Skolevægring betyder, at barnet enten helt eller delvist ikke kommer i skole, og barnet kan klage over hovedpine, træthed eller lignende om morgenen for at slippe for at gå i skole. Nogle børn kan have grædeture og/eller raserianfald.

Skolevægring er mest almindeligt hos førsteklasser, blandt 10-11 årige og 14-15 årige, men skolevægring kan starte når som helst. Skolevægring er særligt udbredt blandt børn og unge med en autismespektrumforstyrrelse.

Hvis man oplever følgende, skal man være opmærksom på skolevægring:

  • Barnet viser stort ubehag ved at tage i skole og beder om lov til at slippe hele eller dele af dagen
  • Barnet møder på skolen efter at have vist ”problemadfærd” om morgenen
  • Barnet møder op, men forlader skolen i løbet af dagen
  • Barnet er helt borte fra skolen

 

Skolevægring er ofte komplekst og kan have mange forskellige årsager, som for eksempel angst, depression eller stress, det kan forårsages af problemer i skolemiljøet hos enten skolens personale/skolens rammer eller blandt de jævnaldrende (eksempelvis udelukkelse fra fællesskabet eller mobning) eller af problemer i hjemmet.

Hvis man som forælder oplever, at ens barn ikke vil/kan tage i skole, er det vigtigt at undersøge, hvad årsagen til barnets adfærd er, eventuelt i samspil med fagpersoner.

Som forælder skal man forsøge at fortsætte med at støtte barnet i, at det kommer i skole, da det kan blive vanskeligere og vanskeligere at få barnet tilbage i skolen, jo længere tid barnet er væk fra skolen, og da manglende skolegang kan give barnet yderligere problemer og nedsat trivsel.

I Molis arbejder vi med problematikker omkring skolevægring, særligt i relation til autisme, og vi giver psykologisk og pædagogisk rådgivning og støtte. Du er meget velkommen til at kontakte os for en aftale.