Ring til os
E-mail

Den skjulte autismeprofil

Den skjulte profil kaldes også for camouflageprofilen, den sociale profil eller pigeprofilen. 

På dette kursus gennemgås den skjulte autismeprofil, og hvordan man bedst møder og støtter mennesker med denne profiltype. Kurset afholdes i samarbejde med Pernille Hebsgaard Søndergaard, som selv er autist. Pernille vil bidrage med et indefraperspektiv på, hvordan det kan opleves at være en autistisk kvinde, som først har fået sin diagnose som voksen.

Den skjulte profil

Profilen er kendetegnet ved, at den ofte misforstås eller overses af det omkringliggende miljø og derfor diagnosticeres senere end gennemsnittet; eksempelvis i den sene barndom, ungdommen eller voksenlivet, hvoraf betegnelsen 'den skjulte profil' kommer.

Mange med den skjulte autismeprofil bliver således overset eller fejldiagnosticeret med eksempelvis ADHD/ADD, personlighedsforstyrrelser, skizofreni, adfærdsforstyrrelser eller tilknytningsforstyrrelser. Mange har også oplevet, at deres adfærd, personlighed og behov blev forklaret med eksempelvis at være særligt sensitiv, højtbegavet, viljestærk, introvert eller signalstærk.

Da denne gruppe af autister har mange kompenserende strategier som eksempelvis kopiadfærd og ofte er mere stille og derfor mindre forstyrrende i familierne og i skolen, diagnosticeres de ofte sent, og det vil tit være i forbindelse med en anden følgetilstand som eksempelvis spiseforstyrrelse, angst, depression, mave-/tarmproblemer eller selvskade, at de opdages.

Ønsker socialt fællesskab

Mennesker med den skjulte autismeprofil har et stort ønske om at være en del af det sociale fællesskab og at have gode venskaber, men de kan have vanskeligheder i sociale relationer eller blive meget drænede energimæssigt af socialt samvær, og derfor føler de sig ofte ensomme og oversete. De har ligeledes en følelse af at være anderledes, hvilket fører til, at de føler sig forkerte, og flere vælger derfor at trække sig og isolere sig.

Mange tager en social maske på, når de er ude, og de bruger meget energi på at analysere og imitere jævnaldrende for at passe ind. Ofte er specialinteresserne også mindre påfaldende hos denne gruppe, da flere interesserer sig for meget af det samme som deres jævnaldrende (eksempelvis mode, TV-serier, bøger, heste/dyr, manga, sprog etc.). Det bliver derfor ikke bemærket, at interessen dyrkes i større omfang og med større intensitet end hos deres jævnaldrende, og derfor kategoriseres deres interesser sjældent som specialinteresser.

Mennesker med den skjulte autismeprofil har en stor sansefølsomhed og eksempelvis dufte, lyde, berøring og synsindtryk kan være meget forstyrrende og belastende for dem. De er ligeledes meget påvirkelige over for stemninger og følelser, og de overvældes ofte af andres følelser og har svært ved at navigere i det.

Mange beskriver, at de har et tankemylder, og at de forsøger at analysere alt, hvad der sker omkring dem for at forstå det, men ofte mangler de alligevel strategier til at begå sig og til at trives.

På grund af ovenstående bruger mennesker med denne profiltype dagligt enorme mængder af energi, og de udmattes derfor hurtigere end deres jævnaldrende. Det kan være en stor frustration for mange, da de ikke har energi til alt det, de gerne vil.

Fokus på praktisk tilgang

Kurset formidler viden om den skjulte autismeprofil og den særlige forståelsesramme, der er så vigtig for at forstå mennesker med denne profiltype. Derudover vil der være fokus på en praktisk tilgang til, hvordan man kan møde mennesker med den skjulte autismeprofil og støtte dem bedst muligt, ligesom der vil være forslag til, hvilke redskaber man kan bruge.

På kurset vil der være en vekselvirkning mellem faglig viden samt redskaber og den personlige vinkel på autisme set indefra. Kurset er relevant for alle, der kender eller arbejder med mennesker med den skjulte profil samt for autister med denne profiltype.

Autismeprofilen ses hos alle køn; dog er der en majoritet af piger og kvinder, der har den skjulte/kamuflerede profil. Du kan læse mere om piger og kvinder på autismespektret her 

Praktiske oplysninger

Du får udleveret materialer på kurset, og efter kurset får du alle materialerne i PDF-format.

  • Kursus: Den skjulte autismeprofil.
  • Varighed: En-seks timer, alt efter hvilken længde du ønsker. Vores anbefaling er en længde på tre-seks timer.
  • Sted: Hvor du ønsker; eksempelvis på din arbejdsplads, i dit forsamlingshus eller i vores lokaler i en af vores afdelinger.
  • Målgruppe: Pårørende og fagfolk (forældre, primære omsorgspersoner, plejeforældre, aflastningsfamilier, støttekontaktpersoner, psykologer, lærere/skoleledere, pædagoger, ergoterapeuter, fysioterapeuter, læger, sygeplejersker, socialrådgivere og andre, der arbejder med børn, unge og voksne med autisme eller sociale og kommunikative vanskeligheder).
  • Deltagerantal: Vi kan holde kurset for det antal deltagere, du ønsker. Vi tilpasser kurset til antal deltagere og varighed.
  • Pris: Du kan se vores prisliste her.



Tilmelding, booking og spørgsmål

Hvis du gerne vil booke et kursus eller vide mere, er du velkommen til at kontakte os. Vi kommer gerne ud til jer (eksempelvis i jeres forening eller på jeres arbejdsplads), eller kurset kan holdes i vores lokaler i København eller i Solrød Strand.

Du kan også se, om vi udbyder kurset hos os her, eller du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev og få besked om, hvornår kurset næste gang udbydes.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her får du viden om autisme og information om nyheder og kommende kurser.
Ved tilmelding til vores nyhedsbrev samtykker du til vores privatlivspolitik.

Ring 29 80 29 90