Ring til os
E-mail

Kursus om piger og kvinder på autismespektret tirsdag d. 28. maj 2019 i København

Mange piger og kvinder med autisme er hidtil blevet overset eller fejldiagnosticeret.
For mange piger og kvinder med autisme kommer autismen til udtryk på en anden måde end de mere klassiske tegn, mange forbinder med autisme.

Autisme-trækkene kan være synlige på en anden måde og er ofte ikke så i øjnefaldende. Derfor kan piger og kvinder med autisme blive fejldiagnosticeret eller overset indtil teenageårerne eller langt ind i voksenalderen.  

På dette kursus gennemgås nogle af fællestrækkene ved pigernes og kvindernes profil, og hvad der kan være pigernes og kvindernes behov.

Kurset vil være en blanding af en teoretisk gennemgang af emnet og en praktisk tilgang til, hvordan man kan møde pigerne og støtte dem bedst muligt, ligesom der vil være forslag til, hvilke redskaber man kan bruge.

Ensomhed og kopiadfærd
Piger med autisme har ofte et udpræget ønske om at være en del af det sociale fællesskab, at passe ind og at have gode venskaber, men de har vanskeligheder ved at være i eller bruger meget store mængder energi i sociale relationer, og de kommer ofte til at føle sig ensomme og oversete.

Pigerne har ofte en følelse af at være anderledes, hvilket desværre kan blive til en forkerthedsfølelse, og flere piger vælger derfor at trække sig og isolere sig. Mange piger med autisme håndterer deres usikkerhed i sociale sammenhænge ved at kopiere andres adfærd og bruger altså meget energi på at analysere og imitere jævnaldrende piger for at passe ind.

Sendiagnosticering og følgetilstande
Da pigerne har mange kompenserende strategier som eksempelvis kopiadfærd, overser omgivelserne ofte, hvad der er svært for pigerne, og hvor eksempelvis stressbelastede de er. De fremstår ofte med mange ressourcer og mere stille og pligtopfyldende og derfor også mindre forstyrrende og iøjnefaldende i familien, institutioner eller på uddannelser.

Af samme årsag bliver mange piger og kvinder med autisme sendiagnosticeret eksempelvis i forbindelse med en anden følgetilstand som spiseforstyrrelse, angst, depression eller selvskade. Mange voksne kvinder oplever, at de mange år, hvor de har imiteret andres adfærd, betyder, at de er blevet usikre på, hvem de er, hvad de egentlig ønsker og kan lide. De kan tilmed også opleve en vis modstand eller uforståenhed fra omgivelserne i forhold til autismediagnosen, fordi den kommer til udtryk anderledes, end mange forestiller sig.

Affektsmitte
Mange piger og kvinder med autisme oplever, at de er sensitive og påvirkelige over for stemninger og følelser, og at de overvældes af andres følelser og har svært ved at adskille andres fra egne følelser. Mange af pigerne beskriver, at de har tankemylder, og at de konstant forsøger at analysere alt, hvad der sker omkring dem for at finde mønstre eller sammenhæng i det sociale samvær. Alligevel oplever de, at de ofte mangler strategier til at begå sig og til at trives i det sociale liv.

Høj stress-sårbarhed
Samlet set bruger mange piger og kvinder med autisme dagligt enorme mængder af energi på at navigere i det sociale fællesskab, og de udmattes derfor hurtigere end deres jævnaldrende. Pigerne og kvinderne oplever ofte at være meget tæt på deres stress-tærskel, og det er en stor frustration og ofte også en stor sorg sorg, at de ikke oplever at have samme energiniveau som andre, og at de ikke har energi til alt det, de gerne vil. På kurset beskrives denne høje stress-sårbarhed, og der gives eksempler fra klinisk praksis på metoder til at arbejde med stress-niveau og energi-forbrug.

På kurset gennemgås viden om piger og kvinder med autisme teoretisk og praktisk med forslag til, hvordan man som omgivelser bedst kan møde pigerne og kvinderne og støtte dem, ligesom der vil være forslag til, hvilke redskaber man kan benytte med piger eller kvinder med autisme som pårørende og fagpersoner.

Praktiske oplysninger

Kurset varer fire timer, og undervejs vil der være te, kaffe og snacks. Du vil få udleveret materialer på kurset, og du vil efter kurset kunne få alle materialerne i pdf-format, hvis du ønsker det.

  • Kursus: Piger og kvinder på autismespektret.
  • Dato: tirsdag d. 28. maj 2019.
  • Tid: kl. 12.00-16.00.
  • Sted: Molis, Store Strandstræde 19, 1. sal, 1255 København K. 
  • Målgruppe: Alle over 16 år, der selv har autisme, pårørende og fagfolk (forældre, primære omsorgspersoner, plejeforældre, aflastningsfamilier, støttekontaktpersoner, psykologer, lærere/skoleledere, pædagoger, ergoterapeuter, fysioterapeuter, læger, psykiatere, sygeplejersker og socialrådgivere og andre, der arbejder med børn, unge og voksne med autisme eller sociale og kommunikative vanskeligheder).
  • Deltagerantal: Max. 20 deltagere.
  • Underviser: Psykolog Vibe Nordahn Bredsdorff.
  • Pris: Kr. 995,- inkl. materialer og forplejning.
  • Tilmeldingsfrist: Tirsdag d. 21. maj 2019.


Spørgsmål

Har du spørgsmål til kurset, er du meget velkommen til at kontakte Vibe på mail: vibe@molis.dk eller på telefon 51 91 22 36.

Hvis du ønsker at holde øje med, hvornår kurset udbydes næste gang, eller hvilke andre kurser vi udbyder, er du velkommen til at tilmelde dig vores nyhedsbrev her.

Tilmelding & uddybende information

Du tilmelder dig kurset ved at købe billetter her:

Køb billetter

Købet er bindende og kan ikke fortrydes. Læs mere om vores handelsbetingelser her.

Du finder uddybende information om kurset her. Husk gerne at læse og eventuelt downloade og printe informationen på forhånd.

Hvis du ønsker at tilmelde dig/jer med betaling via EAN-nummer, bedes du udfylde nedenstående. Dette tillægges et administrationsgebyr på kr. 50,- pr. faktura.

Betaling med EAN-nummer

Information om deltager:

Ved tilmelding til kursus samtykker du til vores privatlivspolitik.