Ring til os
E-mail

Den vigtige snak om sex og grænser 

Dette indlæg er skrevet af Pernille Hebsgaard.

Pernille har atypisk autisme, er gift og har to børn, hvoraf den ældste dreng og hendes mand også har autisme. Hun elsker at formidle, spotter hurtigt mønstre og sammenhænge, har sans for detaljer og systemer, og så er hendes særinteresser autisme og at skrive.

Vi er så heldige, at Pernille gerne vil bruge sine evner, sin erfaring og sin viden til at invitere os med ind i hendes verden og dermed gøre os klogere på forskellige vinkler og temaer i relation til autisme. Du kan også følge Pernille på Instagram via profilen @pernillehebsgaard

Rigtig god fornøjelse!

'Mange autister har det, man kalder en asynkron udvikling. Det betyder, at man på nogle punkter måske er sat bagud i sin udvikling, og på andre punkter kan man være meget foran sine jævnaldrende.

For mange, særligt forældre til autistiske børn, kan det give anledning til en del forvirring, da disse børn ofte ikke følger den gængse udvikling, og man må i mange tilfælde lære at tilpasse sin måde at udfordre og skåne det autistiske barn på, som omgivelserne kan have svært ved at forstå.

For hvordan kan barnet, der har lært engelsk før, det er startet i skole, stadig bruge ble? Hvordan kan barnet, der forstår multiplikationstabeller som treårig ikke forstå, at det ikke må danse på bordene? Og hvordan kan barnet, der taler flydende som halvandenårig være så motorisk udfordret, at det endnu ikke har lært at gå?

Det kan somme tider være svært ikke at forvente for meget eller for lidt af det autistiske barn, fordi det kan excellere på nogle områder og så samtidigt have utrolig svært ved andre ting.

Men hvordan fungerer det i forhold til seksualitet? Mange har en forventning om, at fordi deres barn måske kognitivt er bagud i sin udvikling, at så må det samme gøre sig gældende for den seksuelle udvikling. Min oplevelse er dog en helt anden.
 

Seksualdrift og seksuel debut

Seksualdriften, både som helt lille, men også op i teenageårene, følger nemlig som udgangspunkt gerne normen, er min erfaring.

Og det betyder, man kan stå med et barn, der leger med barbier og Lego i en ret høj alder, men som samtidig faktisk er nået et niveau seksuelt, som svarer til den alder, barnet har. Man kan derfor som forælder godt opleve det meget pludseligt, når ens autistiske børn debuterer seksuelt.

Det bedste er derfor at huske at få taget snakken, også selvom man som forælder måske synes, at det virker tidligt for barnet. Men hellere ruste dem for tidligt end for sent. Og fordi sex er så mange ting, både sansemæssigt og i forhold til det sociale samspil, er det vigtigt at få hjulpet vores unge mennesker godt på vej.
 
Mange autister er nemlig enormt udsatte, når det kommer til seksuelt samvær, da de ofte kan have svært ved at læse modparten i det seksuelle samspil. Så lysten og drivet er der formentlig, men det kan være vanskeligt at vide, hvordan man i praksis griber det an.

Det gør dem ekstra sårbare over for seksuel udnyttelse og deciderede overgreb.

Hvis man som autist søger at passe ind, kan man måske føle sig presset til seksuelt samvær, selvom man egentlig ikke har lyst, da ’alle de andre gør det’.

Eller man kan måske have svært ved at læse de sociale regler og afkode, hvornår der er tale om en opfordring til sex og på den måde havne i enormt pinlige situationer.

Der kan også være tilfælde, hvor man tror, at samværet har en anden karakter, fordi man netop ikke afkoder det, der siges mellem linjerne, og modparten bliver vred, skuffet eller måske endda voldelig og begår overgreb.

Derfor er det så uhyre vigtigt, at vi lærer de unge autister om, hvordan de begår sig, når de rammer den seksuelle alder. Vi skal lære dem at sige fra og til, at mærke efter, respektere andres grænser og at vide, at deres lyst er en naturlig del af det at være menneske.
 

Sanseoplevelsen

For nogle autister kan sanserne også spille meget ind, når vi snakker seksualitet. Fordi vi ofte har enten hypo- eller hypersensitive sanser, vil vores oplevelse af seksuelt samvær også variere meget fra person til person og typisk være anderledes end neurotypikeres.

Nogle har måske besvær med berøring, og andre er lige modsat. Der kan være mange dufte og lugte involveret, når man er seksuelt aktiv. Man er måske meget visuel eller har brug for særlig belysning, når det står på.

Der kan være et hav af sansemæssige oplevelser, som også er værd at få talt om, hvordan man bedst muligt håndterer. Særligt denne del er der ikke stor fokus på i seksualundervisning, og det kan være en stor udfordring for nogle autister, der kan opleve sex meget mere overvældende end andre mennesker.

Og så findes der også de autister, der har så høj seksualdrift, at det kan blive overvældende for modparten, fordi deres sanseapparat elsker selve den seksuelle akt.
 

Seksuel orientering og kønsidentitet

Ydermere er det også vigtigt at huske på, at der, når vi snakker autisme, er øget sandsynlighed for, at man har en anden seksuel orientering end heteroseksuel.

Så det er ikke nok at tage udgangspunkt i snakken om mand vs. Kvinde. Man er faktisk nødt til at udvide sin horisont og også snakke seksuel orientering.

Det samme gør sig gældende for kønsidentitet. Her er der også oftere autister end neurotypikere, som definerer sig som andet end mand og kvinde. Og det kan også spille ind i det seksuelle samvær. Så gå til ’opgaven’ med åbent sind og hjerte. Måske lærer du noget nyt og vigtigt om dit barn.
 

Stor kompleksitet

Autisme og seksualitet er en kompleks størrelse, der kan være svær at håndtere. Men det er vigtigt, at vi taler åbent om det. For autister har lyst, og de har seksualdrift. Præcis som alle andre mennesker.

Der hersker desværre en del fordomme om, at autister netop ikke skulle kunne mærke det seksuelle drive, men det bygger på misforståelserne om manglende følelsesliv.

Og hvis der er noget, autister netop har meget af, er det følelser. Hvilket faktisk også kan gøre det seksuelle samvær ekstra sårbart, da vi ofte kan blotte os for mennesker, vi stoler på og har mange følelser for. Og fordi vi kan have en tendens til at tro blankt på det, andre fortæller os (da løgn ligger os så fjernt), gør det os ekstra udsatte i de henseender.

Så tal med dit autistiske barn om seksualitet. Lad det ikke være tabu i jeres hjem. Og forsøg at hjælpe og guide det du kan. Jeg håber, at ovenstående har kunnet give lidt inspiration til, hvilke emner der kunne være relevante at tage hul på.

Rigtig god fornøjelse med snakken.'
 

Af Pernille Hebsgaard.

________________

Klik her for at komme tilbage til oversigten over alle vores tidligere blogindlæg.

Læs Pernilles spændende blog om at være sansestærk og ikke sanseforstyrret.

Hvis du vil læse Pernilles tidligere indlæg, hvor hun fortæller om at have autisme, kan du klikke her

Læs også om de udfordringer, Pernille oplever ved at formidle om autisme

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her får du viden om autisme og information om nyheder og kommende kurser.
Ved tilmelding til vores nyhedsbrev samtykker du til vores privatlivspolitik.

Ring 29 80 29 90