Gode råd om skærm og autisme/ADHD

Brug to minutter sådan her og undgå nedsmeltninger, når dit barn skal slukke skærmen

Og andre råd omkring skærm og autisme.

​​​​I forrige nyhedsbrev beskrev vi nogle af de konsekvenser, der er ved et stort skærmforbrug. Hvis du er nysgerrig, kan du læse om det her.

Meget apropos dette nyhedsbrev, så tog Go'morgen Danmark også emnet op her til morgen. Det er dejligt at se, at der kommer større fokus på skærmforbrug hos børn og unge, da det er vigtigt, at vi tager stilling til det.

Men hvad gør man ved et stort skærmforbrug? For netop børn og unge med autisme og/eller ADHD er der større risiko for at blive afhængige eller have et meget stort forbrug af skærm, da skærm (altså iPad, computer, mobiltelefoner, Playstation mm.) tiltaler dem i endnu højere grad end neurotypiske børn (neurotypiske betyder børn uden autisme).

Skærm passer nemlig rigtig godt til en hjerne med autisme eller ADHD, fordi skærmen er forudsigelig, logisk og systematisk. Den er også god, fordi den undgår det, der kan være svært for en hjerne med autisme, nemlig at skulle aflæse ansigtsudtryk, tonefald samt den angst, der trigges ved uforudsigelighed og risikoen for at begå fejl. En skærm føles tryg, og man kan altid slette, slukke eller starte forfra. Og det på en helt anden måde, end man kan ude i det virkelige liv blandt virkelige mennesker, hvor tempoet er højt, og hvor det kan være utydeligt, hvilke krav der er til en, og hvornår man har gjort noget rigtigt eller forkert.

Ligeledes finder man i den virtuelle verden et fælleskab, der er tydelige spilleregler og for mange giver det også en identitetsfølelse at være god til det med skærm.
 
Derudover er skærm jo enormt lokkende på grund af al den lækre dopamin (vores belønningsstof i hjernen), det giver, når man bruger den.

Og mere vil have mere, og hjernen vil gerne have al den dopamin, den kan få. Det på trods af, at for meget dopamin faktisk er skidt for os og gør os irritable og kortluntede. Men dopamin er ligesom sukker, de instinktive områder i hjernen vil have mest muligt af det.

Derfor skal vi i stedet have udviklet nogle højerestående funktioner, der kan regulere og hæmme de instinktive og mere primitive funktioner i hjernen. Så vi ikke ”æder uhæmmet løs af sukker og dopamin”.

At impulshæmme og regulere vores behov er noget, hjernen først er færdigmodnet til at kunne gøre, når vi er i midt tyverne – når vores frontallapper (også kaldet direktøren i hjernen) er færdigmodnede. Så indtil det er på plads, er det de voksnes (forældrenes og fagpersonernes) opgave at være frontallapsdirektører og hjælpe med at regulere, behovsudskyde, impulshæmme og planlægge.

Men som de fleste forældre og fagpersoner nok ved, så medfører sætningen ”Du skal slukke for skærmen om ti minutter” ofte stor modstand. Det kan vise sig som alt fra indesluttethed, eder og forbandelser og gråd til voldsomme, udadreagerende reaktioner og nedsmeltninger.
 

Så hvad gør man? 

Noget af det vigtigste er, at man gør sig bevidst om og har en holdning til, hvor meget ens barn må være på skærmen. Altså at man har en holdning til, hvad der er et sundt skærmforbrug (hvad end man er forælder, og det drejer sig om forbruget derhjemme, eller man er skoleleder/lærer, og det drejer sig om forbruget i skolen).
 
Så stil gerne dig selv spørgsmålene:
 

• Hvad synes jeg, er et acceptabelt og okay forbrug af skærm i timer pr. dag? Eller: Hvad synes vi som skole/bosted/institution er et acceptabelt forbrug?
• Hvornår synes jeg, at skærmen bør lægges væk/slukkes?
• Hvornår er det ok med undtagelser?
• Hvad kan skærmen bruges til?

Ud fra din besvarelse af spørgsmålene skal I som familie eller personalegruppe aftale nogle skærmregler, og disse regler skal skrives ned. Alle skal være indforstået med dem (om end det er ok at have modstand på dem som barn eller ung), og de skal være tydelige.

Én af de regler, som vi har herhjemme med en teenager med autisme, er, at der ikke er skærm på hverdage efter 17.30. Skærmen (altså både computer, iPad, mobiltelefon, PlayStation mm.) skal altid slukkes kl. 17.30. Den eneste undtagelse er, hvis man er syg, hvilket er defineret ved, at man har feber eller kaster op (ja, vi har defineret sygdom tydeligt, for ellers kan det også give anledning til tvivl, når man har autisme).

Vi har også flere andre skærmregler på både hverdage og i weekenden, så ovenstående er blot ét eksempel på en regel. Denne regel har vi valgt, fordi vi gerne vil bruge aftenen på at være nærværende, spise og hygge sammen, og fordi vi ved, hvor vigtigt det er at give hjernen ro, før den skal i seng. At den får god tid til at geare ned, få pulsen og dopamin-niveauet stabiliseret, og at øjnene får ro og mørke til at udløse søvnhormonet melatonin, så man kan få en god og givende søvn.

Når man har fundet frem til, hvad man synes, er et acceptabelt skærmforbrug, og hvilke regler man gerne vil have i familien eller på skolen/institutionen, er der flere ting, man kan gøre.

Først og fremmest er det vigtigt at inddrage barnet eller den unge i, hvorfor man gør det. Altså fortælle dem om, hvordan skærm påvirker os og vores hjerner. Særligt den konkrete viden om, hvordan hjernen fungerer og udvikler sig, og hvordan skærmen påvirker denne udvikling, er gavnligt og effektivt for børn og unge med autisme. For det er konkret, faktuel og logisk viden, og på den måde kan det give mening, at man gør som, man gør, og mening betyder alt for en person med autisme!

På vores kursus om autisme og skærm kan du få konkret, praktisk og tilgængelig viden om hjernens funktion og skærms påvirkning af hjernen, så du kan tage denne viden med hjem og videreformidle. Du finder næste kursus her.

På kurset gennemgår vi også de redskaber, som man kan tage i brug til at regulere et skærmforbrug. Der er mange flere, end der er mulighed for at gennemgå her i nyhedsbrevet.

Jeg vil dog lige give et tip om, hvordan man kan håndtere den svære overgang fra skærm til virkelighed. Anne Skov Jensen fra Overlevelsesguiden har gjort mig opmærksom på, at det er beskrevet flere steder på nettet på engelsk (som her) – her er vores udlægning af det.

At binde en bro mellem den virtuelle verden og virkeligheden

Overgangen fra skærm til virkelighed kan nemlig være virkelig svær. Samtidig med at børn virkelig gerne vil. Som Ross Greene ihærdigt har gjort os opmærksom på:

”Børn vil, hvis de kan” (og ikke omvendt – tag ikke fejl!)

Som alle andre vil børn gerne føle sig set og hørt, og de vil gerne gøre det rette. Så vi skal hjælpe dem, både ved at være gode forbilleder (ja, du skal også huske at slukke skærmen og kigge op fra mobilen!), guide dem og give dem redskaber.

Så næste gang du skal hjælpe dit barn med den svære overgang fra den spændende, lokkende, vanedannende og trygge skærm ud i den virkelige, kaotiske og uforudsigelige (og ikke lige så spændende!) verden, så prøv dette:
 
Sæt dig ved siden af dit barn uden at sige noget. Observér i et minuts tid, hvad de laver på skærmen.

Prøv derefter at spørge ind til det. For eksempel: ”Det ser spændende ud. Hvilket niveau er du på?”. Spørg gerne så specifikt som muligt, og spørg med oprigtig interesse. Vis at du har lagt mærke til, hvad de laver/ser/spiller, og at du er nysgerrig på det og gerne vil vide mere.

Husk, at børn gerne vil føle sig set og hørt, og de vil elske at dele deres interesse og deres verden med dig. Det vil betyde alt for dem, at du viser, at du gerne vil ind i deres verden.

Når barnet har besvaret 2-3 spørgsmål, så ved du, at de langsomt er i gang med overgangen fra den virtuelle verden til den virkelige verden. Så er du i gang med at binde bro mellem de to verdener.

Nu er det muligt at slukke for skærmen og gå i gang med en anden aktivitet, eksempelvis at spise aftensmad. Du har fået dit barn ud af den virtuelle verden på en blid og effektiv måde, hvor faldet af dopamin-niveauet ikke er lige så abrupt og voldsomt.

Jeg håber, du har lyst til at afprøve ovenstående, næste gang dit barn skal slukke for skærmen. Det tager kun to minutter, men det gør hele forskellen, for både dig og dit barn (og her tænker jeg ikke kun på forælder/barn-relationen, men også elev/lærer-relationen eller beboer/pædagog-relationen etc.).

Hvis du gør dig erfaringer med ovenstående, så hører vi meget gerne fra dig – for eksempel på vores Facebook- eller Instagram-profil.

Pøj pøj med selv at ligge skærmen/mobilen væk, og med at hjælpe dit barn til at gøre det samme.
 
De bedste hilsener
 
Ea Carøe
Psykolog og leder i Molis
________________


Klik her for at komme tilbage til oversigten over vores tidligere blogindlæg.