ADHD er en forkortelse for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. ADHD er en neuropsykiatrisk lidelse, der giver børn, unge og voksne vanskeligheder med opmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet, og ADHD kaldes derfor en opmærksomhedsforstyrrelse.

ADHD påvirker i varierende grad hjernens evne til at regulere opmærksomheden, aktivitetsniveauet, der kan være for højt eller for lavt, samt impulskontrollen.

I WHO’s diagnosesystem ICD-10 benævnes ADHD hyperkinetisk forstyrrelse.

For at stille diagnosen hyperkinetisk forstyrrelse/ADHD skal et barn have både opmærksomhedsforstyrrelser, hyperaktivitet, og impulsivitet. Symptomerne skal være begyndt før syvårsalderen, og det er afgørende, at forstyrrelserne optræder i flere forskellige situationer, for eksempel både i skole og i barnets hjem. Andre mulige årsager til barnets vanskeligheder skal kunne udelukkes. Barnets vanskeligheder må således ikke kunne forklares ved eksempelvis sociale problemer, problemer i skolen eller skyldes angsttilstande, adfærdsforstyrrelse, depression eller gennemgribende udviklingsforstyrrelse (autismespektrumforstyrrelse).

Opmærksomhedsforstyrrelser kan blandt andet vise sig ved, at barnet, den unge eller den voksne med ADHD:

  • Ikke kan fæstne opmærksomheden ved detaljer og laver skødesløse fejl.
  • Ikke kan fastholde opmærksomheden ved opgaver og leg.
  • Synes ikke at høre, hvad der bliver sagt.
  • Ikke kan følge instrukser eller fuldføre opgaver.
  • Ikke kan tilrettelægge arbejde eller aktiviteter.
  • Undgår eller afskyr opgaver, som kræver vedholdende opmærksomhed.
  • Mister blyanter, bøger, legetøj eller andre ting, som er nødvendige for at udføre opgaver og aktiviteter.
  • Lader sig let distrahere af ydre stimuli.
  • Er glemsom i forbindelse med dagligdagsaktiviteter.

Hyperaktivitet kan blandt andet vise sig ved, at barnet, den unge eller den voksne med ADHD:

  • Har uro i hænder eller fødder og sidder uroligt.
  • Forlader sin plads i klassen eller ved bordet.
  • Løber, klatrer, farer omkring på en utilpasset måde.
  • Har støjende adfærd ved leg og har vanskeligt ved at være stille.
  • Overdreven motorisk aktivitet, som ikke lader sig styre.

Impulsivitet kan blandt andet vise sig ved, at barnet, den unge eller den voksne med ADHD:

  • Svarer, før spørgsmål er afsluttet.
  • Ikke kan vente på, at det bliver hans/hendes tur.
  • Afbryder eller maser sig på.
  • Taler for meget, uden situationsfornemmelse.

For at stille diagnosen ADHD, med udgangspunkt i ICD-10, skal barnet, den unge eller den voksne udvise mindst seks tegn på opmærksomhedsforstyrrelse, mindst tre tegn på hyperaktivitet og mindst et af punkterne ved impulsivitet. Vanskelighederne skal have været til stede gennem mindst seks måneder og skal som tidligere nævnt være begyndt før syvårsalderen, optræde i flere forskellige situationer samt forårsage betydelige vanskeligheder i forbindelse med sociale, skole- og beskæftigelsesmæssige funktioner.

Tre typer ADHD

Det amerikanske diagnose- og klassifikationssystem DSM-5 (Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders) beskriver tre forskellige typer af ADHD:

  • ADHD, kombineret type – forstyrrelser af såvel opmærksomheden som af aktiviteten og impulskontrollen
  • ADHD med overvejende eller udelukkende forstyrrelse af opmærksomheden – også kaldet ADD (Attention Deficit Disorder)
  • ADHD med overvejende hyperaktivitet og impulsivitet. Ved denne type ADHD forekommer ofte symptomer på adfærdsforstyrrelse, især hos drenge, og beskrives i WHO’s diagnosesystem ICD-10 som hyperkinetisk adfærdsforstyrrelse.

ADD

ADD står for Attention Deficit Disorder og bruges om ”den stille ADHD”, hvor barnet, den unge eller den voksne har de samme vanskeligheder med opmærksomhed som ved ADHD, men ingen eller kun få tegn på hyperaktivitet og impulsivitet.

Ved ADD ses de samme vanskeligheder med planlægning og overblik som ved ADHD. Der ses vanskeligheder med at være opmærksom og koncentreret og dermed også vanskeligheder med at opretholde et passende tempo og energiniveau i dagligdagen. Der diagnosticeres flest drenge og mænd med ADHD, men der er en mere ligelig fordeling mellem drenge og piger, når det drejer sig om ADD – med et lille flertal af piger og kvinder.

Har man ADD er ens opgaveløsning typisk kendetegnet ved en meget kortvarig koncentration, hyppigt skiftende fokus og tendens til let at blive distraheret af både egne tanker og af ydre stimuli. Ofte vil man have oplevet vanskeligheder med indlæring i skolen eller under uddannelse, fordi læring, herunder lagring af ny viden, netop forudsætter, at man er i stand til at opretholde en vedvarende opmærksomhed og koncentration.

Hvor hyperaktivitet er et problem ved den traditionelle ADHD, er mennesker med ADD ofte hypoaktive, dvs. at de har svært ved at komme i gang med opgaver eller tage initiativ til forskellige aktiviteter og gøremål. På grund af et formentlig generelt lavere energiniveau end det normale, har mennesker med ADD ofte problemer med at opretholde energien i forbindelse med de ting, de laver.

Opmærksomhedsvanskelighederne medfører ofte, at mennesker med ADD har et lavere tempo i udførelsen af opgaver og aktiviteter. Nogle kompenserer for den svækkede evne til at skabe overblik og struktur ved at være overkontrollerede og meget perfektionistiske. For eksempel kan de have en tendens til at tjekke opgaver mange gange samt have behov for at udføre opgaver og gøremål efter bestemte rutiner og stræbe efter perfektion.

Når mennesker med ADD forsøger at kompensere for deres opmærksomheds- og koncentrationsvanskeligheder for bedre at klare sig i dagligdagen, kan de opleve at skulle bruge rigtig meget energi i mange forskellige sammenhænge og bliver dermed meget hurtigt trætte og uoplagte. Det gælder især i situationer, hvor der er mange indtryk at forholde sig til.

Mennesker med ADD er mere stille og rolige i deres fremtræden end mennesker med ADHD. De skaber måske ikke så mange konflikter og forstyrrer måske ikke undervisningen. Dette gør det sværere at få øje på deres vanskeligheder. Derfor får mange ikke stillet diagnosen ADD, før de er unge eller voksne. Det betyder ikke, at mennesker med ADD ikke har haft vanskeligheder allerede som børn. Voksne med ADD fortæller ofte, at de altid har følt sig anderledes, men ikke har vidst hvorfor. Deres omgivelser har måske set dem som stille, generte, dovne, mindre begavede eller indadvendte. Mange med ADD kæmper derfor med en negativ selvfølelse af at være uduelige og med et ofte lavt selvværd.

Årsager til ADHD

Man har endnu ikke i detaljer kortlagt, hvilke hjerneforandringer, der ligger bag vanskelighederne, der ses ved ADHD, men kliniske og neuropsykologiske undersøgelser tyder på, at der er tale om forstyrrelser af hjernefunktionen i specielt tre områder af hjernen:

  • I et område i bunden af hjernen (hjernestammen og de mest primitive dele af hjernen), hvor blandt andet vågenhed reguleres ved hjælp af de aktiverende signalstoffer dopamin og noradrenalin. Man mener, at hjernen hos mennesker med ADHD fungerer som ’en træt hjerne’.
  • Frontallapregionen er center for styring af målrettet adfærd og planlægning (de eksekutive funktioner). Nedsat blodgennemstrømning og aktivitet i dette hjerneområde medfører en nedsat evne til at hæmme impulser samt en nedsat evne til refleksion. Kliniske og neuropsykologiske undersøgelser tyder på, at en stor del af børn med ADHD har tegn på hypofrontalitet, dvs. at aktiviteten i hjernens frontallapper er nedsat.
  • I et område bag i hjernen (lillehjernen), hvor signal-støj-forhold styres og reguleres. Børn, unge og voksne med ADHD overreagerer på indkommende stimuli.

Når man har ADHD, er der en nedsat funktion i bestemte områder af hjernen. Regulering og fastholdelse af opmærksomhed er afhængig af interaktionen mellem forskellige dele af hjernen: Det retikulære aktiveringssystem lokaliseret i hjernestammen, som regulerer arousalniveauet, og perceptionscentre og frontale centre, som står for planlægning og evne til at hæmme lystimpulser. Børn og unge med ADHD, som stilles over for komplicerede, kognitive opgaver, som forudsætter planlægning og impulskontrol, viser en aktivering af andre og langt mere diffuse områder af hjernen end børn og unge uden ADHD. En dysregulation af signalstofferne dopamin og noradrenalin i hjernen er formodentlig meget væsentlig for den ændrede hjernefunktion.

Genetiske faktorer gør sig gældende i forbindelse med ADHD. Forældre til børn med ADHD har ofte, men langtfra altid, haft tilsvarende problemer.

Af miljømæssige risikofaktorer relateret til ADHD kan blandt andet nævnes for lav fødselsvægt, for tidlig fødsel samt uheldige påvirkninger under graviditeten som blandt andet, tobak, alkohol og infektioner. Andre miljømæssige faktorer som manglende opdragelse, dårlig eller for lidt søvn samt kostvaner kan også have en betydning for, hvor udtalt ADHD’en bliver.

I Molis arbejder vi med ADHD tilpasset den enkeltes individuelle vanskeligheder, og vi giver psykologisk og pædagogisk rådgivning og støtte. Du er meget velkommen til at kontakte os for en aftale.

Telefon: 29 80 29 90
Mail: info@molis.dk