Angst for krav

Om min angst for krav 

Dette indlæg er skrevet af Mira Marott.

Mira Marott er 25 år gammel og har selv autisme. Hos Molis er vi glade for, at Mira gerne vil bruge sine evner, sin erfaring og sin viden til at invitere os med ind i hendes verden og dermed gøre os klogere på forskellige vinkler og temaer i relation til autisme. Du kan også følge Mira på Instagram via profilen @autentisk_autist.

Rigtig god fornøjelse! 


Mit navn er Mira, jeg er 25 år gammel og autist. Gennem hele mit liv har jeg været vant til, at andre mennesker stillede krav til mig, som jeg ikke kunne leve op til. Jeg har følt mig forkert og mindre værd, fordi det var svært for mig at gøre de ting, mange andre kunne gøre med lethed. Derfor udviklede jeg meget tidligt en form for angst for krav.

Jeg er bange for ikke at være god nok, og derfor føles det forfærdeligt, når folk stiller krav til mig. Jeg er diagnosticeret med socialfobi, men min angst er på ingen måde begrænset til det sociale. I stedet handler det om, at jeg er skrækslagen for at fejle. Både i sociale situationer, men også i alle andre situationer, hvor krav er involveret.
 
Jeg ved, at jeg ikke er den eneste autist, som har det sådan, så i dette blogindlæg vil jeg skrive lidt om, hvordan angsten for krav har påvirket mig gennem mit liv.

 

Spil og fælleslege

Jeg var sjældent med til nogle fælleslege eller spil, da jeg var barn, fordi det var utrygt og ubehageligt for mig, når de voksne skulle bestemme over mig. Når man lader andre bestemme, giver man dem lov til at stille krav, og man opgiver noget af ens personlige kontrol over situationen. Det har altid været angstprovokerende for mig.

Det lyder måske underligt, at man kan bange for et spil Ludo eller Matador, men for mig er sådan et spil bare en æske fuld af krav. Vælger man at deltage, går man også med til, at andre mennesker skal have kontrol over en. Det er svært for mig at håndtere.
 
Jeg kan huske engang i børnehaven, hvor jeg alligevel valgte at deltage i en skattejagt. Der var en post i skattejagten, hvor man skulle fortælle en historie om en prins og en prinsesse. Da de voksne fortalte mig, hvad historien skulle handle om, var jeg tæt på at bryde grædende sammen. Det var et krav, og jeg havde allerede dengang en voldsom angst for krav. Derfor blev jeg bange og utilpas.

Pædagogerne kunne godt se, at jeg ikke havde det godt, så de gav mig lov til selv at finde på en historie i stedet. Jeg begyndte at fortælle, men efter fem minutter bad de mig om at holde op – altså endnu et krav. Jeg nægtede. Til sidst endte jeg med at skrige, græde og kaste mig ned på gulvet. Jeg mistede kontrollen over min egen krop. Min mor måtte komme og bære mig hjem, fordi ingen kunne få mig til at holde op med at skrige.
 
For andre lyder det måske som et uopdragent barn, som ikke vil lytte til de voksne. Men for mig føltes det som et overgreb, når andre stillede krav til mig. Sådan er det stadig. En nedsmeltning sker ikke bare, fordi man er vred, men fordi man er så rædselsslagen og følelsesmæssigt overbelastet, at man ikke længere kan styre sig selv. Det er voldsomt og ubehageligt.

 

Psykiatrien

Da jeg udover min autisme også er diagnosticeret med bipolar lidelse, har jeg haft nogle forskellige forløb i psykiatrien, hvor angsten for krav har gjort det svært for mig at få noget ud af det. Min erfaring er, at psykiatere, sygeplejersker og psykologer typisk forsøger at få mig til at tænke anderledes eller at 'udvikle mig'.

Når de siger sådan, giver det mig øjeblikkeligt en følelse af, at jeg ikke er god nok, som jeg er. Flere gange har jeg fået angstanfald og fysiske sygdomssymptomer efter samtaler i psykiatrien, fordi de opfordrede mig til at ændre på noget.
 
Jeg kan sommetider komme til at græde, hvis andre siger, at de ønsker, at jeg får det bedre. Det føles som et krav, jeg ikke kan leve op til. Hvis folk forventer, at jeg skal få det bedre, så betyder det også, at jeg er forkert, hvis ikke jeg får det bedre. Sådan føles det i hvert fald for mig. Jeg ved godt, at det bliver sagt i god mening, men min hjerne opfatter bare opfordringen som endnu et krav.
 
'Men vil du ikke gerne selv have det bedre?' er jeg nogle gange blevet spurgt om i psykiatrien. Jeg tror faktisk, at svaret er nej. Jeg vil have det, som jeg har det. Det føles som et kæmpe pres for mig, at andre har en forventning om, at jeg skal 'komme mig' over min psykiske lidelse, og det giver mig lyst til slet ikke at forsøge.

Det er vigtigere for mig at undgå kravet om at få det bedre, end det er at få det bedre. Det lyder ulogisk, men angsten for krav gør, at selve det at 'få det bedre' er en slags trussel for mig. Jeg har brug for bare at have lov til at være mig, uden at andre forventer af mig, at jeg skal ændre på noget.
 
Angsten for krav er for mig også en higen efter accept. Jeg har brug for at blive accepteret, uden at andre pålægger mig en eller anden opgave som for eksempel at 'få det bedre'. Når jeg får sådan en opgave, føler jeg, at jeg ikke bliver accepteret, som jeg er. Det bidrager til den forkerthedsfølelse, jeg er vokset op med gennem hele mit liv.

 

En god oplevelse

For nogle år siden deltog jeg i et forløb for unge med forskellige diagnoser, hvor vi skulle træne dét at være på en uddannelsesinstitution. Selvom ordet 'træning' ofte får mig til at nægte at deltage (det minder mig om krav), var det faktisk en fantastisk oplevelse.

Underviserne stillede meget få, overkommelige krav, og der var altid mulighed for at sige nej. Fordi de andre i klassen også havde forskellige udfordringer, var det almindeligt at sige nej til at deltage i en aktivitet, at gå tidligt hjem eller at sige, at man havde brug for at være alene.

Disse behov var fuldt ud accepterede og normaliserede. Ingen blev spurgt om noget, medmindre de havde sagt, at de godt ville spørges. Hvis man blev spurgt, og man ikke havde lyst til at svare alligevel, behøvede man ikke. Der var intet unormalt ved ikke at besvare spørgsmål, fordi der var mange andre i lokalet, som havde det på samme måde. Det gjorde det hundrede gange lettere for mig at deltage, fordi jeg for en gangs skyld ikke følte mig forkert. Jeg følte mig accepteret, som jeg var.

 

Accept

Desværre er det ikke mange gange i mit liv, at jeg har følt mig accepteret i et fællesskab. Jeg føler mig næsten altid anderledes, stresset og forkert, når jeg er sammen med andre mennesker. Mennesker har en masse forventninger til hinanden, og det er ekstremt udmattende og angstprovokerende for mig at forsøge at leve op til dem.

Jeg har brug for, at andre ikke forsøger at lave mig om – heller ikke for min egen skyld eller for at hjælpe mig. Jeg har brug for at blive anerkendt i mine følelser og i min måde at opleve verden på i stedet for at få at vide, at jeg skal tænke anderledes.
 
Hvis du kender en autist, som har det lidt ligesom mig, så lad dem være sig selv. Jeg ved godt, at angsten for krav kan være besværlig og svær at forstå, men prøv i det mindste. Det betyder virkelig meget, når folk prøver.


Af Mira Marott.

________________

Klik her for at komme tilbage til oversigten over vores tidligere blogindlæg.

Læs Birgitte Kassas blogindlæg om at vokse op som 'skyggebarn' her. 

Læs Pernilles Hebsgaards blogindlæg 'Fra mistrivsel til trivsel' her.

Læs Pernille Hebsgaards blogindlæg '10 gode råd til forældre med autistiske børn' her.