hos autister, er nemlig en reel frygt, og det formår terapeuten at skelne mellem.
   

• Vi kan ikke behandle selve autismen – og skal det for øvrigt ikke. Vi kan give redskaber til at tilpasse omgivelserne, lære at sætte grænser og sige til og fra og arbejde ud fra at højne selvforståelsen og accepten. Terapeuten ved, at autistisk trivsel handler om at leve i balance med sig selv og sine behov samt at rumme og omfavne sin anderledeshed.
   

• Visualisering skaber ikke struktur – det understøtter den. Struktur skabes bedst ved oparbejdelse af faste rutiner og dagsplaner med fokus på gentagelser og ensartethed. Forudsigeligheden er størst, når man ved, hvad der skal ske, og når tingene er genkendelige, skabes der automatisk ro i systemet. Kalendere og lister kan hos nogle have gavnlig effekt, mens andre ser det som krav eller finder det uoverskueligt at se på alle de ting, der er på programmet.
   

• Der skal IKKE arbejdes hen imod, at autisten tilpasser sig normerne, men at autisten formår at leve i balance med sig selv og sine egne behov.
   

• Terapeuten formår at tale det autistiske sprog og undlader hentydninger, talemåder eller anden indirekte sprogbrug. Der er ligeledes konkrete forslag til, hvad autisten kan gøre for at styrke sig selv, og metoderne indeholder ikke for mange steps, ligesom forløbet i sin helhed og formålene med diverse opgaver er tydeliggjort.
   

• Det står klart, at terapeuten ved, at autisme ikke er en sygdom, der kan medicineres, noget autisten har udviklet, eller noget der skal fjernes. Derfor omtales autistiske træk typisk ikke som symptomer.
   

• Terapeuten er opmærksom på fordomme om autisme og ved blandt andet, at autister godt kan være empatiske, og at udfordringen ved socialisering ikke består i manglende lyst, men derimod for mange krav, indtryk og forskelle i kommunikationsformer. Desuden ved terapeuten, at autisme ser meget forskelligt ud mennesker imellem og tilstræber derfor en individualiseret tilgang.
   

• Terapeuten formår at se bag om adfærden og spørge nysgerrigt ind til handle- og reaktionsmønstre. Der benyttes ikke ord som sart, uhøflig, bedrevidende med mere om autisten, fordi terapeuten ved, at disse er fejltolkninger af autistisk adfærd. Der arbejdes hen imod accept og forståelse indefra – ikke udefra. Terapeuten er desuden fuldt ud bevidst om flight/fight/freeze/fawn-reaktioner og ved derfor, at autisten kan reagere på mange forskellige måder og er særligt opmærksom på kravundgående adfærd eller pleaser-adfærd som overlevelsesmekanisme, ligesom vedkommende desuden ved, at PDA (Pathological Demand Avoidance) og kravundgående adfærd ikke er det samme.
   

• Depression og autistisk udbrændthed ligner hinanden rigtig meget, men er ikke det samme og kræver forskellige strategier i forhold til bedring. Terapeuten formår at skelne og har viden herom.
   

• Autistens oplevelser bliver altid taget seriøst og valideret, og terapeuten ved, at formuleringer som 'vi er alle lidt autistiske' kan virke triggende. Af samme årsag vil terapeuten arbejde med værktøjer til at hjælpe autisten med at navigere og ikke blot bede vedkommende om at presse sig selv yderligere eller tage sig sammen.
   

• Terapeuten ved, at komorbide lidelser som eksempelvis depression og angst er et resultat af, at autisten er blevet for presset, ikke er blevet mødt og set, og at vedkommende har været på massivt overarbejde for længe. Ligeledes kender terapeuten til de mange kompenserende strategier, autisten måtte have udviklet og ved, at det handler om at lære autisten at acceptere og forstå sig selv. Terapeuten kender desuden tegnene på belastning såsom flere nedsmeltninger, øget stimming, større følsomhed med mere og ved, det er tegn på mistrivsel, hvor vi skal sætte ind i forhold til årsagerne – ikke adfærden. Terapeuten er generelt meget opmærksom på, hvilken adfærd der skyldes autismen, og hvilken der skyldes en komorbiditet.
   

• Terapeuten er opmærksom på, at de to væsentligste faktorer i forhold til heling efter mistrivsel er tid og ro, ligesom vedkommende har mange fornuftige forslag til, hvordan disse kan efterleves.

 
Er det mange krav at stille? Ja. Men FOR mange? Nej.

Mødes en autist i mistrivsel ikke korrekt af sin terapeut, risikerer vi fejlbehandling/medicinering og at forværre autistens tilstand.
 
Alle mennesker – også autister – har ret til at leve et godt liv og at blive mødt med anerkendelse og respekt. Så kære jer, der har autisme inde på livet - mød jer selv sådan først – det er netop (selv)kærligt og respektfuldt at tilvælge den kompetente terapeut.

Må I snarest finde vejen mod autistisk trivsel.


Af Pernille Hebsgaard.

________________

Klik her for at komme tilbage til oversigten over alle vores tidligere blogindlæg.

Læs Pernilles spændende blog om de svære skift i hverdagen.

Læs også Pernilles bud på, hvordan man håndterer mistrivsel hos personer med autisme.

Hvis du vil læse Pernilles tidligere indlæg, hvor hun fortæller om at have autisme, kan du klikke her.