Ring til os
E-mail

Den skjulte autismeprofil

Når autismen har et skjult udtryk, kan den være vanskelig at spotte. Det kan medføre unødig mistrivsel og forpinthed for den enkelte, og derfor er det afgørende at udbrede viden om den skjulte autismeprofil.

Mennesker med den skjulte autismeprofil har ikke nødvendigvis en påfaldende anderledes kommunikation eller en iøjnefaldende anderledes social adfærd, men det betyder langt fra, at det sociale samspil ikke er utrolig energikrævende.
 
Man kan med fordel betragte autismens begrænsede synlige udtryk – og den upåfaldende adfærd – som toppen af isbjerget, hvorimod det skjulte udtryk – såsom hvor meget energi det sociale samspil kræver, og hvordan det faktisk opleves for den enkelte – er den usynlige del af isbjerget, som dermed risikerer at blive misforstået, overset og undervurderet af omgivelserne, hvilket kan begrænse adgangen til den rette forståelse og dermed den rette hjælp.
 

Tretrinsproces

 Når den skjulte autismeprofil umiddelbart er usynlig for omgivelserne, skyldes det, at mennesker med denne profil gennemgår en tretrinsproces i forhold til det sociale samspil. Denne tretrinsproces består i at 1) observere andres adfærd, at 2) analysere sig frem til nogle mønstre i denne adfærd og på den baggrund 3) imitere den ønskede adfærd. På den måde forekommer en tilsyneladende upåfaldende adfærd, idet mennesket med den skjulte autismeprofil langt hen ad vejen så at sige agerer i takt med sine jævnaldrende. Forenklet sagt handler maskering således om at observere, forstå og kopiere andres adfærd.
 
Mennesker med den skjulte autismeprofil har altså tillært sig de sociale spilleregler, men selvom adfærden umiddelbart er overensstemmende med de sociale normer, vil det for den enkelte være utroligt energikrævende og i langt de fleste tilfælde resultere i en egentlig stressbelastningsreaktion. Det vil ofte være i denne forbindelse, at man bliver opmærksom på den underliggende autismespektrumtilstand. Nære relationer vil højst sandsynligt allerede have bemærket, at der muligvis er noget tillært i adfærden, eller at adfærdsmønstrene synes en smule forsinkede eller skæve, men for langt de fleste vil dette være upåfaldende, indtil forpintheden og mistrivslen ikke længere kan overses. Dette kompliceres yderligere af, at mange mennesker med den skjulte autismeprofil ikke ønsker at være til besvær og derfor udviser en meget pleasende adfærd, hvorfor de nemt undervurderes i deres behov – for hjælp og for tilpasninger i miljø og krav.
 
Mistrivslen kan vise sig på flere måder afhængig af alder og livsomstændigheder; det kan være barnet, der bliver tiltagende skolevægrende eller søvnforstyrret eller får somatiske symptomer, der oftest viser sig i form af mave-tarmproblemer. Det kan også være barnet, den unge eller den voksne, der bliver mere sansesensitiv og selektivt spisende eller tiltagende isoleret. Mistrivslen kan også vise sig i form af angst- eller depressionssymptomer, som flere med den skjulte autismeprofil diagnosticeres med, inden den underliggende autisme opdages, hvormed angsten og depressionen i virkeligheden viser sig at være følgelidelser til en hidtil uopdaget autismediagnose.
 

Livsfaser med forandrede krav

Der er typisk tre tidspunkter i livet, hvor den skjulte autismeprofil opdages, fordi det er i disse livsfaser, at kravene både vokser og ændrer karakter og dermed overstiger kompetencerne hos den enkelte: i overgangen fra børnehave til skole, i ungdomsårene og i voksenlivet.
 
Hos det yngre barn med den skjulte autismeprofil vil forældrene typisk opleve mange nedsmeltninger og meget kravundgående adfærd, når barnet er hjemme i vante rammer og har overforbrugt sin energi på at holde sammen på sig selv i løbet af dagen, hvorimod pædagogerne i børnehaven ikke genkender forældrenes oplevelse, men i stedet oplever et veltilpasset og pligtopfyldende barn. På den måde eksisterer en stor diskrepans mellem omgivelsernes og de allernærmestes observationer.

Desværre hersker der stadig en udbredt misforståelse om, at de problemer, som forældrene oplever, derfor nødvendigvis må skyldes omstændigheder i hjemmet eller i relationen mellem barn og forældre, men faktisk forholder det sig omvendt: når barnet har en synlig reaktion i hjemmet, skyldes det netop den tryghed og nærhed i relationen til forældrene, der gør, at barnet kan – og tør – give slip og dermed vise, at energien er opbrugt. Den umiddelbart tvetydige adfærd skal altså i stedet betragtes som et batteri, der er blevet opbrugt i løbet af dagen og simpelthen overopheder i trygge omgivelser.
 
I overgangen fra børnehave til skole og igen i ungdomsårene sker der en enorm udvikling i det sociale samspil, hvor kravene til den enkeltes sociale og kommunikative kompetencer stiger.
 
I indskolingsårene kræves det, at børn kan aflæse diverse koder i henholdsvis undervisningssammenhænge og frikvarterer, samtidig med at støtten fra de voksne mindskes markant grundet en anden normering end i børnehaven.
 
I takt med at samspillet bliver gradvist mindre aktivitetsbaseret i løbet af ungdomsårene, stiger kompleksiteten i de sociale krav, men på en utrolig subtil måde, hvilket kompliceres yderligere af den massive udvikling, der finder sted i denne periode – både fysiologisk, hormonelt og psykologisk – og giver anledning til en del identitetsmæssige overvejelser.

Ligeledes stiger hastighed, intensitet og kompleksitet i de sociale sammenhænge, hvormed tretrinsprocessen bliver desto vanskeligere at gennemføre, idet kravene så at sige overstiger den enkeltes ressourcer. Dette intensiverer mistrivslen – som ellers har været skjult for de fleste – og gør den synlig for flere, hvilket typisk foranlediger, at man igangsætter en undersøgelse af den egentlige årsag til mistrivslen.
 
Selvom de nærmeste ofte har haft en længerevarende fornemmelse af, at noget er anderledes, forudsætter det stadig dygtige fagpersoner, der ved, at autismen kan have et anderledes og mere skjult udtryk, hvis den skjulte autismeprofil skal opdages. Det kræver et observant øje at bemærke, at barnet eksempelvis kun leger med én person og ikke i grupper af flere, eller altid er den, der bestemmer i legen i et forsøg på at skabe kontrol og forudsigelighed, men som fortsat er vellidt, fordi det har tillært sig de sociale koder. Det kan også være, at barnet interesserer sig for det samme som sine jævnaldrende, men at interessens intensitet alligevel er på et højere niveau, hvilket ikke nødvendigvis er synligt for det utrænede øje.


Sendiagnosticering af den skjulte autismeprofil

 Den skjulte autismeprofil hos voksne opdages typisk i forbindelse med, at man udsættes for en eller anden form for stressbelastning, når store livsbegivenheder indtræffer; det være sig eksempelvis i forbindelse med, at man får børn, og at disse børn eventuelt får en autismediagnose, hvilket kan give anledning til at betragte sit eget liv i et nyt perspektiv, eller det kan være i forbindelse med en stresssygemelding, fordi man ikke længere er i stand til at varetage uddannelse eller arbejde.
 
Anderledesheden i det sociale samspil, som viser sig i det små, kan eksempelvis komme til udtryk ved, at man ikke spiser frokost med sine kollegaer, eller at man deltager, men altid vælger den samme ret i kantinen eller konsekvent har sin egen mad med; det kan også være, at man er pligtopfyldende, vellidt og dygtig på sit arbejde, men takker nej til alle sociale arrangementer uden for arbejdstiden, fordi det er for energikrævende og sansemæssigt overvældende.

Samtidig vil den voksne med den skjulte autismeprofil have tillært sig de nødvendige sociale koder, således at afbuddene forklares med plausible grunde, der medfører andres accept. På disse områder vil det trænede øje altså højst sandsynligt kunne observere en subtil anderledeshed i adfærden, men i det store hele vil deltagelsen i det sociale samspil være langt mere energikrævende for den enkelte, end anderledesheden er synlig for omgivelserne.

Læs mere om den skjulte autismeprofil og maskering i et længere fagligt indslag skrevet af autoritseret psykolog og faglig direktør Ea Carøe og specialkonsulent og kommunikationsansvarlig Emma Louise Thomson her.


Terapi og rådgivning i Molis

 I Molis er vi specialiserede i den skjulte autismeprofil. Vi giver psykologisk og pædagogisk behandling, støtte og rådgivning vedrørende den skjulte autismeprofil, ligesom vi afholder kurser om emnet.

Du er meget velkommen til at kontakte os,  hvis du har spørgsmål, og du kan også udfylde felterne herunder, og så kontakter vi dig.

Jeg vil gerne kontaktes:

Vælg venligst hvordan du gerne vil kontaktes:

Ved at trykke send, samtykker du til vores privatlivspolitik.
*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her får du viden om autisme og information om nyheder og kommende kurser.
Ved tilmelding til vores nyhedsbrev samtykker du til vores privatlivspolitik.

Kontakt os på info@molis.dk