Det autistiske pleaser-barn

Det autistiske pleaser-barn

Som barn har jeg aldrig strittet imod, når der skulle børstes tænder, friseres hår eller klippes negle. Det kan tælles på én hånd, hvor mange gange jeg i mit liv er blevet udadreagerende. Jeg har aldrig nægtet at gå med ind i fysiske butikker eller at tage med på tur som lille. Jeg har aldrig bedt om hjælp til at tage mit tøj på eller af, efter jeg lærte, hvordan man gjorde.

Når barnet pleaser

Måske kender du det pleasende barn? Måske var du selv dét barn? Barnet, de voksne roser for sin høflighed, sin omgængelighed, sin medgørlighed, sin høje tilpasningsevne og vilje til at hjælpe og drage omsorg for andre.

Barnet, som omgivelserne bestemt ikke mener er autistisk, da det typisk er ekspert i maskering og er afholdt for sin ”favnende” adfærd. Barnet, der altid gør, som der bliver sagt, og som er enormt pligtopfyldende og høflig. Nogle steder omtales dette barn som ”det perfekte barn” eller ”det nemme barn”. For barnet gør ikke meget væsen af sig, brokker sig stort set aldrig og udtrykker meget sjældent negative meninger og holdninger eller utilfredshed – i hvert fald ikke i utrygge kontekster.

Det er selvfølgelig fristende at blive stolt som forælder og fortsat opfordre barnet til at bevare denne adfærd. Men i mange henseender er det en overlevelsesmekanisme, barnet har udviklet.

En pleasende adfærd, også kaldet fawning, opstår som respons på faretruende eller stressende situationer. Og for et autistisk barn kan en ganske almindelig skoledag for eksempel let opleves sådan – måske fordi barnet udsættes for mobning/forkertgørelse, eller fordi dagen er overstimulerende og uforudsigelig. Barnet er altså på massivt overarbejde, når det fawner. Der er ikke tale om almen ”god opførsel”, men om at barnet konsekvent går på kompromis med sig selv, fordi det føler sig utrygt.

 

Hvad er fawning?

Fawning er (frit oversat fra Cambridge Dictionary): ”At rose nogen for meget og give dem en masse opmærksomhed, der ikke er oprigtig, for at få en positiv reaktion”.

Fawning er en respons på samme måde som flygt, frys og kæmp, som netop opstår, når man oplever noget som værende en trussel/fare. Når man fawner, søger man at please og tilfredsstille sig ud af faren.

 

Tegn på pleasende adfærd

Barnet, der pleaser meget, opfører sig typisk meget høfligt og er ”over-hjælpsom” i alle henseender. Det tænker altid på andre før sig selv, gør alt for ikke at oprøre andre og er som regel enig i alt det, andre mennesker siger.

Barnet føler, at andre menneskers sindsstilstande og behov er vigtigere end dets egne og siger derfor oftest ja til alting. Det roser/smigrer tit andre, og det kan let føle sig ansvarlig for/skyldig i andres reaktioner – uden grund.

Maskering er for øvrigt også særligt udtalt for mange af de pleasende børn, og de går ofte op i at passe ind, ligesom de let lader sig føje eller lader andre bestemme. Med pleasingen følger ofte mange bekymringer, og et barn, der fawner, vil som regel tænke enormt meget over alting. Det farlige ved pleasing er, at disse børn ofte får ros af de voksne for deres tilpasningsevne og for at være pligtopfyldende og omgængelige, hvilket ansporer dem til at fortsætte med at please.

Er man kognitivt udfordret eller har besvær med at gennemskue konsekvenser grundet nedsat forestillingsevne, eller er man bare meget sig selv (ingen maskering), vil man typisk være ”bedre” til at sige fra og til og dermed ikke være disponeret for pleasende adfærd.

 

En overlevelsesmekanisme

Fawning er en måde at overleve på. Det fjerner fokus fra barnet selv, der dermed undgår forkertgørelse og konflikter og typisk bliver rost rigtig meget af de voksne. Barnet forekommer nemt, fordi det kræver meget lidt, men på sigt kan det have store konsekvenser at fawne sig gennem livet.

Eksempelvis kan det blive utrolig svært for barnet at mærke og sætte grænser. Barnet tør ikke gøre sig uenig med andre. Det ved sjældent, hvad det selv mener eller føler. Og det kan let komme til at udholde stimuli og situationer, der slet ikke matcher dets egentlige tolerance, hvilket kan medføre overstimulering (oftest med reaktioner/nedsmeltninger derhjemme).

Barnet bliver som regel konfliktsky med tiden, er i risiko for at blive udnyttet af andre og vil ofte opleve en udpræget forkerthedsfølelse og/eller manglende identitetsfølelse. Det lærer at ignorere signaler fra kroppen om overstimulering, overtrædelse af grænser og egne behov, og det udvikler tit lavt selvværd, ligesom det får enormt svært ved at stå ved sig selv og finder sig i alt for meget.

Perfektionisme, frygt for at fejle og Rejection Sensitivity Dysphoria (højnet følsomhed for afvisning og kritik) er også almindelige følgesvende hos pleasende børn. Og fordi de er så ”nemme” og dygtige til at aflede folk og behage andre mennesker, kan de være utrolig svære at diagnosticere.
 

Svært at spotte autismen

Barnet går nemlig som regel under radaren, fordi man ikke ser de autistiske træk, da barnet ikke beder om at få sine anderledes behov indfriet og blot tilpasser sig dem, det er sammen med. Det autistiske barn fremstår også meget høfligt og omsorgsfuldt – noget man fejlagtigt ikke forbinder med autisme. Dertil kommer barnets evne til at maskere, som også skygger for autismen.

Tilsammen gør det altså, at omgivelserne ser et ”velfungerende” barn, der ikke er autist. Det kræver derfor, at de voksne er skarpe på at formidle, hvordan barnets autisme kommer til udtryk.
 

Hvad kan man gøre?

Som forælder er der heldigvis meget, du kan gøre, for at hjælpe det pleasende barn – blandt andet følgende:
 

• Tag en snak med de voksne omkring barnet om adfærden og forklar, hvorfor barnet gør, som det gør – og hjælp dem med at hjælpe barnet med at turde give slip på fawningen
• Vis, hvordan du selv sætter grænser
• Gør opmærksom på, at du også begår fejl
• Spørg ind til barnets mening om ting og lyt aktivt efter
• Vis eksempler på, at man godt kan være uenige, uden at relationen tager skade
• Tag de hensyn til dit barn, som det ikke selv kan, og gør opmærksom på det over for både barn og omgivelser
• Hjælp med at finde de sunde relationer
• Tag en god snak med barnet om diversitet og at anderledes ikke er lig med forkert
• Lær barnet at mærke sig selv og at det er okay at lytte til sig selv (start for eksempel med små fysiske behov og arbejd så langsomt videre)
• Opfordr til at bruge hjælpemidler (brug dem eventuelt selv)
• Lær barnet, at det er okay at sætte sig selv først
• Fokuser på anerkendelse af barnet fremfor ros
• Og find ud af hvad der udløser adfærden: er der særlige utrygge situationer, vi kan ændre eller fjerne, så barnet ikke føler behov for at please?

Kort sagt: Pas godt på barnet og hjælp det med at sige til og fra. Husk desuden, at adfærden ikke behøver at have noget med dig som forælder at gøre.

Og til dig, der har et barn, som IKKE pleaser og gerne siger til og fra, og hvor folk omkring barnet kalder det uopdragent og vanskeligt: tag det ikke ind! Det er kun sundt, når børn reagerer på ting, de ikke KAN. Støt dem i deres til- og fravalg og tænk kreativt for at løse udfordringerne.

I gør det alle sammen så godt!