Mindfulness for børn

Mindfulness for børn

8 ugers mindfulnessforløb for børn (ca. 8-15 år), der har autisme, Aspergers syndrom eller ADHD/ADD.

Mindfulness kan hjælpe dig til at handle klogt og passe bedre på dig selv. Mindfulness er særligt effektivt til at håndtere angst og stress. Når man har autisme, Aspergers syndrom eller ADHD/ADD kan mindfulness være ekstra udfordrende, men samtidig er det ekstra godt og vigtigt at kunne.

Mindfulness er at være til stede her og nu med fuld opmærksomhed på, hvad der måtte være af tanker, følelser og kropslige fornemmelser. Det er at acceptere det, du oplever, og at møde det oplevede med venlighed, nysgerrighed og tålmodighed. Hos Molis ved vi, at det kan være særligt udfordrende at øve mindfulness når man har autisme, Aspergers syndrom eller ADHD/ADD. Det kan være en udfordring at finde roen til at fordybe sig i mindfulnessøvelserne, at turde give slip og mærke efter, hvad der sker i kroppen, at få identificeret hvilke følelser der er på spil og måske at finde mening i at skulle øve teknikkerne på daglig basis.

Mindfulnessforløbet hos Molis er tilpasset dig, der har autisme, Aspergers syndrom eller ADHD/ADD. Vi vil sammen i forløbet lave øvelserne mange gange, så du kan blive fortrolig med dem. Vi vil undersøge, hvilke øvelser der giver mening for dig, og ved brug af evalueringsark enten hjemme eller i Molis vil vi finde frem til, hvad vi kan gøre, hvis der er øvelser, der udfordrer dig, og hvad vi kan gøre mere af, hvis der er øvelser, du synes passer lige til dig og gerne vil øve flere af disse.

Når du øver mindfulness, er tålmodighed noget der hører med. Du vil måske opleve, at nogle af øvelserne er lette for dig, og at andre er udfordrende. Det er helt naturligt. Ved at øve dig i mindfulness vil du kunne blive bedre i stand til at berolige dig selv og til at kunne tage kontrollen over dine tanker, så de ikke tager kontrollen over dig.

Du vil i dette forløb blive introduceret til forskellige øvelser, der kan hjælpe dig med at mærke efter, hvordan du har det (krop, følelser og tanker), og hvad din krop fortæller (for eksempel: ”jeg har energi, jeg er træt, jeg har brug for pause.”).

Dagligdagen kan – med de mange sanseindtryk og krav, vi udsættes for i løbet af dagen – være særlig udfordrende for dig med autisme, Aspergers syndrom eller ADHD/ADD, og netop derfor er mindfulnessøvelser gode at være fortrolige med. Åndedrætsøvelserne, som du lærer i forløbet, beroliger nemlig kroppen og sindet. Åndedrættet har vi altid med os, og derfor er åndedrætsøvelserne netop meget effektive, hvis du skulle komme i en situation, der er særligt udfordrende for dig, og hvor du har brug for at kunne hjælpe dig selv til at få ro, at kunne stoppe tankemylder, eller at få minimeret stress eller angst. De fysiske øvelser, du lærer i forløbet, øger kropsfornemmelsen og dit psykiske velvære. Når vi bruger kroppen, lærer vi den bedre at kende og kan hjælpe os selv til større ro ved at få identificeret de signaler, den giver os.

 

Program

  • 13.00: Velkommen. Når du kommer, er der lavet et navneskilt til dig, som du tager og sætter på den stol, hvor du gerne vil sidde. Der vil også være en yogamåtte, du kan bruge, når vi skal i gang med de forskellige mindfulnessøvelser.
    Første gang vi mødes, får du en mappe med mindfulnessøvelser, evalueringsark og beskrivelse af mindfulnessforløbet (det er også sendt til dig/dine forældre på forhånd, så du kan være forberedt på, hvad du skal i gang med).
  • Introduktion til dagens program.
  • Regler for mindfulnessgruppen.
  • Delerunde: Første gang vi mødes, har du mulighed for at fortælle gruppen lidt om, hvad du tror, at du kan bruge mindfulness til, eller om du har prøvet mindfulness før,
    og hvad du synes om det. Det er helt okay, hvis du ikke har lyst til at sige noget.
    Fra og med anden gang vi mødes, vil det være muligt at fortælle gruppen, hvad du har oplevet med den mindfulnessøvelse, du har lavet hjemme. Det er helt okay, hvis du ikke har noget, du vil fortælle.
  • Navneleg: vi lærer hinandens navne at kende.
  • Opvarmning: vi bevæger os og mærker kroppens reaktion.
  • Mindfulness meditationsøvelse med fokus på åndedrættet: vi sidder ned og øver os i at være opmærksom på vores vejrtrækning/på åndedrættet.
  • Leg: vi bevæger os og mærker kroppens reaktion.
  • Mindfulness meditationsøvelse med fokus på krop, tanker eller følelser (Opmærksomhedsfokus vil skifte fra gang til gang – det kan være: vis venlighed overfor dig selv, tænk på en god oplevelse, læg mærke til følelser, læg mærke til tanker, andet).
  • Ugens hjemmeopgave. (Hjemmeopgaven er en mindfulness meditationsøvelse med fokus på enten åndedræt, krop, tanker eller følelser. Den øves 1 gang dagligt til næste gang, vi mødes på holdet. Nogle finder det let at øve hjemme og andre finder det svært. Det er helt naturligt og er en del af det, du kan opleve, når du øver dig på mindfulness.)
  • 14.00-14.20: Pause. I pausen kan du tage lidt at drikke og slappe af, du kan også tegne, hvis du har lyst til det. Medens du holder pause vil den/de forældre eller andre voksne, der er med dig, lave en enkelt mindfulnessøvelse, ugens hjemmeopgave, i rummet hvor vi har mindfulnessforløb).
  • Grounding: vi bevæger os og mærker kroppens reaktion.
  • Sanseøvelse (Opmærksomhedsfokus vil skifte fra gang til gang. Fokus kan være: læg mærke til, hvad du hører, ser, mærker på, dufter til, andet).
  • Udstræk og afspænding: vi laver enkle yogaøvelser og slutter med liggende afslapning.
  • Delerunde/evaluering: her er det muligt at fortælle om, hvad du synes om dagens mindfulnessforløb. Det er helt okay, hvis du ikke har noget, du vil fortælle.
  • 15.00: Farvel og tak for i dag.

 

Pårørende

I prisen er det inkluderet, at barnet gerne må tage 1-2 forældre/pårørende med. Forælderen (eller anden pårørende) kan sidde i det tilstødende lokale. Dette giver mulighed for, at hvis der skulle være behov for det, at forælderen kan deltage i enkle øvelser på mindfulnessholdet sammen med barnet.

Fra kl. 14:00-14.20 er der pause for deltagerne på holdet og i pausen vil der blive introduceret en mindfulnessøvelse for forældre/pårørende. Den øvelse, der bliver introduceret, er ugens hjemmeopgave og vil give dig/jer mulighed for at bakke barnet op, når der skal øves i ugens løb.

Tilmeldte deltagere vil modtage en mail en uge før mødet, hvor de får oplysninger om, hvem der deltager i mindfulnessforløbet, og hvad rammen for forløbet er.

 

Praktiske oplysninger

  • Datoer: 8 søndage med opstart i november: 12. + 19. + 26.november 2017 og 7. + 14. + 21. + 28. januar 2018.
  • Tid: 13.00-15.00
  • Sted: Molis, Nikolaj Plads 23, 1. sal, 1067 København K
  • Målgruppe: Børn (8-15 år) med autisme, Aspergers syndrom eller ADHD/
  • Deltagerantal: 4-8 deltagere
  • Underviser: psykologisk konsulent Bettina Hjorth
  • Pris: 3.450,- for 8 gange á 2 timer (svarende til kr. 431,25,- pr. gang)
  • Tilmeldingsfrist: 1. november 2017

 

Spørgsmål

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at skrive til Bettina på bettina@molis.dk eller kontakte os her.


Tilmelding

Du tilmelder dit barn til mindfulnessforløbet ved at købe en billet herunder. Tilmelding er bindende og kan ikke fortrydes. Læs mere om vores handelsbetingelser her. I “Bemærkninger” bedes du venligst skrive barnets navn og alder.