Ring til os
E-mail

Måske nyder I den søde juletid

Og måske oplever I udfordringer. Mange familier, hvor et eller flere børn har autisme, finder juletiden særligt udfordrende og krævende.

De ting, som ofte er udfordrende, når man har autisme, er mange af de ting, som foregår i julen: sociale sammenkomster, sociale normer, uplanlagte og uforudsete ting og overraskelser, brud med rutiner og struktur samt et sansemæssigt bombardement af dufte, lyde, nye/anderledes smagsindtryk og så videre.

Der er heldigvis mange ting, som man kan gøre. Én af de ting, man kan overveje, er julegaverne.

Juletraditionen byder, at man bliver overrasket med de gaver, som man får. For mange børn og unge med autisme er dette dog ubehageligt, og nogle ender derfor med slet ikke at kunne lide at få gaver.

At gaven er en overraskelse kan være ubehageligt af mange årsager:

  • Frygt for at man får noget, som man slet ikke kan lide.
  • Bekymring for, om man får det, som man virkelig ønsker sig.
  • Frygt for hvordan man giver den rette respons, hvis man får noget, som man ikke kan lide. Skal man så lyve og sige tak? Eller hvad hvis man får en nedsmeltning? Og så får skældud?
  • Tanker om hvordan man skal reagere, hvis man bliver virkelig glad for gaven.
  • Uvished om, hvordan man skal lege med/bruge gaven.
  • Stor stress hvis gaven skal byttes – både ventetiden op til (julelukkede butikker) og turen til en menneskefyldt butik.


Der er også andre ting, der kan være svære ved gaver:

  • Det kan være svært at åbne gaven, særlig hvis man har udfordringer med finmotorikken.
  • Utålmodighed i den tid det tager at åbne gaven.
  • Det er svært at vente på, at man må få og åbne gaven – eller det er svært, at man ikke præcist ved, hvornår man får gaven.
  • Der er for mange gaver at forholde sig til.
  • At man ikke får alt det, der står på ens ønskeseddel

Det er forskelligt fra familie til familie, hvad der virker, og alle familier skal – som alle andre familier – finde deres egne traditioner.

Vi vil dog gerne komme med nogle enkle tips til, hvad man kan gøre omkring gaver, hvis der er autisme i familien.

Ønskesedlen – den er ikke en bestillingsseddel

For nogle børn med autisme forstås ønskesedlen som en bestillingsseddel, hvor de forventer at få alt det, de skriver på ønskesedlen.

Det kan derfor være en god idé, at have en klar aftale om, hvad en ønskeseddel er.

Det kan også være en god idé at lave en social historie om, hvad en ønskeseddel er.

Prioritér ønskerne på ønskesedlen

Hvis man har mange ønsker på ønskesedlen, kan det være en idé at måle hvert enkelte ønske på en skala fra 0-10, hvor 0 er lig med, at det er et lille ønske, og hvor 10 er lig med, at det er et kæmpe stort, brændende ønske (eller man kan måle det med smileys).

På den måde får man tydeliggjort, hvad der er vigtigst for én at få, og man får tydeliggjort, at ønskesedlen ikke er en bestillingsseddel, men en seddel, hvor man kan vise, hvad man helst kunne tænke sig at få.

Det kan eventuelt også hjælpe til at gøre ønskesedlen kortere, hvor man eksempelvis fjerner de ønsker, der kun har fået 0-3.

Lad barnet vide, hvad det får, på forhånd

For mange forældre (og bedsteforældre) er det en stor overvindelse at lade barnet vide på forhånd, hvad det får, da mange føler, at de frarøver barnet forventningens og overraskelsens glæde. Og så føler de, at det er et stort brud med traditionerne.

For mange børn og unge med autisme er det dog en stor fordel, at de på forhånd ved, hvad de får i gave.

På den måde får de roen ved, at de ved præcist, hvad de får, og om de får det, de ønsker sig. Og de kan i ro og mag planlægge, hvordan de vil reagere på gaven, og hvordan de vil bruge gaven, når de har fået den.

Det er ikke altid, at barnet behøver at vide, hvilke nogle gaver det får af alle. Måske det bare er to-tre af gaverne (f.eks. fra mor og far og søskende), der skal være kendt på forhånd. Især hvis det er, fordi det er for ubærligt at være usikker på, om man får det, som man ønsker sig allermest. Så kan forældre og søskende købe de vigtigste gaver, og så kan barnet godt rumme ikke at vide, hvad det får af de andre.

Lad gaven være synlig

En mulighed er, at man pakker gaven ind i cellofan, så man juleaften tydeligt kan se, hvad det er.

Man kan også komme et billede af, hvad der er i pakken, udenpå, så barnet nemt kan se det.

Eller man kan nøjes med at putte et bånd om gaven, så barnet undgå at få problemer med at pakke den op, eller man kan undlade helt at pakke den ind.

Læg barnets gaver i én, samlet bunke

Det kan være en fordel, at barnet frem til gaveåbningen tydeligt kan se, hvilke gaver der er hans/hendes. Det kan man gøre ved at samle barnets gaver i én bunke og lade barnet vide, at denne bunke er de gaver, som barnet får.

På den måde bliver det også tydeligt, når man nærmer sig den sidste gave, så barnet ikke bliver overrasket over, at der ikke er flere gaver, og at det er slut.

Få (men gerne store) gaver

For nogle børn er det bedre at få færre gaver, da det er nemmere at overskue. I kan overveje at gå flere sammen, så der er råd til større (men færre) gaver.

Køb gaven sammen med barnet

For nogle børn er det en stor hjælp at være med til at købe sine egne julegaver. Eller det kan hjælpe, at barnet er med til at lave ønskesedlen og bestemme, hvem der skal give hvad.

Gaver over flere dage

For nogle børn er det en stor hjælp, at man fordeler gaverne ud, da det kan være meget overvældende at få dem alle på én gang. Man kan eksempelvis give gaver både d. 23., d. 24. og d. 25. december.

Man kan overveje at gemme en gave til Nytårsaften, så der også denne aften er noget at se frem til, hygge sig med og få tiden til at gå med.

For mange børn er det også meget hjælpsomt at få en gave om morgenen juleaftensdag. Det kan være rart at have en gave, som man kan hygge sig med i ventetiden frem til om aftenen.

For mange børn er det også hjælpsomt at få én, flere eller alle gaver før aftensmaden på juleaften, så spændingen ikke ødelægger hele aftenen.

Beslut et tidspunkt

For mange børn med autisme er struktur og forudsigelighed alfa og omega. I kan overveje, om I skal beslutte et tidspunkt, hvor gaverne skal gives og åbnes, så det ikke er usikkert for barnet, hvornår det får gaven.

Hvis det er svært for barnet at forstå tid, så kan I vælge at hænge en tegnet urskive op ved siden af jeres ur, som viser, hvor viserne på urskiven skal stå der, hvor I får gaverne. Eller I kan aftale at sætte en ‘timetimer’ en time (eller en halv time) før gaveåbning.

I kan eksempelvis printe dette ur og sætte viserne på det tidspunkt, hvor I åbner gaver.

For nogle børn vil det være nok at lave en planlagt rækkefølge uden tidspunkt, for eksempel:

  1. Vi spiser ris a la mande
  2. Vi danser om juletræet og synger sange
  3. Vi åbner gaverne

(Husk også punkter på planen før og efter vores eksempel).

Det er meget individuelt, hvor mange detaljer barnet har brug for i planen.

Overvej for eksempel også at skrive hvordan gaverne gives, i hvilken rækkefølge etc.

Overvej også at planlægge en strategi med barnet for, hvordan man reagerer hensigtsmæssigt på en gave – at man f.eks. siger ’tak’ til den, der har givet gaven.

Lav en social historie

For mange børn med autisme er sociale historier utrolig brugbare og hjælpsomme. De kan også bruges i sådanne situationer. Du kan se mere om, hvordan sociale historier kan se ud på Carol Grays hjemmeside (ophavskvinden bag sociale historie), eller du kan deltage i et kursus om det. Vi holder workshops om sociale historier, læs mere her.

Forældre kender deres barn bedst

Ovenstående er blot et udpluk af tips til, hvad man kan gøre angående gaver juleaften. Alle børn og alle familier er forskellige, så det vigtigste er, at I finder ud af, hvad der fungerer for jer. Og at I lader andre vide det, så de kan støtte op om det.

Hvis du er pårørende, så husk: spørg gerne barnets forældre – de kender deres barn og ved, hvad der er bedst.

Vi håber, ovenstående råd om julen har inspireret jer, og at de kan være en støtte til, hvordan du får en god jul med dit barn.

Her kan du downloade en pjece med endnu flere gode råd om jul og autisme, som Janni Pilgaard fra Flikflakfamilie har lavet.

Klik her for at komme tilbage til oversigten over vores tidligere blogindlæg.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her får du viden om autisme og information om nyheder og kommende kurser.
Ved tilmelding til vores nyhedsbrev samtykker du til vores privatlivspolitik.

Ring 29 80 29 90