EMDR (Eye Movement Desensitization and Reprocessing) er en evidensbaseret terapiform, som er udviklet til behandling af PTSD, men som også har vist sig at have god effekt på en række andre problemstillinger som eksempelvis angst, depression eller lavt selvværd, der bunder i svære oplevelser.
Vores hjerner processerer og lagrer som oftest de oplevelser, vi har, helt af sig selv. Forskning peger på, at det især er, når vi sover REM-søvn (hvor vores øjne bevæger sig fra side til side bag vores øjenlåg), at dagens oplevelser processeres og lagres.
Når vi har en stærkt ubehagelig oplevelse (kaldet et traume), kan hjernens naturlige måde at bearbejde information på sættes ud af spil. Et traume kan ses som en hændelse, som, på grund af den store mængde stress og ubehag i situationen, overbelaster hjernens naturlige kapacitet til at bearbejde.
Den traumatiske oplevelse lagres ofte i en mere rå form, hvor de tanker, følelser, billeder og sanseindtryk, der knytter sig til oplevelsen, ikke processeres på vanlig vis. En hændelse kan på den måde ”fryse i tid”.
En skræmmende eller ydmygende oplevelse, der måske fandt sted i en helt anden livsperiode kan derfor stadig påvirke én i ens hverdag, som om det var sket i går.
At tænke på den traumatiske hændelse kan føles lige så ubehageligt, som da man oplevede det første gang, fordi billeder, lyde, lugte og følelser ikke har forandret sig, men er fastlåste i hukommelsessystemet. Sådanne erindringer kan have en vedvarende negativ effekt, der forstyrrer måden, man oplever sig selv, verden og andre mennesker på.
I EMDR-terapi anvendes af og til en særlig lysbar til at guide øjenbevægelserne under terapien.
I EMDR-behandling bruger man rytmiske øjenbevægelser (eller ”tapping” i form af rytmiske berøringer på for eksempel hænderne), som minder om dem, hjernen selv bruger under REM-søvnen, til at processere og lagre minder om traumatiske oplevelser på en mere hensigtsmæssig måde.
I terapien reaktiveres de oplevelser, der forstyrrer, og øjenbevægelser bruges til at sætte en bearbejdningsproces i gang. Dette bevirker, at det ubehag og stress, der er forbundet med de ubehagelige oplevelser, neutraliseres, og at oplevelsen kan lagres i en mere almindelig form, ligesom andre minder fra vores fortid.
Når en traumatisk oplevelse bearbejdes med EMDR-terapi, vil man ofte efterfølgende blive bedre i stand til at forbinde sig med positiv viden om sig selv, andre og verden og en forståelse af, at det, der var ubehageligt, er overstået.
De kropslige reaktioner aftager, og man holder op med at genopleve de billeder og lyde og følelser (flashbacks), som tidligere blev aktiveret, når man blev mindet om den traumatiske oplevelse. Efter behandlingen kan man stadig huske, hvad der er sket, men det er mindre ubehageligt eller neutralt at tænke på.
En EMDR-session varer typisk mellem 60 og 90 minutter. Behandlingssessionerne gennemføres typisk med en uges interval eller lidt mere. Forløbets varighed varierer i forhold til kompleksiteten i din historie og din nuværende situation, dine ressourcer og lignende, men som udgangspunkt tilbyder vi en pakke bestående af 10 samtaler og herunder en indledende samtale, hvor vi afklarer dine behov og aftaler det videre forløb.
EMDR-terapi kan også indgå som delelement i et terapiforløb. Et EMDR-forløb består både af at arbejde med dine ressourcer og med det, der er svært og ubehageligt. EMDR-behandling er ikke hypnose; du har hele tiden kontrollen og er bevidst til stede.
EMDR-terapien varetages af autoriseret psykolog Nina Schultz Hansen, som er uddannet EMDR-terapeut fra EMDR Danmark. Terapien kan finde sted i vores afdelinger i København og Solrød Strand.
EMDR-terapi er anbefalet af WHO, og har som nævnt vist sig anvendelig til mange forskellige former for problematikker, fx angst, depression, lavt selvværd, vrede mm. Da alle er forskellige og har forskellige oplevelser, er det ikke en garanti, at alle vil have gavn af EMDR-terapi.
Find gældende priser på vores prisliste her.
Du er meget velkommen til at kontakte os for at høre mere, eller hvis du ønsker at blive skrevet på vores venteliste.
Her får du viden om autisme og information om nyheder og kommende kurser.
Ved tilmelding til vores nyhedsbrev samtykker du til vores privatlivspolitik.