Selektiv spisning

Derfor er kræsenhed et 'fyord'

Dette indlæg er skrevet af Kia Ehlers, ergoterapeut i Molis.

Jeg har her tænkt mig at vove pelsen og afsløre, at kræsenhed er lidt et ’fyord’ for mig. Min holdning er nemlig den, at kræsenhed ofte er misforstået.

Derfor vil jeg gerne udfordre opfattelsen af kræsenhed.

De børn jeg, og vi i Molis, arbejder med, kunne jeg nemlig aldrig drømme om at kalde kræsne.

Jeg giver derimod et skulderklap og stor opbakning til det modige i at turde blive i den selektive spisning og tro på, at det er ok lige nu. Det er nemlig helt ok, når mavefornemmelsen er, at et måltid på nogen som helst anden måde er for uoverskueligt, stressudløsende og konfliktskabende.

Jeg bliver lidt ærgerlig over, at nogle bruger ordet ’kræsenhed’ som en frisk årsagsforklaring, når vores børn og unge med autisme og sansebearbejdningsudfordringer skiller sig ud i deres spisemønstre.

Jeg tror på en anden analyse og en anden adfærdsforståelse og dermed, at der ligger andre ting til grund for de selektive madvaner. 
 
Jeg mener, at man med kræsenheds-tolkningen lægger for meget ansvar på barnet. At man dermed mener, at barnet aktivt vælger at spise så begrænset og selektivt, som det gør.

Jeg tror ikke på, at det er barnets største ønske at spise selektivt. Jeg tror derimod på, at det er det bedste valg ud fra det, barnet har at gøre godt med lige nu.

Jeg tror i stedet, at det er et synligt resultat af en masse usynlige processer. Det er coping og mestring efter bedste evne, når livet er viklet lidt ind i kluddermor.

Så min bøn er, at vi skal stoppe med at pege fingre af de tålmodige og støttende forældre, der tænker så kreativt omkring måltiderne, at det brager hver eneste dag.

Ingen endegyldig sandhed

Der findes ikke en endegyldig sandhed og en brugsanvisning til god spisning, der gælder alle, og alle har selvfølgelig ret til egen tilgang til mad og måltider.

Jeg ønsker at bidrage til refleksion og nye hypoteser, når snakken falder på kræsenhed, da min terapeutiske erfaring har vist mig, at vi kan tilgå måltidet - uden at tilgå selve måltidet - og alligevel opnå forandringer i madvanerne.

Med det mener jeg, at det er summen af mange andre ting, der kommer til udtryk i måltidet, end selve spisesituationen. Måltidet er ikke en isoleret udfordring.

Lad os derfor se på energiforbruget og kampene udenfor måltidet, før vi bedømmer udbyttet og kvaliteten af måltidet.
 

• For hvordan har barnet det med berøring, tøj, vand, temperaturer og krammere?
• Hvordan har barnet det med lugte i naturen, i butikker, i tøj og mennesker imellem?
• Hvordan er barnets motoriske færdigheder, og hvad er status på barnets kræfter, kropsstabilitet og kropsudholdenhed og motorisk uro i hverdagens aktiviteter?
• Hvordan går det med barnets søvn, toiletvaner, kvalmeaktivering og sult-tørst-fornemmelse?
• Har barnet udfordringer med syn, hørelse, savltendens, synkefunktion eller finmotorik i forhold til andre færdigheder og selvstændighedsniveau?
• Hvad er de helt tidlige erfaringer med fødeindtag og sondeernæring?
• Hvordan går det med barnets opmærksomhed, overskud, fleksibilitet og egen-regulering helt overordnet?
• Er der tendenser til at pille i maden, spise musebidder, proppe munden fuld, ikke at kunne mærke, om der sidder mad om munden, at spilde og smaske mere end ’hvad godt er’ eller at blive forpustet under spisning?
• Hvordan er barnets kropsfornemmelse og sansebearbejdning i store linjer?

Først nu er det ved at være ok at spørge, hvilke smage barnet kan lide og ikke lide og derefter tage stilling til madvalg ud fra det.

Summa summarum: Kræsenhed er meget langt fra top-10 over ting der, efter min mening, bør diskuteres, når det at spise er en udfordring.

Hvis opremsningen af spørgsmåls-refleksioner skaber genkendelige erfaringer med gentagende hændelser, vaner og udfordringer, som man før ikke havde koblet til spisning, så lad os sammen parkere kræsenhed for en stund.

Der er så meget sansebearbejdning og motorisk udøvelse i at spise i enhver kontekst og social sammenhæng. Smagssansen kan aldrig stå alene, når noget kommer i munden.

Der er så mange sanser, der blander sig før, under og efter en spisesituation. Og der er meget at gå på opdagelse i blandt aktiviteterne op til et måltid og mange tiltag at afprøve for at få en afsmittende effekt i måltidet – uden at have direkte fokus på selve spisesituationen, som kan være så yderst presset.

Jeg melder mig frivilligt til at hjælpe og sparre, når paratheden til at gå på opdagelse banker på. Dette er sagt med respekt for alle de familier, der i forvejen har en indsatsfyldt dag. Hver sin ting til hver sin tid.

Sansemotorisk indsats kan gøre gavn

Ofte har børn med autisme gavn af en sansemotorisk indsats med brug af bevidst sansestimulering og kropslige indsatser på daglig basis for at regulere sig og organisere sansebearbejdningen.

Der skal nemlig varmes godt op til måltidskampen, så alle sanser, kropsfornemmelse og spisefærdigheder er klar parat til start. Og det tager tid. Tit lang tid.

Jeg har i mit virke som børneergoterapeut heppet på mange børn igennem tiden, som har ændret spisemønster og følt glæde ved måltidet, fået variation i indtaget af mad og har fået overskud i selve spisesituationen.

Dette er sket efter et solidt arbejde med at mindske stressbelastningen, få fokus væk fra spisning, skabe nye aktivitetsrutiner før og efter måltider, samt øget kropsbrug og dosering af sansestimuli i dagligdagens helhed.  

Børn er de sejeste, jeg kender.

Så lad os stoppe med at stigmatisere børn ved at kalde dem kræsne og sætte dem i den bås. Kræsenhed er et negativt, fladt og energitomt ord, der ikke opmuntrer eller motiverer til forandring. Børn er fulde af vilje, som vi skal hjælpe dem med at udfolde på en måde, så de kan holde det ud.

Jeg gør her med stor respekt opmærksom på, at jeg ikke har inkluderet spiseforstyrrelser i ovenstående indlæg, da dette er en udfordring, der skal behandles med stor ekspertise og ikke skal forveksles og sammenlignes med debatten om ’kræsenhed’.

Læs mere om sanserne her.

Af Kia Ehlers, ergoterapeut i Molis.

________________

Klik her for at komme tilbage til oversigten over vores tidligere blogindlæg.

Læs Pernilles Hebsgaards tidligere indlæg om sanserne her.

Læs Molis' ergoterapeut Kia Ehlers' blog om særlig sansning og stimuli.

Hvis du vil læse mere om sanseintegration, kan du klikke her.