Ring til os
E-mail

Sensorisk spiselæring uden madkrav 28. september 2023

Er det svært at knække koden til årsagen bag den selektive og sanseforstyrrede spisning? Kender du et barn eller en ung, som udover madsituationerne også knokler med sensorisk sensitivitet og udfordret sansebearbejdning i flere sammenhænge i hverdagen?


Måltiderne driller, madudvalget er begrænset og konsistens, farver og temperaturer er afgørende, madregler er vigtige, og det skal for alt i verden være forudsigeligt, som det plejer – og isoleret spisning er mest trygt og overskueligt. 

Sensorisk spiselæring fokuserer på at modne alle de sanser, der er involveret i spisning. Men der sættes fokus på at modne sanserne på tidspunkter udenom spisesituationen igennem aktiviteter, der styrker forudsætningerne for at være tilstrækkelig sanseklar og sansestærk i forhold til at kunne spise. 

Ingen madkrav

Dette kursus handler om at påvirke spisningen uden at sætte startkrav til mad eller spiseeksponering.
 
Kurset er ikke en kritik af andre spisebehandlinger, terapeutiske koncepter med metoder til madlæring eller et udtryk for generel modstand mod madkrav.
 
Dette kursus henvender sig til dem, der ikke har fået specifik spisehjælp, dem, der ikke var heldige med den hjælp, de fik, og dem der har brug for noget andet eller noget mere end fokus på maden. 
 
At spise er en meget sammensat og kompleks færdighed, som stiller store krav til samtidig bearbejdning af følesans, lugtesans, visuel og auditiv sans, vestibulær og proprioceptiv sansning samt god interoception – og nåh ja smagssansen.

Men smagssansen er på sidstepladsen. Ubalance i de andre sansesystemer har massiv indvirkning på spisning og har meget større betydning end smagssansen. 
 
Udfordret spisning handler meget sjældent om at kunne lide smagen eller ej. Det handler om sansebearbejdning af alle sanser lang tid før spisning og selvfølgelig undervejs i spisesituationen, samt bagefter, hvor både sanser og mad skal fordøjes.

Det sker, at børn og unge bliver kaldt kræsne og med undertoner af, at børn og unge 'bare lige' skal presses og udfordres lidt, så de ikke får lov til så meget kontrol og styring.

Deltagere på dette kursus har ikke kræsenhedsdomme og er nysgerrige efter andre sammenhænge og forståelsesmuligheder og er ivrige efter at finde metoder til at arbejde med spiselæring uden at fratage børn og unge deres oplevelse af kontrol. 

Spisningens sansebearbejdning

Kursus går bag om og ved siden af spisningen og ser spisningen som et udtryk for alle de bagvedliggende bearbejdninger af oplevelser, daglig sansebearbejdning, stressbelastninger og forudsætninger for at mærke sult, mæthed, kvalme med mere. 

Dette kursus validerer, at alle spisebetingelser er gyldige og er til af en grund og tror på, at den nuværende selektive spisning har en brugbar funktion for den pågældende uanset omverdens syn på og vurdering af, om det er hensigtsmæssigt eller ej. 

På kurset analyseres al sansebearbejdning bag spiseudfordringer, der gives bud på indsatser til at forbedre sansebearbejdningen med mål om øget spiseglæde og spisekunnen, og der gives indblik i aktivitetsmuligheder og øvelser, der gavner alle de færdigheder, der skal i brug for at spise.

Dette er for eksempel kropsorienterede sansemotoriske aktiviteter - både grovmotorisk, finmotorisk og mundmotorisk - og det er ligeledes aktivitetsvejledning med fokus på tonus, arousal og energiforvaltning samt aktiviteter med fokus på regulering og stressreducering. 

Kurset er relevant for private omsorgspersoner og pædagogisk personale, der arbejder med børn og unge fra tre år og frem til unge voksne med autisme, ADD, ADHD og sansebearbejdningsvanskeligheder med og uden øvrige diagnoser, men involverer ikke specifikke spiseforstyrrelser eller tungebåndsproblematikker.

I Molis udarbejder vi sensoriske udredninger på børn, unge og voksne via sanseprofil. Læs mere her.

Vi udbyder også sansemotoriske selvreguleringskurser som individuelt tilpassede forløb. Læs mere her.


Praktiske oplysninger

Kurset varer 6 timer, og undervejs vil der være forplejning med te og kaffe samt løbende snacks, lækkerier og frokost. Du får udleveret øvelsesmateriale på kurset, og efter kurset får du adgang til alle slides og værktøjer i pdf-format.
 
  • Kursus: Sensorisk spiselæring uden madkrav.
  • Dato: Torsdag d. 28. september 2023.
  • Tid: kl. 10.00-16.00.
  • Sted: Molis, Solrød center 33, Solrød Strand lige ved stationen (Tryk her for adresse og rutevejledning). (Indstil GPS til Solrød Center 31)
  • Målgruppe: Både privatpersoner (forældre, pårørende, primære omsorgspersoner, plejeforældre, aflastningsfamilier) og fagfolk (pædagoger, lærere, pædagogmedhjælpere, støttekontaktpersoner, talehørerlærere, psykologer, institutionsledere, socialrådgivere, sagsbehandlere, sundhedsplejersker) og øvrige interesserede i emnet.
  • Deltagerantal: Op til 26 deltagere.
  • Underviser: Autoriseret ergoterapeut Kia Ehlers.
  • Pris: Kr. 1.895,- inkl. materialer og forplejning.


Tilmeld dig kurset her

Tilmelding via EAN

Ønsker du at betale via EAN skal du udfylde den relevante information herunder. Tilmelding er bindende og kan ikke fortrydes; læs mere om vores handelsbetingelser her.

Information om deltager:

Faktura skal fremsendes til:

Ved tilmelding samtykker du til vores privatlivspolitik.

Spørgsmål

Har du spørgsmål til kurset, er du meget velkommen til at kontakte os. Du er også velkommen til at tilmelde dig vores nyhedsbrev her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her får du viden om autisme og information om nyheder og kommende kurser.
Ved tilmelding til vores nyhedsbrev samtykker du til vores privatlivspolitik.

Ring 29 80 29 90