Krav og autisme: Nudging – hva’for en nød!

Mange børn, unge og voksne med autisme og ADHD har det svært med krav. Det er forståeligt nok, for krav kan være ubehagelige af flere årsager, for eksempel fordi:

• Man skal afbryde det, man er midt i
• Man skal gøre noget mindre lystbetonet, end det man var i gang med eller havde planlagt at gøre
• Man mister kontrollen – andre bestemmer, hvad man skal
• Kravet er ikke tydeligt defineret og mangler en masse detaljer: hvornår skal jeg det? Hvorfor skal jeg det? Hvordan skal jeg gøre det? Hvornår er jeg færdig med det? Osv.
• Kravet er meningsløst, og der er derfor ikke motivation for det (eksempelvis, som mange med autisme siger til os ang. repetition i skolen: ”Hvorfor skal jeg lave det samme slags regnestykke igen og igen? Jeg har jo lært det første gang, jeg gjorde det!)
• Kravet giver skam og dårlig samvittighed, når man ikke kan efterleve det

For nogle er krav så ubehagelige, at de fremkalder panikangst-reaktioner. Det sker for eksempel for personer med PDA (Pathological Demand Avoidance – at være Ekstrem Krav Afvisende. Det kan du læse mere om her).

Når forældre eller fagpersonale til stiller krav til deres børn og unge med autisme, kan det resultere i både nedsmeltninger som skrig og gråd og i nedlukninger, hvor det ikke er til at få kontakt med barnet/den unge i lange perioder.

Mange forældre spørger os: ”Hvordan får vi ham til at smide tøjet i vasketøjskurven, uden at han får en kæmpe nedsmeltning?” eller ”Hvordan får vi hende til at holde en pause fra Netflix, uden at hun lukker helt ned og ikke taler til os i tre dage?” eller andre spørgsmål om, hvordan de bedst håndterer at stille krav deres datter/søn.

Først og fremmest er det vigtigt at sikre sig, at man er bevidst om mængden af krav, og at denne mængde ikke er for stor. For selvfølgelig kræver det meget energi at imødekomme et krav, og derfor er krav en stressfaktor. Her passer det gamle ordsprog ”Vælg dine kampe med omhu”  rigtig godt.

Dernæst er det vigtigt at sikre sig, at kravet bliver givet på en autismevenlig måde. Det vil sige, at det altid er godt med struktur, forudsigelighed, forberedelse, tydelighed og visualisering. Krav, som er skrevet ind i et skema, og som er tydelige (dvs. at de 9 H’er er besvaret – eksempelvis, hvor længe man skal holde pause fra Netflix), vil altid være nemmere at håndtere end krav, som kommer pludseligt og uforudset.

Det kan også være nyttigt at afprøve et belønnings-system, hvor man tydeligt definerer, hvad man får belønning for, og hvad belønningen er. På den måde kan man tilføre noget motivation, hvis kravet ligger meget lavt på motivations-skalaen.

Alt det ovenstående får vi lyst til at gå i dybden med, men det vil vi undlade, for fokus i dette nyhedsbrev er nudging. 

Nudging er et videnskabeligt begreb. Den teoretiske definition er:

”Nudging er brugen af en bestemt type af interventioner til at skabe adfærdsforandring.”

Her er vi dog mindre interesseret i det videnskabelige begreb og mere interesseret i, hvordan vi kan bruge nogle af principperne bag nudging i daglig, konkret praksis.

Nudging er små tricks, der ændrer en adfærd.
Hvordan kan vi på en smart, kreativ, kærlig og ”usynlig” måde hjælpe til adfærdsændring, så vi undgår kravets konfronterende og kontroltagende virkning?

Sagt på en anden måde: hvordan kan vi være smarte i vores opdragelse, når vi stiller krav?

Nudging er en genial måde at stille krav til vores børn/unge med autisme.

Nudging er også en særdeles effektiv metode i forhold til personer med PDA. Med nudging kan man opfordre til en adfærd, uden at det vækker panikangstreaktioner, fordi den ikke er konfronterende, og den bevarer personens ret til selv at vælge. Samtidig er den ofte sjov og indebærer humor og kreativitet, som personer med PDA responderer positivt på.

Pssst… Faktisk kan vi også bruge nudging på os selv, og ikke kun på vores børn. Hvis du for eksempel synes, at du spiser lidt for mange søde sager, så kan du prøve at stille slik og chokolade op på den øverste hylde i skabet allerbagerst inde. Du undgår nok ikke fuldt ud at spise søde sager en gang imellem, men du vil helt sikkert minimere dit indtag. Både fordi det pludseligt er besværligt at få fat i slikket, fordi du ikke utilsigtet bliver mindet om det, når du ser det i skuffen, og fordi du i den tid, det tager dig at få fat i det, kan nå at tænke dig om og gøre noget andet. Det er også hjælpsomt at putte slik i en dåse, der siger en lyd, når låget åbnes, fordi man (ifølge forskningen) ubevidst vil føle at andre opdager det, og så holder det en tilbage. Eller man kan købe pindeis frem for en bøtte is – så er man tilbøjelig til kun at spise én, hvorimod isbøtten kan opmuntre til flere eller større portioner. Ligesom det er nudging at bruge en mindre tallerken, fordi portionen så synes større, og man dermed spiser mindre. Undersøgelser viser også, at man spiser mere i mørke end i lys, så hvis man gerne vil tabe sig, kan man undgå at spise i mørke. Og sådan kunne vi blive ved!

Nudging er rundt omkring os konstant, uden at vi opdager det. For eksempel har man i Københavns kommune placeret ”fodaftryk” rundt omkring ved skraldespandene, så man nudger folk til at smide affald i skraldespanden og ikke på gaden. Eller i supermarkedet har de hængt slik, batterier og andre lokkende småting ved kassen, så man kommer til at tage det, mens man er i kø, og derved køber mere ind. Og vingummi er lavet i strålende, lokkende farver, så man bliver fristet af det, fordi det ser så indbydende ud.

I Stockholm har man lavet et uvidenskabeligt forsøg, hvor man forvandlede nogle trapper i metroen til et klaver. Du kan se videoen herunder (hvis den ikke virker, så kopier dette link til din browser: www.youtube.com/watch?v=2lXh2n0aPyw).

Et hverdagseksempel på nudging.

Fordi det pludseligt – på en ikke-krævende, usynlig måde – blev sjovt at tage trappen frem for rulletrappen, gjorde 66 % flere det end før. Altså en noget mere effektiv metode end en, hvor man hænger et skilt op, der opfordrer folk til at tage trappen, fordi det er sundt – det er nemlig ofte ikke særlig rart at blive mindet om alt det, man burde og kunne gøre, på en konfronterende måde, der potentielt kan give bagslag ved at give os dårlig samvittighed.

På den måde kan vi også være smarte i vores opdragelse, uden det bliver opdaget. For eksempel kan vi tyvstjæle eksemplet fra Københavns kommune med fodaftrykkene. Hvad med at klistre fodaftryk på gulvet hen til vasketøjskurven derhjemme? Eller have en vasketøjskurv, der afspiller en sjov melodi eller lyser op, når man smider noget i den? Eller prøv at placere en lille overraskelse (fx et kinderæg eller en sjov tegning, du selv har lavet) i vasketøjskurven, som man opdager, når man smider tøj i kurven. Man kunne også prøve at lægge noget meget velduftende i vasketøjskurven (det er forskelligt, hvad personer med autisme oplever som velduftende – så husk at være opklarende på dette først), så man får lyst til at løfte låget på vasketøjskurven (og måske er den grimme lugt fra det beskidte tøj grunden til, at man ikke bruger kurven – så har vi også undgået den udfordring).

Men hvordan får man barnet med autisme væk fra skærmen/Netflix med en nudging-tilgang? Har du forsøgt at lave en sjov forhindringsbane ude i haven, som bare står der, klar til rådighed, uden at du gør andet? Eller hvad med et fitnessur, som giver en belønning (fx vibrerer eller skriver HURRA!), når du har gået 10.000 skridt på en dag? For at komme væk fra Netflix og ud i den friske luft kunne man også købe nogle sko med lys eller indbyggede rulleskøjter i, så de er sjove at gå i. Man kunne også prøve at lave en sjov kolbøtte-leg inde i stuen, som barnet hører og bliver fristet til at komme ind og se og deltage i. Pokemon Go er også en god nudging-metode. At benytte sig af kæledyr kan også betragtes som en variant af nudging. For eksempel at man lægger op til ”Vil du med ud og se Basse bade?” frem for ”Det vil være godt for dig at komme ud og få noget frisk luft og lys”. Den gamle metode ”hvem kommer først hen til lygtepælen” er faktisk også en nudging-metode, hvor man får barnet til at løbe.

I butikker som Netto og Tiger er der ofte sjove dimser, som man kan bruge kreativt i en nudging-tilgang. For eksempel:

1. Brusehoved med LED-lys
2. Vandglas, der laver en sjov gimmick, når man drikker (altså belønning for at drikke vand)
3. Kreativt sportsudstyr (for eksempel hulahopring – motion, der minder så meget om en leg, at man ikke opdager, det er motion)
4. Isforme, hvor man kan lave sunde is ud af frugt, og dermed få barnet til at spise mere frugt
5. Og så videre. Listen er lang, når først man begynder at tænke ud af boksen.

Ovenstående forslag er alle nogen, hvor barnet/den unge stadig har muligheden for ikke at gøre det. Altså at retten til at vælge bevares, og dermed mister man ikke kontrollen. Men vi guider forsigtigt barnet i den rigtige retning.

Ved nudging er man ikke garanteret en bestemt adfærd, og man vil med al sandsynlighed ikke få den ønskede adfærd 100 % af tiden. Men selv en lille ændring kan gøre en stor forskel – hvis man pludseligt får den ønskede adfærd bare 20 % mere end før, er det stadig et kæmpe fremskridt. Og hvis man undgår bare én nedsmeltning, vil de fleste medgive, at det er det hele værd.

Vi kunne rigtig godt tænke os at få en masse gode idéer til kreativ nudging. Så vi vil blive rigtig glad for dine idéer og erfaringer – måske har du opdaget en masse nudging-metoder, som du allerede bruger, men som du bare ikke vidste var nudging. Du kan finde os her på Facebook – vi tager meget gerne imod din idé, og måske kan du selv blive inspireret til nogle nye idéer.

Vi håber meget at få dit input.

______

Klik her for at komme tilbage til oversigten over vores tidligere blogindlæg.