Autisme og samregulering

Autisme og samregulering 

Dette indlæg er skrevet af Pernille Hebsgaard.

Pernille har atypisk autisme, er gift og har to børn. Begge børn og hendes mand har også autisme. Hun elsker at formidle, spotter hurtigt mønstre og sammenhænge, har sans for detaljer og systemer, og så er hendes særinteresser autisme og at skrive.

Vi er så heldige, at Pernille gerne vil bruge sine evner, sin erfaring og sin viden til at invitere os med ind i hendes verden og dermed gøre os klogere på forskellige vinkler og temaer i relation til autisme. Du kan også følge Pernille på Instagram via profilen @pernillehebsgaard

Rigtig god fornøjelse!

Det er ingen hemmelighed, at autister kan have besvær med at regulere sig selv. Vi forsøger som oftest ved for eksempel at stimme, dyrke vores særinteresser, nyde gentagelser, bruge hjælpemidler eller på anden vis fordybe os eller trække os fra eller søge input. Og det skal vi naturligvis også støttes i.

Men det er ikke altid nok, og indimellem har vi brug for hjælp til regulering. Sommetider – og for nogle mere end andre – har vi brug for en anden persons tilstedeværelse for at kunne regulere - altså samregulering.

Med samregulering forstås behovet for at have en person tæt på sig for at kunne regulere sig selv. En person, der udstråler tryghed og ro, og som man føler en stærk samhørighed med. For børn er det typisk forældrene, men det kan også være en anden nær omsorgsperson. For voksne kan det være en partner, (også stadig) en forælder eller en rigtig god ven.
 

De 'omklamrende' autister

Du kan ved et autistisk barn typisk spotte det ved, at omgivelserne betegner barnet som 'krævende', 'needy' eller 'klyngende'. Og indimellem kan man tro, at der er tale om separationsangst, fordi barnet ligesom 'sidder fast' på den ene eller begge forældre.

Barnet har brug for forælderens opmærksomhed og søger bekræftelse hele tiden. Det har behov for at røre ved én, være tæt med én og blive både set og hørt – hele tiden. Det varierer i intensitet og udtryk, og nogle autistiske børn har oftere og mere brug for samregulering end andre.

Hos voksne kan det opleves som eksempelvis besvær med at være alene og behov for udelt opmærksomhed hos omsorgspersonen – på et niveau, der går ud over det 'sædvanlige'.

Der er en grundlæggende følelse af ubalance indvendigt, som manifesterer sig som uro og rastløshed, og man får det som regel først bedre, når man kan samregulere igen. Disse voksne kan let opleves som barnlige, krævende, usikre og nærgående, og det kan være en stor udfordring for de nære relationer, der føler det 'omklamrende'.
 

Hold nervesystemet i ro

Det kan være rigtig svært som eksempelvis forælder at have et autistisk barn med et stort behov for samregulering, når bare det at komme ud på toilettet alene kan være en udfordring. Men det er ikke noget, barnet gør for at være på tværs, eller fordi det er uopdragent. Det søger forælderen for tryghed og nærvær og hjælp til at regulere sig selv.

Det betyder også, at bliver man negativt påvirket eller afvisende over for barnet, vil det typisk reagere meget kraftigt herpå – måske ved at græde, nedsmelte eller blive fysisk udadreagerende.

I det øjeblik, forælderen ikke er fysisk og mentalt 'på' (eller er i ubalance), opleves en enorm uro inden i barnet. Det føler sig utrygt og kan blive voldsomt ked af det, og i nogle tilfælde kan det ligefrem generere angst i barnet.

Autistiske børns følelser fylder utrolig meget, og når de så samtidig kan have svært ved at afkode og forstå egne følelser, bliver det hurtigt til kaos inde i hovedet. Barnet tanker simpelthen op hos forælderen, hvor det 'hapser' den energi, tryghed og ro, som vedkommende udstråler. Så jo mere i balance man er som forælder desto bedre.

Det samme gør sig gældende i forhold til de voksne, der har øget behov for samregulering.

Men det kan være enormt udfordrende for de nære omsorgspersoner, da det helt naturligt tager en del energi og overskud. Det kan derfor kræve tilvænning og indsigt i det autistiske kærlighedssprog, der for nogle autister blandt andet omfatter 'at være sammen uden at være sammen' forstået på den måde, at man typisk sidder roligt sammen med hver sin ting - eksempelvis parallelleg - eller laver ingenting ved siden ad hinanden.
 

Samregulering skaber tryghed

Behov for samregulering er ikke et tegn på behov for opmærksomhed. Det har intet med trods at gøre eller med at ville have eneret på en person. Det er simpelthen, fordi autisten har svært ved at regulere sine følelser. Og nogle af os har så mere brug for hjælp til det end andre.

I virkeligheden er samregulering en måde at skabe tryghed på, hvilket er altafgørende for alle mennesker, før de kan fungere. Øget tryghed giver øget trivsel, som så igen påvirker funktionsniveauet i positiv retning.

De fleste autistiske mennesker er bare desværre udfordrede i forhold til at føle sig trygge. De bliver ofte gjort forkerte for deres behov og anderledes væsen, og de bliver hyppigere mobbet og holdt udenfor på grund af dette. De har sværere ved at få adgang til tryghedsgivende elementer, da samfundet ikke er indrettet til dem - det kan for eksempel være øget behov for én-til-én tid.

Og de ting, der bidrager til tryghed for autister, kan sommetider se anderledes ud - det kan eksempelvis være en voksen autist, der finder tryghed ved store bamser. For de autister, hvor samregulering bidrager til tryghed, er det altså et essentielt menneskeligt behov, der bør dækkes, og det er vigtigt, at vi anskuer samregulering som en vej til tryghed (og trivsel).
 

Hvad kan vi gøre?

Det, der kan hjælpe både autisten og dennes nære omsorgsperson(er), er accept af, at samregulering er en nødvendighed. Trivsel generelt kan mindske behovet en smule, men for nogle autister er det her et grundvilkår, hvor trivsel ikke nødvendigvis ændrer herpå.

Plus dét at sætte ord på følelser og at anerkende dem også kan give enormt meget på den lange bane. Giv eventuelt plads til, at autisten kan udtrykke følelser på anden vis end verbalt - eksempelvis via tegninger, digte, musikalsk og lignende.

Du kan også som omsorgsperson vælge at sætte aktiviteter på programmet, som du selv har lyst til at deltage i - så føles det ikke nær så hårdt. Eller prøv, om I kan inkorporere særinteresser, samvær med dyr, skærmtid eller skabe små hyggekroge, så du måske kan få en lille pause hist og her.

Vær desuden opmærksom på, at autisters følelser typisk er anderledes og kan trigges af ting, der forekommer som 'små', så det er meget muligt, at du ikke altid kan gennemskue, hvorfor behovet for samregulering pludselig øges – hvilket er helt okay, så længe behovet ikke negligeres.

Og så kan tid og udvikling gøre en del - for nogle autistiske børn bliver behovet for eksempel mindre i takt med, at de bliver ældre og bedre forstår sig selv og egne følelser. Dog kan samregulering stadig være noget, voksne autister har behov for, og her er indsigt og åben dialog utrolig vigtigt. Det samme gør sig gældende i forhold til low arousal, der indbefatter strategier som for eksempel rolig stemmeføring og afdæmpede kropssignaler, og disse bør man sætte sig ind i som omsorgsperson.

Pas på autisten i dit liv og hjælp til at samregulere, hvis du kan – og pas også på dig selv i det, for hvis ikke du er i balance, bliver det svært. Mind dig selv om, at du som forælder ikke har gjort noget forkert, hvis dit autistiske barn har stort behov for samregulering. Og husk - hvis en autist udvælger dig som omsorgsperson, er det en kæmpe tillids- og tryghedserklæring.



Af Pernille Hebsgaard.

________________

Klik her for at komme tilbage til oversigten over alle vores tidligere blogindlæg.

Læs Pernilles spændende blog om de svære skift i hverdagen.

Læs også Pernilles syn på den gode autismeterapeut.

Hvis du vil læse Pernilles tidligere indlæg, hvor hun fortæller om at have autisme, kan du klikke her.