Om at bygge broer og vælge kampe

Om at bygge broer og vælge kampe

Dette indlæg er skrevet af 33-årige Pernille Hebsgaard.

Pernille Hebsgaard har atypisk autisme, er gift og har to børn, hvoraf den ældste dreng og hendes mand også har autisme. Hun elsker at formidle, spotter hurtigt mønstre og sammenhænge, har sans for detaljer og systemer, og så er hendes særinteresser autisme og at skrive.

Vi er så heldige, at Pernille gerne vil bruge sine evner, sin erfaring og sin viden til at invitere os med ind i hendes verden og dermed gøre os klogere på forskellige vinkler og temaer i relation til autisme. Du kan også følge Pernille på Instagram via profilen @pernillehebsgaard

Rigtig god fornøjelse!

’Jeg bruger en del af min tid som autistisk talsperson, hvor jeg på Instagram viser livet med autisme og blandt andet også tager diverse emner op, som fylder i det autistiske community.

Det er nemlig sådan, at når først man bliver lukket ind i autismeverdenen, støder man på et hav af begreber, symboler, henvisninger og retningslinjer for, hvad der er ’korrekt’ at sige og gøre i forhold til autisme.

Der er ofte meget stærke holdninger til, hvordan man bør ytre sig om autisme, og hvilke tilgange man er tilhænger af. Det kan være ret svært at navigere i særligt som nydiagnosticeret.

Jeg er meget inde i de her spilleregler, der eksisterer i det autistiske community, og dem kunne jeg skrive side op og side ned om. Mere om det på et senere tidspunkt.

I stedet vil jeg i dag tage jer med ind i vanskelighederne ved netop at vide så meget, som jeg gør, og hvor svært det kan være at videreformidle, tilfredsstille alle parter og samtidig passe på sig selv midt i det hele.

Mange af autisternes holdninger deler jeg et langt stykke hen ad vejen, men at skulle videreformidle dem i et forum, der både består af autister og neurotypikere, kan være utrolig svært.

Mit ønske med videreformidling er netop at bidrage til, at vi kan sameksistere og forstå hinanden på tværs af neurotyper. Og derfor er det en kunst at tage ofte meget følsomme emner op som for eksempel om, hvorvidt man bør benytte puslespilsbrikken eller sige autist/med autisme.

Tror på det bedste

Jeg risikerer nemlig enten, at neurotypikere føler sig udskammet, fordi de måske har gjort det modsatte af, hvad autister foretrækker, eller at autister ikke føler sig set eller hørt, fordi jeg i stedet for at fortælle folk, hvad de skal gøre, blot oplyser om emnerne og autisternes præferencer - dog altid med en opmuntring til respekt af det enkelte autistiske menneske.

Men jeg er ikke tilhænger af at rette på andre mennesker eller fortælle dem, hvordan de skal leve deres liv. Det tror jeg ikke på, at der er noget gunstigt i. Og det er der en meget simpel årsag til:

Jeg tror altid på det bedste i andre mennesker.

Jeg går helt automatisk ud fra, at vi ikke forsøger at såre hinanden, og der skal meget til at fornærme mig.

Så jeg formoder som oftest, at hvis nogen siger noget, der ikke stemmer overens med, hvad det autistiske community foretrækker, at det i langt de fleste tilfælde handler om uvidenhed - eller også er det i mine øjne så små detaljer, at det ikke er noget, jeg vil bruge min tid på.

For hvis jeg skulle bruge alle mine vågne timer på at redigere i, hvad andre siger, kunne jeg ikke lave andet. I stedet vælger jeg som oftest at tage diverse emner op på Instagram, hvor de fleste som hovedregel tager positivt imod det, jeg deler.

Det fungerer meget bedre for mig.

Svær balancegang

Men det er en svær balancegang, for der er også tilfælde, hvor jeg simpelthen ikke kan lade stå til, for eksempel når jeg ser ABA (omvendelsesterapi hvor man forsøger at aflære autistiske træk) blive anbefalet i diverse fora. Her vælger jeg som regel at gå ind i debatten, da der er tale om decideret skadelig opførsel.

Men desværre oplever jeg ind imellem, at går man i debat med folk, der er meget stålsatte, har det ingen effekt andet end, at det dræner mig. Så i disse tilfælde tager jeg først dialogen, når jeg fornemmer, at den giver mening - og hvis jeg har overskud.

For i virkeligheden handler det lige så meget om, at jeg skal passe godt på mig selv. Som autist er jeg nemlig enormt følsomt indrettet, og jeg opsnapper dårlig stemning på et splitsekund.

Jeg bliver ét med den negative energi, og jeg får svært ved at slippe det. Så hver gang jeg overvejer at gå i debat, skal jeg altid have in mente, at det faktisk kan gå så galt, at jeg kan risikere at få en nedsmeltning på grund af det. Jeg er derfor somme tider nødt til at prioritere mig selv først.

Det betyder ikke, at jeg ikke bliver ked af det, når jeg støder på et opslag om autister, der tvinges til øjenkontakt eller social interaktion.

Det betyder ikke, at jeg ikke bliver frustreret, når jeg ser, at der udbydes kurser for at højne empatien hos autister. Det betyder ikke, at jeg er illoyal over for det autistiske community.

Det betyder faktisk bare, at jeg passer på mig selv. Jeg har hverken psyke eller overskud til at deltage i hver eneste debat, jeg støder på. Jeg gør det dog ind imellem, når energien er til det, og når jeg føler, at der er noget at vinde.

Simpel livsfilosofi

Min livsfilosofi er meget simpel:

Alle mennesker er perfekte, som de er. Og det gælder uanset neurotype.

Derfor er min fornemmeste opgave som autist netop også at udbrede forståelse og ikke få folk til at føle sig forkerte - en følelse jeg personligt har haft rigtig meget i mit liv.

Vi skulle nødigt nå derhen, hvor vi dårligt tør udtrykke os af frygt for, hvordan det, vi siger, bliver modtaget. Det vigtigste for mig er, at man har hjertet på det rette sted.

Så kan alt det tekniske komme senere. Og så må vi ikke glemme, at hvis der skal være plads til alle mennesker, skal der også være plads til forskellige holdninger - så længe de ikke er af skadende karakter.

Bare fordi jeg ikke er aktiv debattør eller konstant retter på folk, betyder det ikke, at jeg ikke er på autisternes side.

Det er jeg altid. Jeg er faktisk på alles side. Og mit håb for en bredere accept af anderledes neurologier som en naturlig menneskelig diversitet vil aldrig nogensinde slukkes.

Jeg ved, vi kan, men så kræver det også, at vi alle går til opgaven helhjertede og med åbent sind, uanset om vi er autister eller neurotypikere.’


Af Pernille Hebsgaard.

________________

Klik her for at komme tilbage til oversigten over vores tidligere blogindlæg.

Hvis du vil læse Pernilles tidligere indlæg om RSD, kan du klikke her.

Hvis du vil læse Pernilles tidligere indlæg, hvor hun fortæller om at have autisme, kan du klikke her. 

Hvis du vil læse Pernilles indlæg om at være sansestærk, kan du klikke her.