Hesteassisteret terapi i Molis
Molis tilbyder hesteassisteret terapi til børn, unge og voksne med autisme og/eller ADHD hos rideterapeut Pia Andreassen i Aarhus.
Mennesker med autisme og ADHD har et fundamentalt anderledes fungerende nerve- og sansesystem og en anderledes social kommunikation, som blandt andet kan gøre det særdeles energikrævende at indgå i socialt samspil med andre mennesker.
Samværet med dyr – og decideret dyreassisteret terapi – har vist sig at have positiv indflydelse på disse menneskers velbefindende, og i hesteassisteret terapi udnytter man hestens blide og afbalancerede natur til at skabe et roligt og nærværende rum, hvor deltageren får mulighed for at udvikle sig i et trygt samspil med hesten uden alle de forstyrrende elementer, som daglidagens sociale interaktioner kan bestå af.

Hvad er hesteassisteret terapi?
Hesteassisteret terapi er en terapiform, hvor man arbejder med følelsesmæssige eller psykiske vanskeligheder i et praktisk rum, hvor kroppen og sanserne er i centrum.
Formålet med hesteassisteret terapi er øget velvære, styrket selvværd, kropsbevidsthed, bedre sociale kompetencer, styrkelse af mentaliseringsevnen og øget empati.
Omend forskning i hesteassisteret terapi er et relativt nyt felt, viser flere studier allerede lovende resultater for effekten af hesteassisteret terapi til mennesker med autisme og/eller ADHD.
En undersøgelse viser blandt andet, at hesteassisteret terapi har positiv effekt på fysiske parametre som netop kropsbevidsthed, balance og motorik og på mentale parametre såsom selvtillid, ro og koncentration og lyst til at indgå i socialt samspil, ligesom hestens tilstedeværelse i sig selv har en katalyserende effekt på relationen mellem rideterapeut og deltager, som kan danne grobund for meningsfulde samtaler om vanskelige emner*.
Hesteassisteret terapi kan være en kilde til selverkendelse og selvudvikling. Når deltageren arbejder med hestene, skal vedkommende øve sig i at være opmærksom på egne følelser og reaktioner, og på hvordan disse påvirker hesten, ligesom deltageren herigennem også øver sig i at være opmærksom på andres – i dette tilfælde hestens – sind. På den måde kan hesten fungere som en spejling af deltagerens eget indre. Gennem samarbejdet med hesten kan man blive mere opmærksom på egne styrker og svagheder og lære at håndtere dem på en konstruktiv måde.
Hvordan foregår hesteassisteret terapi?
I hesteassisteret terapi bruger man samspillet med heste til at arbejde med kropsbevidsthed og kropskontrol. Gennem hesten mærker man sin krop og sin vejrtrækning, og i samspil med naturen dannes der grobund for øget sanseregistrering. I samværet med hesten lærer man at være opmærksom på sit eget kropssprog og sin kommunikation.
I terapien arbejder vi med relationen til både hesten og rideterapeuten. Derigennem skabes en kontakt til hesten, som åbner op for ens eget følelsesliv. Heste er meget følsomme dyr, og de kan mærke vores intentioner og følelser. Derfor øver vi os på at skabe en bevidsthed om, hvordan man kommunikerer med hesten, og hvordan man påvirker den, hvilket kan give en større forståelse for, hvordan man kommunikerer og påvirker andre mennesker i andre sammenhænge.
Vi arbejder med hestene i ridehallen, på ridebanen eller i den skønne skov og park, der grænser lige op til stalden. Arbejdet med hestene kan både ske fra jorden og fra hesteryg. Det er derfor ikke nødvendigt, at man har forudgående erfaring med ridning – eller at man overhovedet har lyst til at ride – for at kunne få gavn af hesteassisteret terapi. Det væsentlige er kontakten med hesten, ikke ridningen.
Hesteassisteret terapi tilpasses altid den enkelte deltager, således at vi får skabt et rum, der er trygt at udvikle sig i. Vi har en flok nøje udvalgte og skønne heste. Hestene er alle rolige og er vant til omgang med mange forskellige mennesker, men har forskelligt sind og temperament.
Vi udbyder terapiforløb af både kortere og længere varighed, men fælles er, at vi som udgangspunkt anbefaler, at man starter med at købe en enkelt session, hvorfra man i samarbejde med Pia Andreassen kan aftale det videre forløb.
Hvem er Pia Andreassen?
Hesteassisteret terapi varetages af rideterapeut Pia Andreassen, som driver Nova Hesteterapi i Stald Nova beliggende cirka fem kilometer uden for Aarhus.
Pia er oprindeligt uddannet folkeskolelærer og er uddannet rideterapeut fra VIA University College i diplommodulet
Hesteassisteret praksis, hesten i pædagogik, rideterapi og rehabilitering. Pia har arbejdet med sårbare og udsatte børn og unge i rideterapi i mere end 10 år.
Booking og praktisk information
- Målgruppe: Børn, unge og voksne med autisme og/eller ADHD. Det er ikke nødvendigt at have erfaring med heste og ridning for at deltage i hesteassisteret terapi.
- Praktisk information: Mød op i praktisk tøj, som passer til vejret, da hesteassisteret terapi foregår både i ridehal og udendørs.
- Pris: 850,- kr. plus moms pr. session af en times varighed.
Forløbene har en bindingsperiode på indeværende måned plus en måned.
Det er mulighed for at tilkøbe løbende evalueringer og beskrivelser af forløb. Prisen afhænger af opgavens omfang.
Det er ligeledes muligt at ansøge kommunen om at få bevilget tilskud til hesteassisteret terapi via Barnets lov (§32, §86, §90 (krydshenvisning til Serviceloven om vedligeholdelsestræning)), Serviceloven (§100 for voksne) og Lov om aktiv beskæftigelsesindsats. Ønsker du at ansøge om bevilling, skal du selv kontakte din sagsbehandler eller dit jobcenter.
- Sted: Stald Nova, Nova Hesteterapi, Marienlystvej 26, 8200 Aarhus N.
- Booking: Du kan booke tid til hesteassisteret terapi hos Pia Andreassen her.
- Spørgsmål: Har du spørgsmål til hesteassisteret terapi, er du velkommen til at kontakte os på info@molis.dk.
____________________________________________________________________________________________________________________________________________
*Thodberg, K., & Christensen, J. W. (2015). ANVENDELSE AF DYR SOM TERAPEUTISK REDSKAB – TEORIER, EKSISTERENDE UNDERSØGELSER, OG HVORDAN FORSKNINGSFELTET KOMMER VIDERE. Psyke & Logos, 35(2)
Er du interesseret i samtaleterapi hos vores psykologer og konsulenter i enten Aarhus, Odense eller online, har du mulighed for at booke tid direkte i vores bookingsystem her.
Ønsker du at blive skrevet på ventelisten til samtaleterapi i en af vores øvrige afdelinger – København, Solrød Strand eller Holbæk – er du velkommen til at kontakte os her.