Sanseintegration i bindevævet

Den vigtige sammenhæng mellem bindevæv og sanseintegration

Dette indlæg er skrevet af Kia Ehlers, ergoterapeut i Molis. 

Hvorfor er det vigtigt at forstå bindevæv sammen med forståelsen af sanseintegration? 

Det er det, fordi et overbelastet og sensorisk udfordret nervesystem af gode grunde sender lidt for meget stresshormon ud i vores system – ud i kroppen – og det sætter sig i vores væv - vores bindevæv.

Hvis ikke stresshormonet i et nogenlunde flow renses ud af vores væv - eksempelvis via god søvn, motion og bevægelse, grin og rolig hygge - så sætter det sig lidt fast og 'kalker til'. Nervesystemet låser. Kroppen låser. Enten låst med følelsesløshed (hypo-tilstand) eller låst med smerte (hyper-tilstand).

Kendetegn: Svært ved at mærke sig selv nuanceret og en udfordret kropsfornemmelse og kropstolkning. Derudover tendenser til ømhed, træthed og at føle sig tynget.

Kroppen sender lidt utydelige signaler – eller blandede tvetydige signaler – fordi der i 'rørsystemet', også kaldet nervesystemet, er lidt ujævn passage fra input (stimulering) til endestation (opfattelse i hjernen).

I sådanne tilfælde er jeg i mit arbejde med børn, unge og voksne – og deres familier og omsorgspersoner – virkelig udfordret. Jeg skal nemlig tænke yderst kreativt og tålmodigt. Jeg ved, at I kender ALT til det derude.

For hvad er vejen, metoden og en acceptabel to-do i et sådant nervesystem?

Der er ikke noget 'bare'. Vi kan ikke bare lige lave en aftale om det næste lille skridt og tro, at vi så bare går derudad fuld fart frem.

Det er nemlig her, at det er supersvært at implementere tilstrækkelig kontinuerlighed i de kropslige strategier og kropslige stimulering, især når personen med det stressede nervesystem har et dagligt aktivitetsniveau, der bærer dominerende præg af undvigelse - ofte passivitet og stor grad af isolering - og en helt naturlig utålmodighed. Det er logisk og forståeligt, at tænkeligningen i et menneske med det nervesystem er 'nyt = potentiel trussel'. Og så er der alarmering, mere stress, mere låsning.

Bedømmelsen af nye uvante input som eksempelvis 'det er ikke det værd' kommer hurtigere end alle de gentagelser af indsatsstrategier, der er nødvendige for, at der er en reel chance for at etablere en reel forandring.

Dem, der kender mig, ved, at jeg er på faglig jagt efter at finde metoder til at praktisere 'bottom up' - altså sanseintegrationsbehandling - på en 'top down' (logisk erfaringstænkende) acceptabel måde i de stressede nervesystemer, der skal modtage indsatsen.

Især hos de børn og unge, som har så umodne frontallapsfunktioner, at der er risiko for, at de vil tænke, at når noget er prøvet én til to gange, og det ikke var fantastisk, hvorfor fan*** så prøve det, eller noget der ligner, igen.

Kæmpe dilemma – jeg møder det ret tit.

Bindevævsstress - hvad er løsningen? 

Når vores bindevæv er 'kalket til' med stress, så har vores væv endnu sværere ved at registrere og videreformidle de kropslige, organiserende sansninger, som vi egentlig har brug for for at grounde og berolige os. Det er, som om de kropslige input glider af, opløser sig og ikke kommer igennem.

Derfor skal der HELT VILDT MEGET stimulering til for at opbygge depot og 'komme over 0-grænsen', da der er så meget minus på kontoen, at mange inputs i lang tid stadig ikke batter og dermed fortsat vil føles som minus.

Jeg håber, at min visualiserende retorik giver mening og forståelse for nogen.

Bindevævet er det, der - sjovt nok - binder vores strukturer sammen. Bindevæv er formidler og transportør af vores egne beskeder rundt i vores eget system. Bindevæv er vores overordnede væv, som forbinder vores nervevæv med vores muskelvæv og vores væv omkring vores organer. Vævet kan blive stramt, rigidt og hårdt, hvis ikke det har det godt.

Det kommer sig af, at overlevelsestilstande, forsvarsreaktioner, selvbeskyttelse og lignende bruger 'tricket' med at lukke af og ikke mærke sig selv for at spare energi, kapacitet og ressourcer. Smart! Funktionelt! Effektivt i en kaostilstand.

Men hov, når dette ikke kun er undtagelser og midlertidige løsninger - ubevidst, bevares- og når det i stedet bliver dagligdagens agenda, fordi dagligdagen som koncept er blevet en trussel, så bliver der per automatik mindre og mindre adgang til at mærke sig selv. Mærke sit reelle væv. Vævet 'slukker' så at sige.

Det, der gøres mest af, bliver det nemmeste og bedst tilgængelige. Det ved vi da, når vi i positive sammenhænge følger frasen 'øvelse gør mester'. Øvelse i 'nedlukning' gør desværre også mester i 'nedlukning'.

Hvis der har været lukket ned, så bliver det tilnærmelsesvis 'almentilstanden'. Og så skal der knokles for at forandre og omorganisere nervesystemets vaner. Vævets vaner.

Receptorerne i muskelvævet og bindevævet skal lige vækkes og vænne sig til at være tændte og modtagelige igen og sende nye slags beskeder til nervevævet, så vi også kan bevidstgøre vores nye registrering.

Jeg har skrevet om over- og underregistrering før og sat spot på, at der skal arbejdes med at stimulere de underregistrerende kropssanser med høje tolerancer; særligt den proprioceptive muskel-led-sans.

Læs mit tidligere blogindlæg om underreaktioner og understimulering her. 

Bindevævsstressen er endnu en årsag hertil. Rigtig mange af de sansereceptorer, der er i bindevævet, hører til vores proprioceptive sansesystem – altså min yndlingssans - muskel-led-sansen.

Et godt, smidigt, velsmurt bindevæv er altså forudsætningen for at kunne være en god katalysator for vores proprioceptive sansning. Dermed er trivslen i vores bindevæv afgørende for, hvor godt vi mestrer at registrere vores krop.

Når der er lidt snavs i bindevævet, og det bliver uelastisk, så er vi gearet til at kompensere for det. Og de kompenseringer påvirker vores kropslige sundhed, vores vejrtrækning og vores evne til at tage effektivt vare på os selv - herunder på vores basale behov som sult, tørst, søvn, toiletbesøg med mere.

Disse kompenseringer er jeg meget nysgerrig efter at forstå og analysere, så jeg kan prøve at finde ud af, hvor de kommer fra, og hvilken 'sti' af indsatser jeg skal sætte i gang, så jeg rammer de rigtige spor i lige netop dét nervesystem og dét bindevæv.

Og derfor sanseintegration i bindevævet – eller i hvert fald sammen med bindevævet.

For sansebearbejdning og spor i bindevævet hænger sammen. Derfor hænger sansestimulering og bindevævets trivsel sammen. Og dermed hænger kropsterapi sammen med stressreducering i nervesystemet.

Jeg arbejder med sansning både fysisk og psykisk. Følelsesmæssigt og relationelt. Kropsligt via egen-regulering og sam-regulering. Sansning er alle steder - både ydre sansning og indre sansning. 

Det er hammersvært at arbejde med sansning i bindevævet.

Bindevævet stimuleres og trænes ved al slags god og positiv bevægelse. Men motion og bevægelse er bestemt ikke altid nemt at implementere og dermed ikke noget, der altid ligger lige for.

Bindevævet kan og skal ofte hjælpes med at kunne dette via en masse forarbejde - eksempelvis arbejde med først søvn, følelsesmæssige tillids- og ro-betingelser og styr på alle de ydre sanser og ydre stressfaktorer.

Indtil da må vi se, om vi kan graduere bindevævstræningen ved at øge god selvstimulering, god stimming, god motorisk 'uro' og eventuelt sensoriske hjælpemidler, massage, vibration og dybdestimulering, afspænding og vejrtrækningsøvelser på den måde, det nu kan lade sig gøre.

Vi giver ikke op.


Af Kia Ehlers, ergoterapeut i Molis.

________________

Klik her for at komme tilbage til oversigten over vores tidligere blogindlæg.

Læs Kia Ehlers tidligere indlæg om vores inderste sanseliv her. 

Læs Pernilles Hebsgaards tidligere indlæg om sanserne her.