"Selv i verdens mest inkluderende samfund ville jeg nok stadig være udfordret af min autisme"

'Selv i verdens mest inkluderende samfund ville jeg nok stadig være udfordret af min autisme'

Dette indlæg er skrevet af Mira Marott.

Mira Marott er 25 år gammel og har selv autisme. Hos Molis er vi glade for, at Mira gerne vil bruge sine evner, sin erfaring og sin viden til at invitere os med ind i sin verden og dermed gøre os klogere på forskellige vinkler og temaer i relation til autisme. Du kan også følge Mira på Instagram via profilen @autentisk_autist.

Rigtig god fornøjelse! 


Lige nu sker der et paradigmeskifte, hvor flere og flere begynder at have et mere positivt syn på diagnoser som for eksempel autisme. Autistiske personer blander sig i debatten og insisterer på at se autismen som en anden måde at være menneske på snarere end en brist, defekt eller sygdom. Det er som udgangspunkt en fantastisk udvikling, som jeg er enormt glad for.
 
Men der er en tendens, som bekymrer mig. I forsøget på at ’depatologisere’ autisme argumenterer mange for, at diagnosen udelukkende er et handicap på grund af samfundet. Det bliver mere og mere populært at sige, at hvis samfundet fungerede anderledes, så ville autister slet ikke være handicappede, men bare anderledes. Den tendens bekymrer mig, fordi det negligerer mange af de udfordringer, autister kæmper med, som ikke er et resultat af samfundet.
 
Der er ingen tvivl om, at et mere inkluderende samfund ville gøre livet som autist lettere. For eksempel ville det have en kæmpe betydning, hvis der var mere fleksibilitet i uddannelses- og beskæftigelsessystemet, mindre klasser i skolerne, lettere adgang til psykologhjælp og større forståelse i den generelle befolkning. Men ville det virkelig have så stor betydning, at autister ikke længere ville være handicappede? Jeg tror det ikke.
 
Selv i verdens mest inkluderende samfund ville jeg nok stadig være udfordret af min autisme i en eller anden grad. Jeg ville stadig få nedsmeltninger af at gå i bad.
Jeg ville stadig kunne blive overstimuleret af lyden af andre menneskers vejrtrækning eller solens stråler. Jeg ville stadig have svært ved at mærke mine egne basale behov som for eksempel sult og tørst.

På trods af at jeg udstyrer mig med solbriller, høretelefoner, solsikkesnor og sanselegetøj, kan jeg ikke nyde en drink i solen eller tage til store koncerter, ligesom mange andre på min alder gør.  Jeg kan ikke bo i min egen lejlighed eller varetage et job på normale vilkår. Min autisme er stadig en funktionsnedsættelse – selv med de rette hjælpemidler.
 
Idéen om, at det udelukkende er samfundet, som gør autister handicappede, kan være skadelig, fordi den kan resultere i manglende anerkendelse af de udfordringer, som skyldes selve autismen. Jeg synes, det er vigtigt at anerkende begge former for handicap – både dem, som opstår som resultat af samfundet, og dem, som er en del af det enkelte menneske. Ellers risikerer vi, at det bliver endnu sværere for autister med høje støttebehov at få den nødvendige hjælp, når behovet ikke er samfundets skyld.

Hvis vi skal anerkende alle autister, bliver vi nødt til at acceptere, at autisme er et handicap, som både er en del af det enkelte menneske, men også et resultat af samfundet. Faktisk er dét selve definitionen på handicap:
 
”Personer med handicap omfatter personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre” (FN’s konvention om rettigheder for mennesker med handicap, red.).


Af Mira Marott.

________________

Klik her for at komme tilbage til oversigten over vores tidligere blogindlæg.

Læs Mira Marotts tidligere blogindlæg 'Om min angst for krav' her. 

Læs Pernille Hebsgaards blogindlæg 'Den gode autismeterapeut' her.

Læs Pernilles Hebsgaards blogindlæg 'Fra mistrivsel til trivsel' her.