Sanser

Når hverdagen er et eksponeringseksperiment

Dette indlæg er skrevet af Kia Ehlers, ergoterapeut i Molis.

Hverdagens sanser sover aldrig. Og de tager aldrig på ferie. De er altid i spil, og de ligger altid på lur om hjørnet. Både de sanseindtryk, der driller og spænder ben, men heldigvis også de sanseindtryk, der hjælper os og er vores allierede – de er desværre bare ikke altid så anmasende som drillesanserne.

Hverdagen er én stor eksponering.

Genkender I at være i tvivl? I tvivl om de rigtige valg i forhold til at tage chancen med at udsætte børn og voksne for visse stimuli eller skåne og beskytte børn og voksne fra visse stimuli? Eller os selv for den sags skyld.

Hvornår er det nok værd at eksponere og holde fast i noget, som indebærer visse stimuli, og hvornår er det mest værd at lade være?

Alle mennesker med sensoriske udfordringer er hverdagskrigere. Og det er en kompliment fra min side.

Det er et sensorisk højrisikojob at gå i børnehave, i skole, på uddannelse og på arbejde, når man har autisme og/eller ADHD og samtidige sansebelastninger. Wauw, der er mange forskellige sanseinput, forskellige sansekombinationer, forskellige sanseintensiteter, forskellige sanseskift og forskellige sansemængder.

Så hvordan håndterer man den risiko? Som barn, som ung, som voksen, forældre eller som professionel hjælper til de krigere?

For udbyttet skal jo helst være arbejdsindsatsen værd de allerfleste dage, så der er plus på trivselskontoen i det samlede regnskab.

Jeg vil gerne melde mig og forsøge at være arbejdsmiljørepræsentant for hverdagens børn, unge og voksne, der tager sansekrigen op hver dag i jagten på sansefred.

Det sensoriske arbejdsmiljø for vores små og store krigere er vigtigt. Det sensoriske miljø, som man skal udfolde sig i, lære i og præstere i, skal gerne være balanceret og fyldt med muligheder for til- og fravalg undervejs.

Der skal være nødrationer til rådighed til løbende regulering, når man er på farten i marken og gerne et afsides sikkerhedsskjul til genopladning af ressourcer, indimellem veloverstået præstationer, eller når man er såret.   

Jeg slår igen et slag for sensorisk aktivitetsanalyse (tilrettelagte sansestimuli sammen med de 10 H’er), så de rette sansehensyn og sansegaver er inden for rækkevidde til at imødekomme særlig sansning. Læs mere om det her (link).

Bæredygtig balance

Man skal have copingstrategier og mestringsevne (det vil sige handlemuligheder med overskud og overblik) for at kunne skabe en bæredygtig balance. Det lyder pænt – og rigtig svært.

Det svarer til, at når skibet begynder at hælde, er det på tide at få rettet skuden op. Det er nemmere sagt end gjort. Jo flere faresignaler, der er til stede, des større er risikoen for at kæntre.

Opbygning af modstandskraft og forebyggelse mod ’sansekrig og sansestress’ – og dermed at skibet kæntrer – handler om at tilrettelægge den sensoriske hverdag på en bæredygtig måde.

Bæredygtighed ved vi vil sige, at der er balance mellem udnyttelse og beskyttelse af ressourcerne.

Når der i en hverdag er høje krav til:

• Sortering
• Bearbejdning
• Indre regulering

Så skal ressourcerne, hvilket i dette tilfælde er de sensoriske tolerancer (= hvor meget stimuli kan der rummes før bægret flyder over) beskyttes med:

• Dosering
• Skærmning og pauser
• Ydre regulering

Og udnyttes bedst muligt ved:

• Rette timing
• Rette sansekombination
• Opbygning af kropslig ro og balanceret kropsfornemmelse

Bæredygtighed er svært, og det er en langvarig proces, der kræver en tålmodig chef, en god handleplan og prioriterede midler. Jeg vil gerne tale med chefen og gennemgå processen, uanset om chefen er dig, pædagogen, læreren eller en anden. Jeg er klar til et arbejdsmøde.
 

Beskyttende vs. risikofyldte faktorer

Vi ved fra belastningspsykologien, at de forskellige forhold, der har betydning for, hvor voldsomt en person vil blive påvirket af noget, kan deles op i beskyttende faktorer og risikofaktorer.

En risikofaktor er et forhold ved enten omgivelsen, aktiviteten eller personen, som øger sandsynligheden for en negativ udvikling hos personen.

Derimod er en beskyttende faktor et forhold, der enten forhindrer forværring eller øger sandsynligheden for en positiv udvikling. En beskyttende faktor kan i sig selv ikke ophæve risikoen, men den ville kunne mildne belastningen og forhåbentlig tage fra i et eventuelt fald.

Jeg mener, at man kan se hverdagen med hverdagens sensoriske udfordringer som en risikomatrix (se billede nedenfor). Et matrix-skema som kan hjælpe med at risikovurdere hverdagens udfordringer ud fra graden af sandsynlighed op i mod graden af konsekvenser, hvis sandsynligheden faktisk sker.

Hvad er sandsynligheden for, at en eller flere sensoriske triggere, der potentielt er af overstimulerende karakter, overvælder og nedsmelter personen, og hvad er konsekvenserne, hvis en eller flere af de triggere forekommer?

Er konsekvenserne små og acceptable og håndterbare, eller er de moderate eller for store, hvis risikoen bliver til virkelighed?

Eller kan vi skrue på risikograden og tage kontrol over nogle triggere ved at fjerne eller ændre dem, så både sandsynlighed og konsekvensberegning bliver mindre og til at håndtere og dermed acceptere risikograden?


[Klik på billedet for at se en pdf-version]

Jeg tager hatten af for alle, der ser hverdagen i øjnene og kæmper alt, hvad de kan for at holde styr på alle udgifter i energiregnskabet og higer efter indkomster i energiregnskabet, når det kommer til hverdagens sansestimuli.

Det er et kæmpe stykke arbejde at styre udenom de store risikofaktorer og have nok beskyttende faktorer i rygsækken. Og nogle gange er rygsækken tom.

Af Kia Ehlers, ergoterapeut i Molis.

________________

Klik her for at komme tilbage til oversigten over vores tidligere blogindlæg.

Læs Pernilles Hebsgaards tidligere indlæg om sanserne her.

Her kan du læse vores indlæg om at træffe valg for dit barn. 

Hvis du vil læse mere om sanseintegration, kan du klikke her.