Aspergers syndrom karakteriseres ved de samme kvalitative forstyrrelser af det sociale samspil som infantil autisme og et begrænset, stereotypt og repetitivt repertoire af interesser og aktiviteter.

Aspergers syndrom blev beskrevet første gang af Hans Asperger (østrigsk børnelæge) i 1944 som autistisk psykopati. Hans Asperger er altså årsagen til navnet ‘Aspergers syndrom’.

Tilstanden afviger fra infantil autisme ved, at der ikke ses generel forsinkelse af den sproglige og kognitive udvikling, men med alderen ses kommunikative vanskeligheder, der ikke er til at skelne fra dem, man ser ved infantil autisme.

Det kliniske billede ved Aspergers syndrom kan ligne billedet hos en højtfungerende person med infantil autisme. Aspergers syndrom skelnes fra infantil autisme ved oftest at have et bedre funktionsniveau og ved, at der ses normal intelligens og intakt sprogudvikling.

Vanskeligheder ved social interaktion og særinteresser er centrale fænomener ved Aspergers syndrom. Aspergers Syndrom viser sig først omkring femårsalderen, hvor de første tegn på afvigende udvikling viser sig. Når barnet kommer i skole, bliver dets vanskeligheder i samspillet med andre mennesker tydeligere, men næppe alle tilfælde af Aspergers syndrom bliver diagnosticeret.

Vanskelighederne ved det sociale samspil manifesterer sig blandt andet ved, at barnet ikke reagerer naturligt på sociale signaler fra forældre og søskende. Barnet kan have svært ved at indgå i sociale sammenhænge med andre børn, og det udviser ikke normal interesse for leg med andre. Det foretrækker aktiviteter på egen hånd eller kun at indgå i leg på egne præmisser.

Et barn med Aspergers syndrom er karakteriseret ved sine særinteresser. De specielle interesser fylder meget i barnets dagligdag, og samvær med barnet kan være domineret af særinteresserne (hvis barnet selv får lov at styre). Barnets specielle interesse kan eksempelvis være en overdreven og dominerende optagethed af astronomi eller bestemte dele af fysikken. Det kan også have et mere indsnævret og anderledes præg som eksempelvis romerske mønter, samtlige afgangstidspunkter for tog og busser i et geografisk område etc. Karakteristisk er, at særinteressen opsluger barnet fuldstændigt og dyrkes ensidigt.

Børn og unge med Aspergers syndrom er vanebundne, og deres dagligdag kan være domineret af vaner, ritualer og systematik. De kan reagere med stor modstand mod selv ganske små ændringer. Det kan for eksempel være vigtigt for dem, at alle ting foregår på en gangske bestemt måde om morgenen, at morgenmaden bliver serveret på samme måde hver gang, at maden er den samme etc. Børnene kan reagere med udadreagerende adfærd og virke kaotiske, præget af panik/uro eller blive aggressive, hvis deres ritualer eller vaner brydes.

De sproglige kommunikationsproblemer dækker over manglende forståelse for de kommunikative aspekter i sproget. Sproget virker ofte gammelklogt og stift præget af monoton stemmeføring og manglende forståelse for ironi og dobbelttydninger.

De nonverbale (ikkesproglige) kommunikationsproblemer viser sig i forskellige situationer, hvor børn med Aspergers syndrom har svært ved at aflæse andre menneskers humør, tanker og følelser. I lighed med børn med infantil autisme har børn med Aspergers syndrom vanskeligt ved at danne sig forestillinger om andre menneskers mentale tilstande. De har svært ved at aflæse mimik og kropssprog og vurdere, om et andet menneske ser vred eller glad ud. De har desuden svært ved at justere den fysiske kontakt.

I Molis er vi specialiserede i Aspergers syndrom, og vi giver psykologisk og pædagogisk behandling, støtte og rådgivning omkring Aspergers Syndrom og medfølgende diagnoser og problematikker. Du er meget velkommen til at kontakte os,  hvis du har spørgsmål, og du kan også udfylde felterne herunder, og så kontakter vi dig.

Jeg vil gerne kontaktes





*skal udfyldes