ARFID

Hvad er ARFID?

Gülsüm Kilic er ergoterapeut i Molis og har omfattende kendskab til ARFID (undgående, restriktiv spiseforstyrrelse), som hun her giver en grundig indføring i.

ARFID defineres ved et spisemønster, der er begrænset i variation (eksempelvis undgåelse af bestemte fødevarer) og/eller mængde (eksempelvis restriktion af madindtag), og som er forbundet med vigtige medicinske og psykosociale konsekvenser (DSM-5 kriterium A).

Personer med ARFID tilskriver typisk deres undgåelse eller restriktion af mad til sensoriske egenskaber ved fødevarer (eksempelvis følsomhed over for smag eller tekstur), frygt for ubehagelige konsekvenser ved at spise (eksempelvis kvælning eller opkast) eller mangel på interesse i mad eller spisning (eksempelvis lav appetit eller manglende glæde ved at spise). Men ARFID er mere end blot kræsenhed eller det at springe et måltid over en gang imellem.

Mange mennesker har bestemte fødevarer, de kan definere som ’trygge’ madvarer, og som særligt foretrækkes under pressede perioder. At have 'trygge' fødevarer er ikke nødvendigvis det samme som at have en spiseforstyrrelse.

ARFID er en atypisk spiseforstyrrelse, der adskiller sig fra de typiske spiseforstyrrelser, fordi en person med ARFID ikke har denne type spiseadfærd som et udfald af bekymring for vægtøgning eller udseende. ARFID kan dog dele nogle ligheder med anoreksi, men årsagen til den restriktive spiseadfærd er forskellig.

For at opfylde kriterierne for ARFID skal personens spisevaner medføre betydelige negative konsekvenser. Disse kan inkludere et eller flere af følgende:

• Væsentligt vægttab eller manglende vægtøgning
• Ernæringsmæssige mangler
• Afhængighed af sondeernæring eller energirige kosttilskud
• Psykosociale problemer (DSM-5 kriterium A)

Den undgående/restriktive spisning i ARFID må ikke skyldes mangel på tilgængelig mad eller kulturelle normer (DSM-5 kriterium B) og må heller ikke være motiveret af bekymringer om vægt og kropsform (DSM-5 kriterium C). Hvis den undgående/restriktive spisning optræder sammen med andre psykiatriske eller medicinske lidelser, herunder autisme og angst, skal spiseproblemet være alvorligt nok til at kræve en selvstændig klinisk opmærksomhed (DSM-5 kriterium D) for at opfylde kravene til en ARFID-diagnose.

Er ARFID begrænset til en aldersgruppe?

Som diagnosegruppe er ARFID meget varieret. Den kan eksempelvis inkludere undervægtige mennesker med lav højde og nedsat appetit, hvor spiseproblemerne stammer fra reflux i spædbarnsalderen. Maden kan indsnævres gradvis til bløde, beigefarvede eller milde fødevarer, der er nemme at fordøje, samtidig med de ofte undgår at deltage i familiens måltider.

ARFID kan også ramme en person i teenageralderen med cøliaki, som efter en glutenforgiftningsepisode udvikler en intens frygt for mad, hvilket resulterer i markant vægttab og mangel på vitaminer. Ligeledes kan det også inkludere en ung voksen med eksempelvis jernmangel, der undgår sociale sammenkomster, hvor mad er involveret, fordi følelsen af flovhed over egen begrænsede spisevaner, optræder.

ARFID-profiler

• Sensorisk sensitivitet: Sensitivitet overfor smag, konsistens, syn, lugt eller lyde
• Bekymring for ubehagelige konsekvenser: Opbygget forståelse på baggrund af tidligere erfaringer med mad, der har udløst allergisk reaktion, madforgiftning, kvælning, opkast eller anden ubehag, der har medført undgåelse af bestemte typer mad
• Manglende interesse: Føler ikke sult, bliver hurtig mæt, manglende appetit, udvikler ikke naturlig interesse for mad

Det er også muligt at se sammenblandede profiler – det vil sige, at manglende spisning kan drives af sensorisk sensitivitet, som både kan kobles sammen med ubehag og manglende lyst eller indsnævret interesse.

Behandlingsstrategier

Behandling af ARFID skal tilpasses personens spiseprofil, kognitive niveau og mål. Det er også en god idé at være opmærksom på, om der er andre komorbide tilstande såsom autisme. Ved autisme er det særligt væsentligt at tage højde for autismeprofilen – eksempelvis tilstedeværelsen af en PDA-profil.

Det er vigtigt at definere målet, da spisning inkluderer mange parametre. Skal målet være at øge variationen i maden, mængden af mad eller personens accept af mad i forskellige kontekster?

Den autistiske hjerne, der har en anderledes filtrering og habituering, kræver stor tålmodighed og gentagelse, når nye strategier skal implementeres. Nogle af disse tilpassede strategier kan anvendes til tilvænning:

• Generelle strategier (eksempelvis desensibilisering, gradvis tilpasning uden krav om spisning og sensorisk tilpasning af fødevarer, forudsigelighed og kontrol)
• Familieinvolvering (eksempelvis familiebaseret terapi, peer modelling)
• Specifikke metoder (eksempelvis tilpasset CBT, eksponering, interessebaserede tilgange)
• Eksponering som metode er god for mange, men ikke for alle, og særligt når eksponering skal benyttes til behandling/støtte, er det vigtigt at være opmærksom på den øgede amygdalarespons hos autister. Tolerancen for eksponering er meget lavere, og derfor er der risiko for øget stressrespons ved utilpasset eksponering, som kan udløse flere komorbide tilstande såsom angst. Behandlingen skal tage højde for den autistiske hjernes særlige behov for forudsigelighed, kontrol og gradvis tilvænning.

I Molis tilbyder vi psykologisk, pædagogisk og ergoterapeutisk behandling, støtte og rådgivning omkring ARFID.

Du er meget velkommen til at kontakte os,  hvis du har spørgsmål, og du kan også udfylde felterne herunder, og så kontakter vi dig.