Ring til os
E-mail

Om søvn og autisme

”Jeg vil give min højre arm for, at hun får en god nats søvn!”

Ovenstående sagde en mor til mig forleden i telefonen. Hendes datter har autisme, og moren har opsøgt os, fordi de har brug for hjælp til datterens søvnproblemer. Datteren har vanskeligt ved at falde i søvn om aftenen, blandt andet fordi hun ligger og analyserer alle de oplevelser, hun har haft i løbet af dagen, og fordi hun grubler og bekymrer sig om næste dag. Nogle gange får hun også angstlignende tanker om, at der måske sker hende eller hendes familie noget frygteligt, og så kan hun slet ikke sove. Ofte vågner hun op i løbet af natten eller sover uroligt, og hver morgen når hun vågner, er hun træt og langtfra udhvilet.

Søvnvanskelighederne er en stor belastning for hende og hendes familie, og de påvirker både hendes daglige trivsel, livskvalitet og udvikling i så høj grad, at hendes mor er parat til at gøre hvad som helst for at afhjælpe problemet. Søvnproblemet betyder, at det er svært for datteren at komme i skole, hun isolerer sig, hun er irritabel og initiativløs og sidder derfor med sin iPad en stor del af dagen.

Søvnproblemer er et stort problem hos børn, unge og voksne med en autismespektrumforstyrrelse. Med en autismespektrumforstyrrelse er sandsynligheden for, at man enten har eller vil få en kronisk, langvarig eller periodisk søvnforstyrrelse særdeles høj, og en del forskning peger på, at størstedelen af børn med en autismespektrumforstyrrelse på et eller andet tidspunkt oplever søvnproblemer. Søvnproblemerne kan være, at man har svært ved at falde i søvn, at man sover for lidt eller for meget, at man har mange opvågninger, eller at man har en forskudt døgnrytme.

Udover at påvirke den daglige trivsel, humøret og livskvaliteten, kan søvnproblemer ligeledes forværre problematikker knyttet til autisme såsom sociale udfordringer, udfordringer med kommunikation samt adfærdsmæssige problemer i form af mere uopmærksomhed, hyperaktivitet, repetitiv adfærd, konfliktadfærd og udadreagerende adfærd. Søvnproblemer er ligeledes både en stressfaktor (noget, der øger vores stress) ligesom det er et symptom på stress. Søvnproblemer kan således skabe en virkelig ond cirkel.

Årsagen til, hvorfor autisme og søvnvanskeligheder ofte hænger sammen, er kompleks og skyldes flere forhold. Faktorer som øget sansesensitivitet, for eksempel over for lys, temperatur eller lyde, uro og rastløshed i kroppen, angst og bekymringer ved sengetid, dårlige søvnrutiner, fordøjelsesproblemer samt anderledes hormonregulering har vist sig at være forbundet med søvnvanskeligheder ved autisme.

Det er heldigvis muligt enten at minimere søvnproblemerne eller komme dem helt til livs. Hos os får vi henvendelser af forskellige årsager, f.eks. henvendelser på grund af depression/nedtrykthed, udadreagerende adfærd, stress eller angst, og vi oplever ofte, at søvnen spiller en meget central rolle, og at det er vigtigt, at der arbejdes med god søvnhygiejne som en del af behandlingen. Søvn er noget af det mest afgørende for vores livskvalitet, og uden god søvn vil det være svært at opnå optimal trivsel.

Vidste du, at den vigtigste forudsætning for, at man kan få en god søvn som voksen, er, at man som barn har den samme rutine hver aften før sengetid, og at man kommer i seng på samme tidspunkt hver aften? Eller vidste du, at for eksempel mandler, bananer, mørk chokolade og yoghurt er godt at spise om aftenen, hvis man er sulten?

Hvis du er nysgerrig efter at vide hvorfor og at vide mere, så holder vi kursus om søvn hos børn, unge og voksne med en autismespektrumtilstand. Læs mere her og find det næste kursus under kommende kurser.

Kurset er for dig, der selv oplever søvnproblemer, dig, som har en pårørende (f.eks. et barn), der lider af søvnproblemer eller dig, der arbejder med mennesker med autisme eller ADHD. På kurset gennemgås søvnens betydning, og samtidig introduceres det, hvordan man får bedre søvnrutiner. Du vil gå hjem fra kurset med nye værktøjer og redskaber, som du kan tage i brug med det samme.

Hvis du er mere nysgerrig efter at vide mere om søvn og søvnproblemer, så kan du også læse mere på vores hjemmeside her.

Kærlig hilsen

Ea
Psykolog i Molis

______

Klik her for at komme tilbage til oversigten over vores tidligere blogindlæg.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her får du viden om autisme og information om nyheder og kommende kurser.
Ved tilmelding til vores nyhedsbrev samtykker du til vores privatlivspolitik.

Ring 29 80 29 90