Adfærdsproblemer er det hyppigste symptom på psykopatologi (psykisk sygdom) hos børn og unge. Adfærdsproblemer kan optræde som et forbigående fænomen i en ellers normal udvikling og behøver ikke som enkeltstående fænomen at være tegn på psykopatologi.

Forbigående adfærdsproblemer ved psykosociale belastninger forekommer i mange børns opvækst. Normale variationer i adfærd omfatter forbigående episoder med provokerende, trodspræget eller ulydig adfærd. Et barn kan også være aggressivt, konfliktskabende, lyve eller stjæle som reaktion på ydre følelsesmæssige belastninger, og uden at det hermed behøver at være tegn på psykopatologi. Men der bør rejses mistanke om psykopatologi, hvis barnets adfærdsproblemer er vedvarende og dominerende i barnets dagligdag, og hvis relationen til andre mennesker er præget af konstante eller tilbagevendende konflikter eller aggressive udbrud, og ikke mindst hvis barnets generelle udvikling og sociale funktioner er påvirket.

Som psykiatrisk diagnose spænder adfærdsforstyrrelser fra oppositionelle problemer begrænset til familien til omfattende forstyrrelser i sociale funktioner, der inddrager alle de sociale sammenhænge, som barnet eller den unge befinder sig i.

Diagnosen adfærdsforstyrrelse kræver, at symptomerne overstiger, hvad der opfattes som almindelige trodsreaktioner, barnestreger eller oprørstrang i pubertet og ungdom, og at de forekommer i et gennemgående mønster, der strækker sig over længere tid. Adfærdsforstyrrelser er således karakteriseret ved et gentagent og vedvarende mønster af dyssocial, aggressiv og trodsig adfærd, som viser klare brud på sociale forventninger og normer for alderen.

Adfærdsforstyrrelser – undergrupper

Inddelingen af adfærdsforstyrrelser i WHO’s diagnosesystem ICD-10 afspejler dels en inddeling efter udviklingsperspektiv og dels en inddeling efter samtidig optræden af andre symptomer. Udviklingsperspektivet viser sig ved, at symptomerne på et givent udviklingstrin afspejler, hvad der er karakteristisk som udviklingsrelateret adfærd, men som blot viser sig abnormt forstærket og vedvarende.

Alders-/udviklingsafhængige:

o   Oppositionel adfærdsforstyrrelse

o   Adfærdsforstyrrelser begrænset til familien

o   Socialiseret adfærdsforstyrrelse

o   Usocialiseret adfærdsforstyrrelse

Oppositionel adfærdsforstyrrelse optræder sædvanligvis hos mindre børn. Tilstanden er karakteriseret ved udtalt trodspræget adfærd, hvor barnet er ekstremt lydighedsnægtende og generelt præget af en fjendtlig attitude, hvor det er tilbøjeligt til at opfatte omgivelserne som negative og frustrerende. Barnet har igennem længere tid, typisk flere år, været præget af irritabilitet og raserianfald, provokerende adfærd og vrede. Det er afgørende for diagnosen, at adfærdsproblemerne overstiger, hvad der svarer til barnets udviklingstrin og det almindelige for barnets alder.

Adfærdsforstyrrelse begrænset til familien viser sig ved dyssocial og aggressiv adfærd, som overstiger oppositionelle og trodsige reaktioner. Barnet er vedvarende præget af aggressivitet og uden fornemmelse eller respekt for de sociale regler i familien. Der vil ofte være tale om videreudvikling eller forværring af oppositionel adfærdsforstyrrelse, og tilstanden optræder typisk hos lidt ældre børn.

Socialiseret adfærdsforstyrrelse er en tilstand, hvor barnet har vedvarende og betydelige adfærdsproblemer, som imidlertid inden for en social gruppering er acceptererede og udtryk for et tilhørsforhold til denne gruppe, og som inden for denne gruppe er forbundet med accept og prestige. Eksempler kan være tilbøjelighed til slagsmål, hærværk og tyveri.

Usocialisereret adfærdsforstyrrelse er en tilstand, hvor barnet er præget af massive adfærdsproblemer i alle sammenhænge, inklusive i deres relation til andre børn. Sammen med kammerater er disse børn isolerede og upopulære og fremtræder ensomme og afvigende og uden venner. Usocialiseret adfærdsforstyrrelse er den alvorligste form for adfærdsforstyrrelse med den dårligste prognose, og tilstanden opstår ofte, efter at barnet har haft en af de tidligere nævnte former for adfærdsforstyrrelser. Tilstanden er karakteriseret ved omfattende forstyrrelser i tilknytning og familiær kommunikation op igennem barndommen.

Adfærdsforstyrrelser med blandet symptomatologi:

o   Blandet adfærds- og emotionel forstyrrelse

o   Depressiv adfærdsforstyrrelse

o   Hyperkinetisk adfærdsforstyrrelse (adfærdsforstyrrelse med ADHD)

Blandet adfærds- og emotionel forstyrrelse kan stilles som diagnose, hvis der foruden opfyldelse af kriterierne for adfærdsforstyrrelser også er åbenbare og udtale symptomer på depression, angst eller andre emotionelle symptomer.

Depressiv adfærdsforstyrrelse er en tilstand, hvor barnet er præget af vedvarende og udtalt nedtrykthed, for eksempel en udtalt følelse af at være ulykkelig, tab af interesse for og glæde ved sædvanlige aktiviteter, selvbebrejdelser og følelse af håbløshed. Se evt. depression.

Barnet kan give udtryk for at ’kede sig’ og kan have appetit- og søvnforstyrrelser. Depression hos børn viser sig ikke sjældent ved symptomer, der har symptomer som en adfærdsforstyrrelse. Differentialdiagnostisk kan det således være vanskeligt at se, om barnets primære vanskeligheder skyldes adfærdsproblemer, eller om der er tale om en maskeret depression.

Andre blandede adfærdsmæssige og følelsesmæssige forstyrrelser er karakteriseret ved udtalte og vedvarende emotionelle symptomer som angst, frygt, tvangstanker eller tvangshandlinger. Blandende adfærdsmæssige og følelsesmæssige forstyrrelser ses i højere grad hos piger.

Det er vigtigt at gribe ind over for adfærdsproblemer hos børn og unge, da risikoen for at ubehandlede adfærdsproblemer vil udvikle sig i en alvorlig retning, blandt andet med øget risiko for personlighedsmæssige vanskeligheder, misbrug og kriminalitet, er markant. I Molis giver vi psykologisk og pædagogisk behandling, støtte og rådgivning omkring adfærdsproblemer. Du er meget velkommen til at kontakte os for en aftale.

Telefon: 29 80 29 90
Mail: info@molis.dk