Ring til os
E-mail

Kan du som forælder træffe valg for dit barn?

Er jeg den rette til at vejlede og træffe valg for mit barn?

Det er et spørgsmål, som mange forældre ofte stiller sig selv. Det er også et spørgsmål, I ofte stiller os, når vi møder jer i vores praksis hos Molis. 
 
I som forældre oplever at blive præsenteret for mange holdninger, indtryk, velmenende ord, professionelle overvejelser og faktuelle informationer.
 
Tilbage står I med en overvældende viden, som kan være svær at navigere i. Men tør I følge jeres egen mavefornemmelse?
 
Vores mavefornemmelse skabes i høj grad ud fra tidligere erfaringer, som vores hjerne har lagret for os, og derfor er vores mavefornemmelse en rigtig god rettesnor.
 
Meget ofte står I som forældre midt i hverdagens mange valg, og oven i det med et kæmpe stort ansvar - nemlig ansvaret for at træffe den 'rigtige' beslutning for jeres barn.
 
Men hvad er så det rigtige for mit barn?
 
Er jeg overhovedet kvalificeret til at træffe det valg?
 
Hos Molis er vi så heldige, at vi hver eneste dag møder de sejeste forældre – nemlig jer. I er de forældre, der kæmper for en god, tryg og forudsigelig hverdag og fremtid for jeres børn.
 
Samtidig er I de forældre, som hver dag står i én eller flere situationer, hvor I skal tage stilling og træffe valg sammen med eller på vegne af jeres barn. Livet og hverdagen er fuld af store og små beslutninger. Valg, som ikke altid kan træffes ud fra fornuft, men som kræver en stillingtagen og en tro på egen dømmekraft og mavefornemmelse.
 
Denne fornemmelse besidder I forældre i en sådan grad, at I evner at være kompas for jeres barn.
 
Hver dag skal I støtte og vejlede jeres barn og hele tiden mærke efter, hvornår kompasset kommer ud af kurs, og noget skal justeres.
 
Når I vælger at justere, følger I jeres mavefornemmelse, og den kan ingen andre mærke så godt som jer.
 
  • hvornår skal I reagere på en kommentar?
  • hvornår skal I forklare jer?
  • hvornår skal I lytte?
  • hvornår skal I bede om hjælp?
  • hvornår skal I sige 'pyt'?
 
Disse spørgsmål og mange flere stiller I jer selv flere gange hver eneste dag.
 
Alt det navigerer I indenfor hver dag. Hele tiden med jeres barn i centrum og med en tydelig kurs. Det er jer som forældre, der evner at jonglere i dette, og det kan I netop, fordi I ved, hvad der føles 'rigtigt' for jeres barn.
 
For os hos Molis er det en fornøjelse at lære jer at kende og blive inviteret ind i jeres tanker og overvejelser.
 
I står ofte meget alene, men I skal vide, at I gør det fantastisk godt, og I fortjener det største skulderklap og den største anerkendelse.
 
Vi, som fagpersoner, skal altid have en ydmyg og nysgerrig tilgang til jer som forældre, for at I kan mærke vejen, og denne følelse skal danne rammen for vores fælles kurs med jeres barn i centrum.
 
I skal vide, at I fortjener at blive mødt med den største respekt. Vi, som fagpersoner, kan på sidelinjen forstå og opleve, hvor svært det er at navigere i det felt, hvor mange af de beslutninger, der skal træffes, kan være skæbnesvangre i forhold til støttebehov, skole og institution.
 
Så når I som forældre stiller jer selv spørgsmålet:
 
'Er jeg den rette til at vejlede og træffe valg for mit barn?'
 
Så er svaret:
 
Ja, for du har netop den kærlighed, den særviden, de erfaringer og oplevelser, som skal til for, at du kan følge din mavefornemmelse og træffe de rigtige beslutninger for dit barn.
 

Dette indlæg er skrevet af Anne Leth Klostergaard fra Molis. Anna arbejder med terapi og rådgivning i Molis og tilbyder hjemmebesøg i det jyske med udgangspunkt i Odder.


________________

Klik her for at komme tilbage til oversigten over vores tidligere blogindlæg.

Hvis du vil læse om måltider i familien, kan du klikke her.

Hvis du vil læse om ferie og autisme, kan du klikke her.

Hvis du vil læse skolestart og autisme, kan du klikke her
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her får du viden om autisme og information om nyheder og kommende kurser.
Ved tilmelding til vores nyhedsbrev samtykker du til vores privatlivspolitik.

Ring 29 80 29 90