Ring til os
E-mail

Den sociale kognitions betydning i sociale situationer

Forestil dig denne situation:


Hjemme i dine forældres spisestue er der fuld gang i fødselsdagsfesten for din moster. Din lille kusine er i gang med at fortælle om, hvad hun har lavet på sin ferie til Italien i sommers, og hun har været i gang med at snakke i mange minutter nu. Hun nævnte noget lige før om Forum i Rom, som du ved en hel masse om, både historisk og arkitektonisk. Du begynder at tale, og din kusine vender hovedet mod dig, mens hendes smil falmer. Din mor vender også hovedet mod dig og siger: ”Ikke nu, jeg skal lige høre det hun fortæller”. Det er irriterende for dig, for det er jo relevant nu, hvor hun nævner, at de var inde og se Forum, og det du gerne vil sige er virkelig interessant. Din kusine fortsætter straks med livligt at fortælle sin historie, og du venter på, hun bliver færdig. Da hun stopper med at snakke, vender din mor sig mod dig igen for at høre det, du gerne vil sige. De andre fortsætter deres egen samtale om deres ferier.

Når man har autisme, kan sociale situationer hurtigt komme til at blive lige så forvirrende, som i det ovenstående eksempel.

I sådan en situation kan det være meget svært at forstå, hvorfor din kusine eller din mor ikke har lyst til at høre det, du gerne vil fortælle hende. Det kan også give en ubehagelig følelse i maven over, at det ikke lader til at der er andre, der gerne vil høre det, du vil sige. Du kan sidde og tænke ”Hvornår bliver det mon min tur til at sige noget? Og hvor længe er det overhovedet okay at fortælle en historie?”.

Baggrunden for denne undren er forstyrrelsen i den sociale kognition, som den autistiske hjerne besidder. Den kan være med til at hæmme evnen til at sætte os i den andens sted, og dermed evnen til at aflæse hvornår det fx er det rigtige tidspunkt at deltage i en samtale, også selvom man kender de andre og har snakket med dem mange gange før.

Mødet med det ukendte

Det er dog heller ikke sociale situationer med mennesker, man har mødt mange gange før, der oftest er de sværeste. Det er langt oftere i mødet med nye, ukendte mennesker, at det kan være særligt svært at manøvrere.

Forestil dig nu denne situation:


Til festen er der mange mennesker, men heldigvis er musikken ikke for høj. Det er hjemme hos en, du kender, som inviterede dig sammen med de andre fra arbejdet. Du sagde ja til at komme forbi, selvom du ved, at du ikke kan holde til at blive hele aftenen. Du ser, at en af de andre gæster, som du ikke kender i forvejen, kommer hen til dig og begynder at snakke. ”Hvem kender du her?” bliver du spurgt, og du svarer, at du kender værten. ”Det gør jeg også, vi gik i skole sammen!” bliver der grinende sagt tilbage. Du kan mærke dine kinder blive røde. Du bliver spurgt ind til, hvad du laver til daglig, hvorfor det interesserer dig, hvad du bruger din fritid på. Du bliver begejstret over at kunne få lov at fortælle om det, som du virkelig elsker at bruge tid på. Smil og grin bliver udvekslet.  Du begynder at mærke en varme brede sig i kroppen, og du får lyst til at røre ved personen, så du lægger hånden på deres skulder. Din samtalepartner trækker sig hurtigt væk og ser forskrækket ud. Der går ikke længe, før du står tilbage alene og ærgrer dig over, hvorfor I ikke kunne fortsætte samtalen. Du var glad for at kunne tale sammen med dem, og du kunne egentlig godt tænke dig at vise dem, at du var interesseret i at lære dem bedre at kende. Du vil gerne vide mere om deres interesser og hverdag men er nervøs for, om de ikke vil tale med dig længere nu. 

Den vanskelige intimitet

At møde nye mennesker og mærke en romantisk interesse kan også være svært at forstå sig på. Her er der også et ekstra lag, der gør det særligt svært at følge med, nemlig legen med den intime sfære, som den flirtende gerne vil vise, at de er interesseret i at komme ind i.

Det er vigtigt at vise sin interesse på en måde, som den anden har det komfortabelt med, men det kan være svært altid at være helt sikker på, hvor deres grænser går, og som i ovenstående eksempel kan det ende galt, selvom man har de bedste intentioner. De flirtende og (romantiske/seksuelle) signaler, som skal udsendes og forstås, når de modtages, er derfor særligt svære. Uanset om man gerne vil forsøge at flirte med nogen eller allerede er i gang med en flirt med nogen, er forståelsen af disse signaler vigtige for, at man kan få en succes med at flirte.

Taler du kropssprog?

Forstyrrelser i den sociale kognition kan altså vise sig som problemer med at forstå kropssprog, som en manglende forståelse for, hvordan sproget skal bruges i sociale situationer, eller udfordringer med at vise sin interesse i andre på en måde, de kan gå med til.

Hvis man for mange gange oplever det går galt, eller føler sig overset, kan det virke som en naturlig løsning at undgå at ende i sociale situationer, fordi det føles umuligt. Det er en af grundene til, at det kan være svært for personer med autisme at opretholde et tilfredsstillende socialt liv.

Det er dog muligt at øve sig på, hvordan man læser signalerne i sociale situationer og blive bedre til at forstå, hvad de kan betyde.

I næste indlæg vil vi komme nærmere ind på, hvordan man kan øve sig på at forstå signaler i sociale situationer.

Molis udbyder også et kursus om autisme og seksualitet, som går mere i dybden med, hvordan autisme kan påvirke seksualiteten. Det kan du læse mere om her

______

Klik her for at komme tilbage til oversigten over vores tidligere blogindlæg.

Du er meget velkommen til at kontakte os,  hvis du har spørgsmål, og du kan også udfylde felterne herunder, og så kontakter vi dig.

Jeg vil gerne kontaktes:

Vælg venligst hvordan du gerne vil kontaktes:

Ved at trykke send, samtykker du til vores privatlivspolitik.
*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her får du viden om autisme og information om nyheder og kommende kurser.
Ved tilmelding til vores nyhedsbrev samtykker du til vores privatlivspolitik.

Ring 29 80 29 90