Ring til os
E-mail

Om stress og autisme

Få dig dog et (godt) liv!

Fokus på mit stressniveau i hverdagen har uden sammenligning været den strategi, der har hjulpet mig mest i min hverdag, og det hele startede dengang med et forsøg på at blive depressionsfri. Når jeg ser, hvad bevidsthed om stress har gjort for mig, så kan jeg slet ikke forstå, at der ikke er langt mere fokus på dette. Hvorfor er det ikke en fast del af al undervisning og behandling af mennesker med autisme? Det er jo fuldstændig gratis og uden bivirkninger, og så har det et så enormt potentiale for at ændre liv til det bedre! Er det, fordi folk ikke ved det? I så fald håber jeg, at denne bog kan være med til at oplyse om de mange muligheder, der ligger i at arbejde med stress, ikke kun når den er der, men hver dag, forebyggende. Jo mere jeg arbejder med stress, desto mere overbevist bliver jeg om, at det kun er toppen af isbjerget, det, jeg har gang i, for jeg arbejder med et sind, der har over 30 års vanskeligheder relateret til autisme, 17 af disse som udiagnosticeret, bag sig.

Ovenstående er et uddrag fra introduktionen i Louise Egelund Jensens bog: Få dig dog et (godt) liv! der blev udgivet i forbindelse med den årlige autismekonference, SIKON, i april 2017.

Autisme og stress er tæt forbundet. At være stressbelastet betyder for de fleste med autisme, at de får følgetilstande, dvs. komorbiditet, som angst, depression, selvskade, tvangstanker og tvangsadfærd. Hertil kommer, at mange får lavt selvværd og kommer til at føle sig forkerte.

Louise har skrevet bogen for at sætte fokus på stress. I bogen beskriver Louise, hvad der stresser hende som eksempelvis andre mennesker, krav, sansepåvirkninger og uforudsete hændelser, og hvilke strategier hun har benyttet sig af for at sænke sit stressniveau.

Psykolog Ea Carøe fra Molis har bidraget med faglige indlæg om det, vi fra forskningen og fra klinisk praksis ved omkring stress og autisme.

En lille øvelse

Et vigtigt budskab i bogen er, at vi skal se grundigt på vores normer og traditioner og finde ud af, hvorfor vi gør, som vi gør. Giver det egentlig glæde og mening, eller gør vi det blot, fordi ”det skal eller bør vi gøre”. Skal vi spise flæskesteg eller and juleaften, når vi egentlig ikke kan lide det, eller kunne vi lige så godt spise vores yndlingsret, pizza? For når vi gør ting, som ikke giver mening, eller ting som decideret føles ubehageligt for os, vil det ofte koste ekstra energi og derfor bidrage til et højere stressniveau.

Så vi vil gerne opfordre til, at du tænker over, hvad du gør og finde 1 ting, som du gør, eller som du beder dit barn gøre, fordi du føler, at du burde gøre det, eller dit barn burde gøre det, selvom det hverken giver mening for dig eller dit barn eller gør jer glade. Og så skal du finde ud af, hvad du i stedet hellere vil gøre, som vil give mere mening eller glæde. Og dette kan du prøve at gøre i 2 uger.

Det kunne eksempelvis være, at du føler, at du bør give hånd eller give et kram, når du møder folk. Prøv at melde ud ”Jeg er ikke så glad for kram og berøring, så jeg siger bare hej”, og gør det gerne med et smil, og se, om ikke det er meget mere rart, selvom det til en start føles mærkeligt.

Eller prøv at lade dit barn sove med jer i jeres soveværelse (f.eks. på sin egen madras i soveværelset), hvis barnet er bange for at sove alene, også selv om I tænker, at barnet er for gammelt til det. Og se hvad der sker, og om ikke det kunne medføre en god nats søvn og meget mindre stress i dagligdagen.

Når det er sagt, er det selvfølgelig vigtigt at huske på, at vi også skal anerkende, når andre gør det, der føles mest rigtigt og rart for dem. Det kunne være så dejligt, hvis vi havde en verden, hvor der var meget mere plads til forskellighed og til, at vi alle kunne være dem, vi er.
______

Klik her for at komme tilbage til oversigten over vores tidligere blogindlæg.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her får du viden om autisme og information om nyheder og kommende kurser.
Ved tilmelding til vores nyhedsbrev samtykker du til vores privatlivspolitik.

Ring 29 80 29 90