Diagnostiske klassifikationssystemer

To internationale diagnostiske klassifikationssystemer

Der findes to internationale diagnosesystemer, International Classification of Diseases (ICD),  udarbejdet af verdenssundhedsorganisationen WHO og Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM),  udarbejdet af American Psychiatric Association (APA).

De nyeste gældende versioner af de to diagnostiske klassifikationssystemer er ICD-10, der blev udgivet i 1992 og DSM-5, der blev udgivet i 2013. I 2018 lancerede WHO den 11. reviderede version af ICD, ICD-11, som træder i kraft den 1. januar 2022. 

WHO’s (World Health Organisation) ICD-system er det internationale diagnosesystem, som bliver anvendt i Europa, Asien og Afrika.

DSM-systemet er udviklet i USA, og det bliver anvendt i Nord- og Sydamerika. Derudover følger næsten al international forskning DSM-diagnosesystemet.

Du kan læse mere om ICD-10 og DSM-5 her på hjemmesiden.

Hvorfor klassificere?

Det vigtigste formål med at klassificere er at skabe et system, som muliggør kommunikation mellem behandlere. Et klassifikationssystem hjælper også forskere til at systematisere den opnåede viden ved psykiske vanskeligheder. Ved at gruppere og afgrænse diagnosegrupperne kan forskere undersøge den enkelte sygdoms årsagsforhold og symptomer, udløsende faktorer for sygdommen samt sygdommens forløb og reaktion på forskellige behandlingsformer. Et fælles internationalt klassifikationssystem er nødvendigt, hvis forskere skal kunne udveksle deres forskningsresultater.

Diagnostik kan være vanskelig, idet der er flydende overgange mellem det normale og det patologiske (det syge). Samtidig flyder kategorierne også over i hinanden, således at patienten ofte må tildeles flere diagnoser for at få dækket symptomerne ind. Der er eksempelvis glidende overgange (komorbiditet) mellem diagnoserne social angst, generaliseret angst og depression. Desuden kan der være en væsentlig individuel forskellighed inden for de samme diagnoser. Den enkelte persons vanskeligheder og den sociale kontekst, som symptomerne har udviklet sig i, skal derfor altid vægtes højt og diagnoser må således aldrig stå alene.