Nonverbal Learning Disorder (NLD) er et neurologisk syndrom, der på mange områder minder om højtfungerende autisme eller Aspergers syndrom

NLD betegnes også som ikke-sproglige indlæringsvanskeligheder eller højrehemisfæresyndrom. Højre hjernehalvdel er involveret i synsprocesserne og vurdering af synsindtryk, i forståelsen af nuancer og evnen til at vurdere sig selv. Derfor kalder man til tider NLD for højrehemisfæresyndrom.

NLD er ikke en anerkendt diagnose i WHO’s diagnosesystem ICD-10.

NLD viser sig især på fire områder:

  • Motoriske vanskeligheder: koordinationsevne, balanceevne og finmotorik.
  • Visuo-spatiale vanskeligheder: rum-retningssans, evne til at afkode visuelle informationer, evnen til at organisere og skabe orden.
  • Social-kognitive vanskeligheder med at forstå nonverbale signaler som kropssprog og mimik, vanskeligheder med at navigere socialt.
  • Sensoriske vanskeligheder: overfølsomhed for sansepåvirkninger, berøring, lyde, lugt, mange menneske på én gang etc.

Sammenlagt påvirker vanskelighederne evnen til at forstå sammenhænge, strukturere, bedømme, planægge og prioritere.

Børn med NLD har oftest gode sproglige og auditive evner. De lærer ofte at tale meget tidligt og udvikler ofte et meget omfattende ordforråd. Barnet kan være utrolig god til udenadslære, kan være meget detaljeorienteret, kan eventuelt lære at læse meget tidligt og kan udvikle virkelig gode stavekundskaber. De tænker dog oftest meget konkret, dvs. opfatter mange ting meget bogstaveligt (eksempelvis er det vanskeligt for dem at forstå ordsprog).

Børn med NLD har store vanskeligheder med social forståelse, men deres typisk gode sproglige evner slører som regel de underliggende vanskeligheder. Sproget bruges som kompensation, men der mangler forståelse for regler, situationer, abstraktioner og overførte betydninger.

NLD adskiller sig fra ADHD på flere punkter. Børn med NLD har ikke vanskeligheder med at fastholde opmærksomheden, og de er sjældent hyperaktive. NLD adskiller sig fra Aspergers syndrom ved, at børn med NLD oftest ikke har særinteresser og stereotypier, ligesom mennesker med Aspergers syndrom sjældent har finmotoriske vanskeligheder. Børn med NLD er desuden normalt nysgerrige, hvilket børn med Aspergers syndrom sjældent er.

Overordnet set kan man sige, at børn med NLD med flest autismetræk vil have brug for hjælp til at klare sig socialt og til at organisere sig i forhold til andre mennesker som voksne, mens at børn med NLD med flest ADHD-træk primært har brug for hjælp til at fastholde deres liv i gode rammer.

I Molis giver vi psykologisk og pædagogisk behandling, støtte og rådgivning omkring Nonverbal Learning Disorder.  Du er meget velkommen til at kontakte os,  hvis du har spørgsmål, og du kan også udfylde felterne herunder, og så kontakter vi dig.

 

Jeg vil gerne kontaktes





*skal udfyldes