Autisme og skolevægring

'Skoletiden var ikke god for mig' 

Dette indlæg er skrevet af Pernille Hebsgaard.

Pernille har atypisk autisme, er gift og har to børn, hvoraf den ældste dreng og hendes mand også har autisme. Hun elsker at formidle, spotter hurtigt mønstre og sammenhænge, har sans for detaljer og systemer, og så er hendes særinteresser autisme og at skrive.

Vi er så heldige, at Pernille gerne vil bruge sine evner, sin erfaring og sin viden til at invitere os med ind i hendes verden og dermed gøre os klogere på forskellige vinkler og temaer i relation til autisme. Du kan også følge Pernille på Instagram via profilen @pernillehebsgaard

Rigtig god fornøjelse!

Som autist kan det være svært at gå i skole. De store krav og forventninger, det sociale samspil, de mange indtryk og den til tider uforudsigelige hverdag kan være vanskelig at rumme.

For mig personligt var skoletiden også utrolig krævende, og det kan den være for rigtig mange autistiske børn. I dette indlæg vil jeg forsøge at tage jer igennem min oplevelse med at gå i skole for herigennem at give jer et indblik i, hvilke elementer der kan presse et autistisk barn i denne henseende.
 
Husker jeg tilbage på min egen skoletid, var min største udfordring klart at skulle socialisere. Det var lidt, som om alle de andre børn havde fået en hemmelig manual, jeg ikke havde adgang til. De vidste, hvordan man skulle lege, tage initiativ og hvordan man blev venner med hinanden.

Forestillingslege var især en hæmsko for mig, og jeg tog ofte mig selv i at kopiere de andre børns lege for at passe ind.
 
Generelt kan man sige, at jeg brugte virkelig meget krudt på at forsøge at være som alle de andre børn. Jeg efterlignede deres mimik, toneleje og sprog. Jeg påtog mig deres interesser, selvom de egentlig ikke sagde mig noget: jeg lod, som om jeg kunne lide at lege rollelege, jeg kopierede deres tøjstil og meget mere. Det tog virkelig hårdt på mine kræfter at bruge så meget energi på at være en anden end mig selv.

Maskeringen var helt enorm. Og pauserne var faktisk det hårdeste for mig, for her var der ingen regler, ingen foruddefinerede handlinger, ingen struktur, massiv uro og ikke mindst en masse forventninger om socialisering.

Svært socialt

 
Jeg fungerede klart bedst i selve undervisningen, men også her havde jeg udfordringer. Når emnerne ikke gav mening for mig, når opgaverne blev for ukonkrete, når lærerne kom med hentydninger og lignende, faldt min koncentration og min indlæring.
 
Til gengæld excellerede jeg inden for de områder, der havde min interesse, og jeg var generelt fagligt meget dygtig. Det udnyttede flere af de andre elever desværre. Fordi jeg netop havde svært ved at begå mig socialt, gjorde jeg alt for at blive accepteret.

Jeg lod ofte de andre børn kopiere lektier eller hjalp dem med opgaver, de havde svært ved, men i langt de fleste tilfælde var det ren og skær udnyttelse af mig, hvilket gav mit selvværd et knæk.
 
De andre børn holdt mig tit udenfor, nogle af dem mobbede og drillede mig ligefrem (eksempelvis med min speciallavede madpakke, da jeg var meget selektivt spisende), og de gjorde ofte grin med mig, fordi jeg var så anderledes og tit misforstod dem trods mine ihærdige forsøg på at passe ind.
 

Gråd og nedsmeltninger

Skoletiden var ikke god for mig. Jeg led så mange nederlag, og jeg blev så massivt presset hele tiden, samtidig med at jeg var på konstant overarbejde. Det resulterede indimellem i, at jeg mistede evnen til at tale og oplevede mange nedlukninger, fordi mit system ikke kunne rumme mere.

Rigtig mange dage, når jeg kom hjem fra skole, brød jeg grædende sammen eller fik nedsmeltninger. Udfordringen bestod i, at skolen ikke så, hvor svært jeg havde det, fordi jeg maskerede, og derfor kom reaktionerne derhjemme, hvor min mor måtte samle mig op.
 
Foruden det sociale samvær havde jeg også store udfordringer rent sansemæssigt med at være i skole. Jeg havde svært ved at sidde stille på stolen, jeg fik hovedpine af lyset fra lamperne i klasselokalet, lugten af skolekridt gav mig kvalme, og uroen fra de andre elever, særligt i pauserne, var utrolig svær at rumme, da jeg var så lydsensitiv. Tilsammen gjorde det mig konstant overstimuleret.
 
Mit sensitive væsen oplevede jeg ikke rigtigt, at der var plads til i skolen. Foruden det sansemæssige aspekt havde jeg også stort besvær med negative sindsstemninger.

Hvis de andre børn blev uvenner, forsøgte jeg febrilsk at mægle mellem dem for at fjerne ubehaget, men endte med selv at blive midtpunkt i konflikten. Når læreren skældte de andre elever ud, brød jeg grædende sammen, fordi det føltes, som om det var rettet mod mig.

Hvis vi så film om eksempelvis misbrug, måtte jeg haste ud på toilettet og kaste op, fordi det var så overvældende for mig at se det. Jeg mærkede alt omkring mig og tog det voldsomt ind, og de andre kaldte mig sart, nærtagende og overfølsom – igen en bidragende faktor til følelsen af forkerthed.
 
Slutteligt døjede jeg også rigtig meget med følelsen af at skulle præstere. Fordi jeg havde det så svært med alt andet, så jeg det som min pligt at performe og klare mig godt i skolen rent fagligt. Det betød, at jeg satte umenneskeligt store krav til mig selv, som jeg ikke kunne indfri.

Bad ofte om fri

Det gav så meget bagslag med de mange krav, at jeg til sidst endte med at blive enormt kravundgående og faktisk slet ikke rummede at blive bedt om selv de mindste ting. Jeg følte hele tiden et massivt forventningspres, og jeg fik enormt nemt følelsen af at fejle, hvis jeg ikke klarede mig perfekt – en meget uhensigtsmæssig måde at flytte fokus fra alt det andet på.
 
Kigger man på min skoletid samlet set, er der altså ikke noget at sige til, at jeg ofte bad min mor om en fridag. At jeg havde dage, hvor jeg gik alene for mig selv i skolegården og græd. At jeg ikke ønskede at gå i skole.
 
Rigtig mange autistiske børn oplever at gennemgå mange at de samme elementer som mig. Og siden min tid i folkeskolen er der både blevet mindre tid til den enkelte, længere dage, mere uro og flere forventninger. Jeg forstår derfor godt, at næsten halvdelen af autistiske børn havner i skolevægring/ufrivilligt skolefravær.
 
For det, der kan ske, når man presses så meget, som jeg eksempelvis blev det, er, at man kan udvikle blandt andet stress og angst, og ser jeg tilbage, havde jeg symptomer på begge dele. Det er enormt opslidende at slås med, og det er vigtigt, at der handles på barnets mistrivsel.

For at kunne handle, er det dog essentielt at forstå, hvad der helt konkret sker inde i barnet.

Derfor: lyt til barnet, tag dets udfordringer seriøst og pas på jer alle sammen.


Af Pernille Hebsgaard.

________________

Klik her for at komme tilbage til oversigten over alle vores tidligere blogindlæg.

Læs Pernilles spændende blog om at være sansestærk og ikke sanseforstyrret.

Hvis du vil læse Pernilles tidligere indlæg, hvor hun fortæller om at have autisme, kan du klikke her. 

Læs også om de udfordringer, Pernille oplever ved at formidle om autisme.