Fra separationsangst til tryghed 

Fra separationsangst til tryghed 

Dette indlæg er skrevet af Pernille Hebsgaard.

Pernille har autisme, er gift og har to børn. Begge børn og hendes mand har også autisme. Hun elsker at formidle, spotter hurtigt mønstre og sammenhænge, har sans for detaljer og systemer, og så er hendes særinteresser autisme og at skrive.

Vi er så heldige, at Pernille gerne vil bruge sine evner, sin erfaring og sin viden til at invitere os med ind i hendes verden og dermed gøre os klogere på forskellige vinkler og temaer i relation til autisme. Du kan også følge Pernille på Instagram via profilen @pernillehebsgaard.

Rigtig god fornøjelse!

Da jeg var lille, var jeg et meget utrygt barn. Jeg havde ofte hjemve, kunne ikke sove ude hos mine veninder, og jeg følte mig tit alene og forkert i samvær med andre børn. Jeg havde svært ved at sove for mig selv, jeg turde sjældent prøve kræfter med nye ting, og jeg var generelt et barn, der søgte stabilitet over alt andet og var meget ængstelig, når tingene ikke gik som forventet.

Verden var faretruende, stor og overvældende. Den larmede, havde travlt og var svær for mig at forstå. Og den gjorde mig ofte forkert for mine helt basale behov. Det eneste sted, jeg fandt 100 % ro, var sammen med min mor.

Folk sagde, at vi havde et usundt symbiotisk forhold. Nogle kaldte det separationsangst. Og så var der dem, der mente, at jeg bare var forkælet.
 

Savn og angst

Men inden i mig gik min verden i stykker, når min mor ikke var mig nær. Hun var den eneste trygge, forudsigelige base, som jeg altid kunne regne med. Hun var den eneste, jeg følte, der forstod mig. Og hun var den eneste, der altid tog højde for mine behov og ikke gjorde mig forkert i dem.

Min mor var et direkte modstykke til alt det, jeg mødte, i verden udenfor. Og derfor hang jeg fast på hende som en igle. Derfor havde jeg voldsomt svært ved at dele hende med andre. Derfor blev jeg aldrig væk i indkøbscentre, eller når vi var på andre ture. Derfor græd jeg, når hun havde aftenarbejde og ikke kunne være sammen med mig. Derfor ville jeg ikke i institution eller skole.

Når jeg ikke var sammen med min mor, savnede jeg hende. Og det kunne jeg faktisk også gøre, når hun talte i telefon, når vi havde gæster, og hun snakkede med dem, ja, selv hvis hun skulle ud med skraldet.

Angsten for adskillelsen havde absolut intet med min mor at gøre, men kontrasten til det, hun repræsenterede, og verden omkring mig. Hun gav mig alt det, verden ikke formåede.

I behovet for min mors nærvær og savnet efter hende lå en fortælling om et barn med ultralavt selvværd og kompleks angst – noget, der kun blev forværret ved separation (eksponering). Jeg havde ikke brug for at blive adskilt fra min mor; jeg havde brug for, at rammerne uden for hjemmet blev tilpasset mig. Jeg havde brug for den tryghed, min mor forstod at give mig.

 

Øget tryghedsbehov

De kaldte det separationsangst, men jeg vil hellere kalde det øget tryghedsbehov. Og derfor tror jeg ikke, at det kan eksponeres ihjel, men at vejen frem er at skabe tryghed. 

Udfordringen er bare, at de fleste autistiske børn har sværere ved at føle sig trygge. De bliver ofte gjort forkerte for deres behov og anderledes væsen, og de bliver hyppigere mobbet og holdt udenfor på grund af dette. De har sværere ved at få adgang til tryghedsgivende elementer, da samfundet ikke er indrettet til dem; det kan for eksempel være øget behov for én-til-én tid. Og de ting, der bidrager til tryghed for autister, kan sommetider se anderledes ud; eksempelvis en teenager, der finder tryghed ved store bamser.

Børnene er derfor i større risiko for ikke at føle sig trygge. Og hvad sker der så? Det er her, at vi som ét af scenarierne kan se ”separationsangst” udvikle sig, som det gjorde det for mig. Men af andre mekanismer kan også nævnes øget behov for regulering, andre former for angst, maskering og pleasing, savn/hjemve, social tilbagetrukkenhed, high arousal og kravundgående adfærd.

Derfor er det så vigtigt, at vi får kigget ind i tryghedsskabende elementer. Trygheden kan blandt andet højnes ved at skabe trygge relationer og øge forudsigeligheden. Man kan booste selvværdet. Man kan skabe mere tid, ro og plads til, at det autistiske barn kan være sig selv. Man kan yde mere samregulering og praktisere samsovning. Man kan kigge ind i indfrielse af de anderledes behov. Man kan skabe rammer omkring socialisering, så de bedre matcher barnets præferencer. Og man kan sikre nysgerrighed frem for fordømmelse.

 

Vejen mod større tryghed

Hvis dit barn har det, som jeg havde det, er der tale om et sårbart barn, som har brug for den tryghed og stabilitet, du giver. Bliv endelig ved med det!

Og husk, at angsten for separation er et udtryk for, at du gør det godt som forælder; det er omgivelserne, der skal justeres på. Men husk også, at mange autistiske børn faktisk senere i livet stadig vil have et øget tryghedsbehov. Det er bare ikke sikkert, at det manifesterer sig i dig som forælder, når barnet bliver ældre.

Barnet kan fortsat have brug for hjælp til mange ting, som dets jævnaldrende ikke har; for eksempel med lektier, ledsagelse til ting, struktur og afkodning af det neurotypiske sprog. Barnet vil stadig være autist og kan stadig have svært ved at forstå og begå sig i verden – også selvom det bliver mere selvstændigt. Og tryghedsbehovet kan vise sig på andre måder; for eksempel ved øget behov for økonomisk tryghed. At have brug for trygheden i den ensartede og forudsigelige hverdag. At have behov for at være tryg i og kunne stole på relationer. At have brug for en tryg base, der skærmer mod indtryk. Og så videre.

De fleste autister vil have brug for trygheden i, at der altid er tid, ro og plads til at være sig selv – uanset alder. Og mange vil have behov for mere tryghed end gennemsnittet.

Det KAN blive bedre for de børn, der har øget tryghedsbehov. Men det kræver, at vi skaber en tryg tilværelse for dem.

Fordi min mor gav mig dén tryghed som barn og lærte mig, at det behov var okay, slap jeg senere i livet af med angsten for adskillelse og lykkedes med netop at skabe en tryg tilværelse, som jeg trives i i dag. Og dét fortjener alle autister, store som små, at opleve.


Af Pernille Hebsgaard.

________________

Klik her for at komme tilbage til oversigten over alle vores tidligere blogindlæg.

Læs Pernilles spændende blog om autisme og samregulering.

Læs også Pernilles syn på den gode autismeterapeut.

Hvis du vil læse Pernilles tidligere indlæg, hvor hun fortæller om at have autisme, kan du klikke her.